_Hvorledes Bekymring dræber._
Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden
Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog,
dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære
Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring,
berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant
bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber,
hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa
Fortrædeligheder.
At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst
Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens
seirende Magt.
«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede
Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske
overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke
tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager
ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og
vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde,
at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor
Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at
det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i
denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde
Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som
ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade.
De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det
kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»