_Helbreden i dens Forhold til Skjønheden._
Helbreden er uundværlig for Skjønheden; ja den er ligefrem dens
Forudsætning. Om Helbreden tabes, forsvinder ogsaa Skjønheden lidt efter
lidt.
Skjønheden bør være en Frugt af en fuldstændig Overensstemmelse mellem
de tre Dele af vort Væsen, nemlig Legeme, Sjæl og Aand. Den vil da ikke
mangle den Friskhed, som er en saa væsentlig Bestanddel af al sand Ynde
og Skjønhed, enten nu denne fremtræder i Rosens Knop eller paa den unge
Piges rødmende Kind. Der findes vistnok noget, som betegnes med Ordet
«sygelig Skjønhed», men det forsvinder med de flygtende Aar. Blivende
Skjønhed maa have sine Rødder dybt nede i den herlige Jordbund, som
heder Helbred og Sundhed. Gladstone har meget træffende ytret herom:
«Skjønheden er ikke en Tilfældighed, men den tilhører vedkommende
Gjenstands Væsen; den gjennemtrænger hele Skabningen, og hvor eller naar
den aftager eller trænges tilbage, har vi i denne Omstændighed et Bevis
paa den moralske Uorden, som bringer Forstyrrelse ind i Verden.»
Formens Ynde, Hudens Friskhed og Øinenes Glands har i Almindelighed mere
at gjøre med en virksom Lever og god Fordøielse end de fleste Mennesker
aner. «Sygdom er Hæslighed; Helbred er Skjønhed,» siger Annie Jannets
Miller. Helbreden reguleres af den Mad, vi spiser og fordøier, den Luft,
vi indaander, den Hvile og Søvn, vi nyder. Dertil kommer en regelmæssig
Overholden af Sundhedens Forskrifter. «Vore Legemer er vore Haver, hvor
vor Vilje er Gartneren,» siger Shakespeare, Englands udødelige Digter.
«Helbreden»,--skriver Dr. Nichols i sin populære Bog om Menneskets
Fysiologi,--«er en Tilstand af fuldkommen Udvikling, en harmonisk
Væxt og Sammenføining af Del efter Del, Organ efter Organ, hvor intet
er forkrøblet og heller intet for overdrevet stort. Heri ligger
Fuldkommenheden, naar der spørges om Symmetri og Skjønhed, som igjen ikke
er noget andet end Resultatet af Helhed og Helbred. Thi det kan paavises,
at Formerne og Proportionerne hos Menneskene og de høierestaaende,
nyttige Dyr, ogsaa er de skjønneste.» Naar hvert Ben har den bedste Form
og Størrelse, er der fuldkommen Proportion. Naar enhver Muskel har sin
tilbørlige Udvikling med den rette Mængde af Fedtstoffe i Cellevævene,
finder vi den høieste Formskjønhed; naar Hudens Beskaffenhed er finest,
Blodomløbet kraftigst og selve Blodet renest, fremtræder ogsaa Ansigtets
Glød, Glans, Farve og Tiltrækning bedst. Skjønheden er derfor mere et
Tegn paa Helbred; thi den er et Udtryk for sidstnævntes Tilstedeværelse.
Fuldkommen Skjønhed kan alene naaes og vedligeholdes ved fuldkommen
Helbred. Begrændset Skjønhed, henvisnende Skjønhed, aftagende Skjønhed
falder sammen med begrændset, henvisnende og aftagende Helbred, men den
er utilfredsstillende og tung. Kunstnere og Digtere forestiller sig
Skjønheden straalende af Sundhed, og kan ikke adskille disse Idealer.
Ingen Maler eller Billedhugger vilde kunne fremstille en Venus, en Diana
eller en Hebe anderledes end som den personificerede Sundhed og derfor
skjønne og livfulde.