_Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden._
Det er et ganske eiendommeligt Forhold, at enkelte Sindsbevægelser
angriber Huden og dens Funktioner paa samme Maade som en Forkjølelse.
Nedbrydende Lidelser, Sorg eller Frygt, formindsker Luftvekslingen
i Lungerne og Tilstrømningen af Aareblod, hvilket selvfølgelig gjør
Ansigtet blegt, forhindrer Uddunstningen og gjør de i Huden liggende
Nervers Virksomhed meget svag.--Vrede og andre heftige Lidenskaber søger
Luftvekslingen og Blodtilstrømningen paa Hudens Overflade, hvorved den
Rødme og Spænding i Ansigtet foraarsages, der er et saa fremtrædende
Kjendetegn paa en ophidset Sindstilstand.
Sindsbevægelsernes Indvirkning paa Huden er ofte saa stor, at den
fremkalder Sygdom. Lægen Cazenave gjør ved Opregningen af Hudsygdomme
den Bemærkning, at «stærke Sindsbevægelser, og i Særdeleshed Sorg, udøver
en mærkelig Indflydelse.» Naar han nævner «_Impetigo_», den latinske
Benævnelse paa en Slags Hudsygdom, siger han, at Sorg og Frygt undertiden
foraarsager denne Sygdom. En anden Authoritet, Dr. Bateman, omtaler to
Tilfælder af nævnte Sygdom, «_Impetigo_», som fremkaldtes ved stærke
Sindsbevægelser.
Wilkinson udtaler om Huden: «Der ifører Kjærligheden sig den himmelske
Morgenrødme, som er dens rette Farvetone; der rødmer den blyge Uskyld.
Der sammenhober Hadet sin blege Ondskab, Misundelsen henter frem sin
grønne Galde, Vreden indhyller sig i Mørke og Fortvilelsen i Dødens
askegraa Farver.» Hykleriet laaner ofte Dragt af de nævnte Foreteelser,
men den virkelige Tilstand formaar ikke i Længden at skjule sig, men
giver sig klarlig tilkjende gjennem Hudens og dens Farvers Omveksling og
Forandring.
Med faa Ord sagt: Den menneskelige Natur kan i hele sin Sammensætning
lade sig efterspore og paavise i Hudens uendelige Omskiftelser.