_Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling._
At forandre det stadige Ansigtsudtryk, som vi saa at sige selv har
dannet og baaret i mange Aar af vort Liv, synes ved første Øiekast at
grændse til det umulige, ja at være lige saa forgjæves som de taabelige
Filosofers Stræben, naar de i Middelalderen bortødslede sin Tid og sin
Formue med Forsøg paa at opdage _Livselixir_. Men hvis vi omhyggelig
undersøger Læren om Ansigtets Forvandling, vil vi finde, at den er i fuld
Overensstemmelse med Fornuft og Virkelighed.
Som vi allerede har seet, er det Sindstilstanden eller Sjælen, som
danner og omdanner Ansigtsudtrykket. Dens hemmelighedsfulde Indflydelse
indvirker paa de myge, letbevægelige Ansigtsdele, paa samme Maade som
Lyset indvirker paa Fotografens meget ømfindtlige og modtagelige Plade.
I Virkeligheden er Ansigtet et Billede, som viser Sjælens vanlige Tanker
og Ønsker. De, som derfor ønsker at faa et vakkert Ansigtsudtryk, bør
først og fremst anstille en Undersøgelse i sit Indre for at bringe paa
det rene sin vanlige Tankegang og Sindsretning, og saaledes udfinde,
hvad der foraarsager et ubehageligt Udtryk eller hvad der fremkalder et
behageligt. Enkelte Mennesker har triste Ansigter, som er en Frugt af
triste Tanker og mørkt Sind. Disse melankolske og tungsindige Personer
har altid en mørk Opfatning af alt, hvad der sker i Verden; eller med
andre Ord, de trækker et Gardin for Sjælens Vindu og stænger saaledes
Solskinnet ude fra sit Liv. Saadanne Personer bør anstrenge sig af sin
yderste Viljekraft for at bryde med denne Vane; thi det er ei andet end
en saadan. Det kan vistnok tage lang Tid, før man kan skaffe sig et lyst
og livsfriskt Syn og Sind, men naar det engang er skeet, vil det komme
til at medføre en fuldstændig Forandring af Ansigtsudtrykket.
Mange er de skuffede Ansigter, som viser sig, hvor der er store
Folkemasser samlede, Mænd og Kvinder, som har begyndt Livet med stor
Ærgjerrighed, der aldrig er bleven tilfredsstillet, og hvori hvert
sveget Haab synes at have efterladt sig et Spor i Ansigtet. At oprykke
disse Bitterhedens Rødder synes at være vanskeligt, men ikke umuligt. Den
bedste Maade, hvorpaa det kan ske, er at begrave det forbigangne med den
indeværende Dags Arbeide og at glemme Gaarsdagens Forhaabninger ved at
haabe paa Morgendagen.
Endvidere findes der misfornøiede Ansigter, hvis Eiere bestandig sukker
efter Ting, som de ikke er i Besiddelse af, og som længes og higer efter
noget, de aldrig kan opnaa eller erholde. Men de maa søge paa alle Maader
at sætte mere Pris paa sine nuværende Forholde og erindre, at et nøisomt
Sind er mere end et dagligt Gjæstebud.
Blandt alle Ansigtstyper finder vi Repræsentanter for de sørgmodige og
triste, de tvære og sure, de let opirrede, de smaalige og gjerrige, de
svigefulde, de bedragerske og de listige, de haanlige og de stolte. Alle
disse lidet elskværdige Træk, som tydelig kommer tilsyne i Ansigtets
Udtryk, er Resultatet af, hvad der har rørt sig inderst i Sjælen. Hvor
de forekommer, findes ingen sand Skjønhed.--Med Rette siger den berømte
Forfatter Washington Irving: «Det er den guddommelige Majestæt i vort
Indre, der gjør, at guddommelig Majestæt kan fremtræde i det Ydre.»
Dette er ingen blot og bar henkastet Ytring, men en af Skjønhedens
store Hemmeligheder. Kunde vi vel for et Øieblik tænke os Slagmarkernes
store Apostel, Florence Nightingale eller en Fru Booth med frastødende
Ansigter, eller en David Livingstone eller en General Gordon med
modbydelige Ansigtstræk? Skjønt vi aldrig har seet disse menneskevenlige
og heltemodige Personers Ansigter eller maaske ikke engang et Portræt
af dem, saa staar de dog i vore Tanker--efter den Opfatning, vi har af
dem,--med Ansigter straalende af Ømhed, Tapperhed og Ædelmod.
For at omdanne Ansigtet maa man først omdanne Sindet. Mod Nedslagenhed og
Tristhed maa vi fremelske en glad og frydefuld Aand; Tverhed og Heftighed
hos os selv maa vi beseire med Venlighed og Ro, Freidighed og Tro paa
Fremgang, og dertil ved Selvprøvelse i Frimodighed og Tilfredshed drive
Surmuleri og idelig Bekymring paa Flugt.