«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og
stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.
Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske
stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om
Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.
«Ja, Barnet er meget sygt.»
«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»
«Ja fuldstændig.»
«De maa blive her,» sagde Banner da.
«Jeg har flere Patienter.»
«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.
«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»
«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_
blive her.»
Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor
baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig
betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme
Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent
Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene
med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende
Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad
det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø
med sit Barn.
«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i
Studereværelset.
«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»
«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om
hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»
«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»
«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har
jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har
her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde
Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»
«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»
Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den
forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte
i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev
ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan
ikke dø! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit
hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit
Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»
Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den
blaserede, overlegne Mand?
«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han
har Hjærnebetændelse og ....»
«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»
«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som
en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede
Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været
meget stærk, og De selv ....»
Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en
Pavse.
Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder,
at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er
bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være
Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De
undskylder?»
«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge
Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»
Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge,
han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage
paa to Timer. Gaa!»
Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.
«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand.
«Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den
lille Banner blev daarlig.»
«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig,
«det staar alt sammen i Vorherres Haand.»
Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik
op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det
Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte
og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en
saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de
tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange
Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun
ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor
forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der
mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen
over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste
Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men
den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og
tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller
forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom
over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis
Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid
være ham en Trøst.
Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin
dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i,
og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og
i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at
kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham
op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare
Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.
Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.
«Er det Halssygen?» hviskede Banner.
Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det
et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er
ikke!»
«Hvad da?»
«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»
Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i
Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at
Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som
kunde foranledige en Hjærnerystelse.»
Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin
Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo
ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller
Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har
sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender
Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde
kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»
Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg
beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om
der er noget at gøre for Barnet.»
Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene
og mumlede, at han var hentet for sent.
«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i
samme kolde, brudte Tone.
En ny Skuldertrækning.
«Saa kan der spændes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer
er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor
Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.
Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne
standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen
med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er
frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»
Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde
den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er
død.»
Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da
vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og
aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne
paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en
Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.
* * * * *
Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med
nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til
Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet
til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket
løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og
det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var
ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han
atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at
han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer
for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke
kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde
blive vanvittig, og han ønskede det næsten.
Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig,
ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde
stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at
udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke,
hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede,
usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit
Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et
hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt
frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse
Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme
Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet
den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.
Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik
ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal.
Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig
hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.
I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen,
Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa
sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte
frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold
og faldt mat tilbage, naar de slap den.
Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort
Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens
og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og
Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var
der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde
skaanet deres fem Børn.
«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde
Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var
endda ham, der skulde have hele Herligheden.»
Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de
tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen,
Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da
Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en
Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter
inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.
* * * * *
Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og
snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra
Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være
den Dag, de kom fra hendes Begravelse.
Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste,
Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig
Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun
sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en
stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige
og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde
ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at
trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu
mindre end nogensinde før. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo
overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op
imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe,
hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at
opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og
hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte
sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget
for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det
uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig længe martre af
disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker
dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende!
Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han
en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke
have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.
Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget;
hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.
Hvis var da Skylden?
Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde berøvet hende
Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed,
dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde været Skyld i
Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid,
og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade
ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og
hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.
Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og
næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»
* * * * *
Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig
næsten udelukkende i sit Værelse.
Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde
ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og
betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han
kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved
det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget
til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde
uden Spor. «Min lille Dreng!»
Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt
dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre,
reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over
ham som et opstængt Aaløb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en
Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han
læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han
leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som
lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør
var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store
Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort
siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange
Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som
omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af
hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og
den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.
For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og
hans Læber søgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og
hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet
i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket
derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over
ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og
Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som
en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var
han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var
den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en
sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende
kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende
vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.
Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog
var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og
han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op.
Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang
trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et
menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev
formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig
Frygt for at være alene.
Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men
standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i
sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og
røbede en ærbødig Deltagelse.
Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine
Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at
tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte
og havde følgelig intet at klage over.
Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa
mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter
Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem
udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min
lille Dreng.»
Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et
Ord til Tak.
Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at
opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe
brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene
Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun
syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde
beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun
sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans
tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte
mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang
slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og
lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det
Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig
ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde
kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge
Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.
Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en
Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var
livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller
maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet.
Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det
dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det,
som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende,
hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og
hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende
komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.
Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv
her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg,
hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede:
«Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke
-- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.
* * * * *
Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen
derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.
Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede
ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist
Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten,
der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne
Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først
fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over
hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i
Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som
Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med
bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde
Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv,
uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes
Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint
Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var
indtraadt.
Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en
bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende
Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer,
der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker
henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod
nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte
lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O,
hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere.
Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han,
han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet.
Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu
huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende
blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang,
afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_,
fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig
til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al
Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med
ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde
ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde
gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel,
og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen,
sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes
skulde hun gøre det.
Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev
mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang
Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og
sine Fejl.
Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik,
efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde
ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans
Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet
tilbage til sit Værelse.
Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa
Bugt med de nervøse Kuldegysninger.
«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»
«Nej, Prokuratoren er hos ham.»
Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa
Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede
hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik,
medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.
Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde
forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?
Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament,
tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde!
Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det
var ham.
Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var
det endnu ikke for sent?
«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»
Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det
var ikke den, hun havde ventet.
«Det er blot nogle Forretninger.»
Hun bøjede Hovedet.
«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde
nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø,
og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det,
hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en
Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks
Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf,
som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa
sporløst ud af Livet -- som jeg.»
«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun
prøvede derpaa, men det mislykkedes.
«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det
gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren
venter.»
Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne
Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og
ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have
sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra
første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde
anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke
den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han
gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt,
hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det
som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe
han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før
han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv?
Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et
glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke
forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af
Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet
forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde
hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde,
eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og
pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden
har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og
Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen
forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette
noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men
aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at
besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun
vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik
heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun
et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men
der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig
selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.
* * * * *
Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og
fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem
med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart
Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa
til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente
ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket
kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt
indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans
kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere
misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun
stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at
bøde paa sin Uret.
Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til,
hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun
vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg
hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været
der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.
Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene
Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde
Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige
Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad
Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en
underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende
Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke
sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken
Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt
Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette
Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.
Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk
-- hun jog Tanken bort, men den havde været der.
* * * * *
Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog
havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor
var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed,
hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets
fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der
indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden
Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag.
Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
Johan Banner havde opgivet alt.
Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig
med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled
Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder,
Smaabegivenheder.
Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at
hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han
var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede
Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa
Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han
forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak
Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem
Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var
Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik
det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet
for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage.
Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om
hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke
løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den
Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv
spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde
beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod
hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet
sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været
elskede af ham, om end aldrig saa kort.
Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun
pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet
Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke
ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa
bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han
vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i
og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig
lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det
virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv
Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede
det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste
Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde
Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var
han ikke?
«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i
mit Værelse.»
«Hvorledes?»
«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»
«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.
«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt
Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg
tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er
aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser
altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»
Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han
anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at
vinde Tid ved at spørge paa ny.
«Har Du før mistet noget?»
«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent
Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»
«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»
«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden
af, de er ikke borte.»
Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa
Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af
Pigerne --»
Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at
hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end
havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra
sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert
optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare
Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var
hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var
hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde
ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun
det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde
saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke
kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa
Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes
Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.
* * * * *
Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa
Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde
holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke
Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves
i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til
Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han
deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot
der paa Egnen.
Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner;
hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
gift i dette Efteraar.
Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler,
og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve
deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat
paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive
staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte
gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen
af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de
tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens
han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med
et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo
været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise
sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin
«Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken
Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det,
thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med
halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der
var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var
forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om
blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v.
udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt
som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de
fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.
Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs
i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes
gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det
havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed,
saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være
Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe
hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske
Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf
ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder
med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne,
Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde
frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed
var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen
Snakken.
Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans
graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse,
dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et
Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de
andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han
talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog
misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads,
hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i
de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget
venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig.
Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra,
helt forfra paa en anden og bedre Maade!
Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge,
spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne
blev alene.
Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og
sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt
dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres
Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne
Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i
syv Aar. De ser jo saa ung ud.»
Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget
hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og --
og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»
«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for
et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par
Pladser fra mig?»
Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt
dem alle.
«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han
er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan
beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»
Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket
halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun
fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa
Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte:
«De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa
glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme --
for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»
Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der
var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage,
fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa
naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en
pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke
længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede
paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele
denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at
foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos
denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale,
blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os --
naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»
«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt
Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke
dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og
spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og
være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»
Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette
havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun
kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:
«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»
Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».
«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at
skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved
De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»
«Nej.»
«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De
det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»
Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke
Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være
alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme,
snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var
hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var
Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran
Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde
Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes
Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet
ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe
Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han
været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet,
der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i
Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og
saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende
Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan
og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med
ham, hun i Aften skulde køre hjem.
Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun
gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse.
Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet
og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og
skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af
hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en
Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra
Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.
Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun
havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var
Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne,
deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes.
Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender,
Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene
blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og
Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser
paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler,
Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke
Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for
nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have
fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid
stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte
hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands
Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge
Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes
om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i
Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig
nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt,
Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og
Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab,
idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab,
den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens,
men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»
Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det
viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.
De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de
nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte
glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv
den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne
Vej.
Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev
hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed.
Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i
Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette
Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.
Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du
ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.
«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»
«Aldeles ikke, tvært imod.»
Han tøvede endnu.
«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»
Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte,
stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt
forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt
dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken,
medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket
indhyllede dem dybere end nogen Sinde.
«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig;
den ligger paa Bagsædet?»
«Tak, jeg fryser ikke.»
Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar
snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine,
blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og
Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men
hun gjorde det ikke.
«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»
«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette
Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.
Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at
sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun
maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for
sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard.
Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede
sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage
mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget
ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe
Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden,
mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige
over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet,
hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar
og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt.
Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke
slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den
Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej,
det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme»,
og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der
løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort,
at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt
Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for
Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han
for hende og ønskede hende Godnat.
