_Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt._
«Jeg forlanger intet andet af dig,» sagde en Fader til sin Søn, da han
bød ham Farvel,--«end at dit Ansigt har samme rene og uskyldige Udtryk,
naar du vender tilbage.»
«En Mands Blik og Ansigtsudtryk,» ytrede Hazlitt, «er Resultatet af
mangeaarigt Arbeide. Det er bleven indpræget paa hans Ansigt ved
Begivenhederne i hans Liv, ja med Naturens egen Haand, og han kan
saaledes ikke saa let blive kvit samme.»
Folk er i Almindelighed hvad de synes at være, og vi har alle en Slags
Fornemmelsesevne i saa Henseende. Ja endog smaa Børn og en Del af de
høierestaaende Dyr læser med et eneste Blik i den Fremmedes Ansigt, om
han har en venlig eller en uvenlig, en ond eller god Karakter, og føler
sig straks tiltrukket eller frastødt af ham.
«Der findes ikke et Menneske paa Jorden,» siger Lavater, «som ikke
daglig sporer Indflydelse af de forskjellige Ansigters Udtryk; ikke et
Menneske, som ei kan træffe sammen eller mødes med et Ansigt, som det
finder overordentlig tiltalende og elskeligt eller usædvanligt stygt og
frastødende. Der findes ikke en eneste Person, som ei i mere eller mindre
Grad iagttager, sammenligner, bedømmer og værdsætter en anden efter hans
Udseende, naar de første Gang træffer sammen.»
At hvert enkelt Menneske er ansvarlig for det Ansigtsudtryk, det har,
kan neppe benegtes, naar vi indrømmer, at man selv danner sin Karakter
og kontrollerer sit eget Sind. Hvor vakkert et Ansigt end kan være med
Hensyn til Form og Træk, saa er det alligevel selve Ansigtsudtrykket, som
forhøier eller nedsætter det, som forskjønner eller vansirer det.
Vi begynder allerede at sætte Præg paa vore Ansigter i Livets Morgen,
i denne Ungdommens Spiretid, da Indtrykkene har større Indflydelse paa
Karakteren, og Sindet lettere formaar at sætte sit Stempel paa Udtrykket.
Paa den Tid, da en Mand eller Kvinde naar Trediveaarsalderen eller ofte
endog før, er Ansigtsudtrykket bleven næsten uforanderigt. Senere fordres
der megen Øvelse, nidkjær Agtpaagivenhed og Udvikling af nye Anlæg, om
det skal lykkes at udjevne dette mangeaarige Arbeide, dette ydre haarde
Skal og Form for den iboende Sjæl.
Behagelige Ansigtsudtryk erhverves sædvanlig i Ungdommen. De er, om vi
saa tør sige, en Sammensætning af mange Smil, glade Tanker og Sindets
Tilfredshed. Enhver Sindsbevægelse efterlader gjerne et eller andet
Indtryk paa Ansigtsudtrykkene; dog ikke saaledes, at det straks merkes
Spor derefter; men om det stadig vender tilbage, bliver sluttelig det
ydre Udseende en tro Afbildning af Karakteren, enten nu denne er god
eller slet.
Dr. Kellogg, den bekjendte Læge, har med Rette udtalt: «Skjønheden sidder
dybere end paa Overfladen. Dens virkelige Kilde har snarere sin Grund i
aandelige og moralske Egenskaber end i rent legemlige Træk. Et Ansigt,
som skjuler en værdiløs Karakter, kan aldrig være vakkert.… En ædel
Karakter kan aldrig træde frem gjennem et lumsk Ansigtsudtryk, hvor lidet
end Naturen har villet tage Hensyn til, at det ene skal være passende for
det andet. Ansigtet er saa helt og holdent et Sjælens Speil, ja ligefrem
et Gjenskin af Karakteren, at denne sidstes Skjønhed eller Slethed ikke
kan andet end fremtræde lige saa tydeligt som Haandskriften paa Væggen i
Profetens Tid, og man behøver ikke at være Profet for at kunne læse den.»
Den tyske Forfatter Winchelmann skriver: «Fuldkommen Skjønhed kan
aldrig findes i et Ansigt, hvis det ikke er roligt og frit fra al
Uro, idetmindste fra alt, som kan forandre og skjæmme de Træk, hvoraf
Skjønheden er sammensat.»