_Hvori en sund Diæt bestaar._
«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling
af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg
om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa
Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at
Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag
og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske
og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han
tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder
han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at
sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig
for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan
beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt
dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid
til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til,
Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra
hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved
ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige
Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en
ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»
Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog
en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde
er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til
den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere
end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet
for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i
Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en
ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor
tidlig Grav.»
Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige
diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde
undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige
Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer.
Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner,
men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige
Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og
blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder
paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør
ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne
en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør
de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige
Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor
Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de
indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge,
fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.
[2] F. Eks. fosforsur Kalk og lign.
De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed
i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt
kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.
«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han
frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle
sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid
forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor
paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere
Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil
leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»
Graham forklarer i sine «_Lectures_», at enhver Fysiolog maa medgive,
at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud,
paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af
Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende
vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig
høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser.
Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de
diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa
gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end
andre kjødspisende Nationers.»