Saa gik de hver til sit.
* * * * *
Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at
være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den
flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine
Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da
foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi
stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og
forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun
vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var
brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa
dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne
under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne
Læber.
Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt,
som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.
Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle
Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa
var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde,
hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede.
Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende
smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke
kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de
kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede
uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod
noget Kistelaag.
Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk
eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede
hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et
Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til
hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset,
pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige
Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent --
«han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde
været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større,
rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme,
havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede
frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed.
I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og
desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu
havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste
vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at
have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig
Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin
Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse
fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans
Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede
efter en Gentagelse af Lyden.
Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet
rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der
overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede
hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død,
vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre.
Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden,
men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en
Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i
tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for
saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var
hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes
Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.
Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af
sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa,
tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst,
med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der
førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede
Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren
lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da
Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved
Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun
sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse,
hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet
vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige
Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død.
Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om
en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i
Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt
Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt,
hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk
om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen
tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at
opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans
Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber
nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede
som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg
har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste
sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der
intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere
har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen
fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen
blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin
Seng.
Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med
ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit
Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit
Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu
tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»
Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker
-- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig
med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»
«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe,
skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»
Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang,
vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke
klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg
og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes
Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed
alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham,
ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet
i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og
det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i
Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig
havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet
hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde,
da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst
helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes
den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt,
hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den
mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over
sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde
tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til
den.
Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt
alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe,
hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog
ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen
til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun
rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.
Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.
* * * * *
Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i
Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes
Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun
løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede
Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han
vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa
meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige
Ord.
Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin
Bevægelse.
«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes
Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.
«Tak -- jeg har det godt.»
Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord
at sige, uden at kunne finde nogen.
Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede
-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende,
og nu -- hvor havde det for Resten været muligt?
«Tillader Du, at jeg ser min Post?»
«Gærne.»
Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til
Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med
synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.
Hun saa forundret paa ham.
«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris.
Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden,
sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede
det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min
Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver
-- ja, Du kan jo selv læse det.»
Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde
hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet
med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa
piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse
det.»
«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg
husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid
har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide,
at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke
under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved
Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske
Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min
Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu
foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø,
som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle
Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et
Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig
derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa
Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue,
hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke
vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra
København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager
jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»
«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just
nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var
aabenbart meget oplivet.
«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld;
Du trænger til Adspredelse.»
«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har
det.»
Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.
«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget
imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»
Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.
* * * * *
Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det
havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver
Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i
Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han
helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten
betragtedes som Lov og Ret.
Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken
laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede
paa sin Mand, færdig til at tage afsted.
Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken?
Kusken kan saa ogsaa komme med.»
«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.
Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne
Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til
bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det
saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.
Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.
«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.
«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»
«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at
fryse.»
«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke
følge med. Giv mig Tæppet.»
Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side
rørte hende.
De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra
Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde
Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen
trængtes Folk allerede for at komme ind.
Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom
uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig
dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»
Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes
mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
nysgerrige, ventende Flok.
De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en
gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste
Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar
Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten
i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk,
eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang
Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende
Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten
Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn
liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget
tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner
havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos
Menigmand.
Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at
unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved
Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede
den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og
Glæde.
Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som
Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her
havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke,
her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med
sin lille nysgerrige, glade Dreng.
Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik
der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst
men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte
Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes
Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over
ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de
jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt,
men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd
gennemtrænge.»
Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i
mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for
al den Lykke, som var født i hende.
* * * * *
De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for
ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde
faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet
og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det
hele!
De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give
hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte
hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne
Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.
Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var
gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det
saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans
Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner
var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag
vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.
Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.
Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om
at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han
foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig
ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende
kærkomment.
Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i
Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just,
som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok
til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet
hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes
Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde
han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for
fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde
altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en
Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
overlegne.
De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og
hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne
op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled.
Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst
blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg
paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at
være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en
svimlende Træthed.
Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.
Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte
Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled
fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt
ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.
«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min
Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for
hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min
Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op;
han rakte hende nu Haanden til god Nat.
«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.
«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din
overordentlige Taalmodighed.»
«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo
allerede Julemorgen.»
Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.
* * * * *
Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag.
Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i
Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene
og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere
Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen,
omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner
fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste
han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne
Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.
«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste
Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig.
Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han
var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man
selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin
runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave
af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa
Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm,
Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og
ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.
Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet
brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten
overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i
enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,»
plejede den beundrende Onkel at sige.
Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen
vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.
«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men
endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris --
husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket.
Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»
Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin
Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.
«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag
efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet,
fulgte efter med Judith.
«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde
gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde:
«Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i
Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte
Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»
«Syv Aar.»
«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han
forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han
aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa
Johan, skammer Du Dig?»
«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.
«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker
blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i
Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»
«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit
graanende Skæg.
«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig
graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.»
«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved
maaske, at jeg har mistet en Søn.»
«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og
burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --»
Resten forsvandt i en Brummen.