_Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet._
Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden
Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at
passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres
største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis
saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke
Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man
i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens
Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller
til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.
«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager
dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i
Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan
man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer.
Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende
Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke
Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis
man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar
Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»
Dr. W. B. Carpenter siger i sin “_Principles of Menthal physiologi_”
følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af
Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til
at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i
Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved
at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring
blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med
Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil
om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler
ved ubehagelige Fornemmelser.»