Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde
Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen.
Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i
hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun
undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig
Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog,
fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder,
han nogen Sinde havde set.
Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i
Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret
veltalende.
«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre
Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han
sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og
nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i
Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter
at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige
Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og
Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under
hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale,
gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og
medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit
Spils Fortryllelse.
Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken
berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs
til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun
droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med
hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke
formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og
tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol
stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde,
han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
skikket til at forsvinde i et Aandesyn.
Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under
de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der
var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af
Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden
dertil.
* * * * *
Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue,
som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst.
Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved
Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.
«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt
forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den
Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en
Gang kan tø op i godt Selskab.»
«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke
mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa
den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg
egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis
sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske
fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk
tre Skridt fra Livet.»
«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig
endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes
Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet
ikke smuk.»
Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved
Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.
«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord
tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil
jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en
Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult,
glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket,
brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben
Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan
modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke,
at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»
«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes
Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»
«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele
som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for
øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast
paany i Latter.
«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der
er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»
«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at
naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne
charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»
«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked
af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet
nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»
«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du
for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at
spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers
kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var
altid en farlig Mund for Kvinderne.»
«Maaske for ti Aar siden.»
«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»
«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --»
«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde
virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for
Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har
Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt
skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst
lige saa smuk som sin Hustru.»
«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»
«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at
betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags
Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved
Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et
Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit
Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»
«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været
baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det
var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»
«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op,
«hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt
og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort
Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_
levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand
eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og
Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og
Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en
Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle
Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket
og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den
skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg
kunde elske ham ene og alene derfor.»
«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig
havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er
derefter; men en ung Kvinde!»
«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig
derved.»
«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over
deres ægteskabelige Forhold generede hende?»
Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og
svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt
af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit
ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage
Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold,
man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog
anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition,
som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde
korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi
rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar,
hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var
Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet
Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa
vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man
først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin
Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil
se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man
elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det
samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to
færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg
ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg
træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig
tilbage -- Godnat!»
August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad
Musik ligner da hun?»
«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren,
«lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»
Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og
den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede
de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for
mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde
svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den
Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde
sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling
og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden
Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og
elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig
havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle
Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans
Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge
Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med
Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og
lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt
op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte
til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte
dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige
Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han
drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med
Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden
at fornærme.
Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er
vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith,
thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog
størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet
og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en
Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte
hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade
Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til
hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke,
var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det
vidunderlige, der skulde komme.
August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod
sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind
overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at
kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes
længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og
jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke,
hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt
gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for
sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og
Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.
Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_
Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne
Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men
ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til
hende.
Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de
første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd.
Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig,
veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for
dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden.
Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader
elskværdig.
Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var
indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til
Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt
Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende
hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var
der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham
ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men
Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og
Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis
hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere
Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en
saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var
det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?
Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe
Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm
spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at
se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med.
Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.
Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten
gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og
skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser
nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom
Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen.
Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og
her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er
blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig
selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog
ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to
Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte
det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at
der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og
Kærlighed.
Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes.
Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt
tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker
heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal
jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det
hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel
en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»
Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den
glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over
hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et Sæt i Banner, da han
saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og
Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død!
Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at
usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har
Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed,
men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans
Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun
havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge
hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun
skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved
selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af
Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!
Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele
Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han
egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind.
Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.
Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.
* * * * *
«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire
Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved,
om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele.
Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer
vi paa Peter.»
Tjeneren kom.
«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?»
Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt
nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans
Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i
hans Ansigt.
«Naa, svar! Har De?»
«Ja.»
«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter,
fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et
overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa
Resten til os. Har De forstaaet?»
Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han
havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et
dybt Buk.
«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der
gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et
Selskab? Saa kører vi i Kane!»
Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak
henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.
«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»
«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have
Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en
Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg
trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel
Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare
Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter.
-- To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe,
Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»
Og Peter forsvandt atter.
«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit
Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig
forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke
lære mig det?»
Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og
Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.
Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.
«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre
for Din Kone Johan?»
«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»
«Gud -- tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke
at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
skriger jeg.»
Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med
Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen
foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj
Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken
knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.
«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj
Kanerne ud af Porten.
«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.
«Jo -- naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke
Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»
«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke
kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt
misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min
egen Søn.»
De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte,
snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke
ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod
Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede
fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.
«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.
«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner,
idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette
er mit.»
« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig
Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han,
slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den
maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»
Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj
afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i
samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde
indhente den.
«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er _det_, jeg længes
efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En
Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad
Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa
sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand,
ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer
sig.»
Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af
Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var _et_ Forhold,
hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
han endnu ikke havde kunnet bøje.
De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen;
den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,
hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje
hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder.
Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa
ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under
deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det
violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt
bag de fjærne Skove og Højder.
«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde
Hellman.
«Saa gid da --» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.
«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker,
at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»
Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af
Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.
«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg
vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»
Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede
den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith
lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen
var beskæftiget ved de dampende Heste.
Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og
kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at
den lod sig kærtegne af andre.
Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og
opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem
dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og
Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa
Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag
Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem.
Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne
Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale
og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og
kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød
Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at
han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og
sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet.
Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til
Bords.
Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster
og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det
kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men
fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i
alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det
mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et
Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»
Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin
Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give
Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke
vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var
animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin
Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten
sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham
som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke
fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru
og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse,
anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end
nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at
tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.
Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige
Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier.
Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært.
Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne
Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens
Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt
Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere
Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille
nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede
tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet
i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da
tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg,
indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere
givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre
det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb
som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad
tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som
nu.
Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et
Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte
tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik
løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et
Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig,
at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og
gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et
Kor af salige, forløste Aander.
Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille.
«Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium
«Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens
Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i
Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og
Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte
Værk.»
Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet
tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser,
Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog
ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav
de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der
lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget
tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa
ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at
tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en
snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa
op -- der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke
existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale,
saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
derved.
For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte
hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds
Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun
dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage
hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.
«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,»
lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle.
Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun
Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner
syntes urolig eller utaalmodig.
Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen,
Banner, jeg skal længe mindes den.»
Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og
den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men
Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.
Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den
vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa
bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det
næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.
Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe
Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme
greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved
Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.
«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du
behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde
udtrykke sig.
Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede,
og hun støttede sig til en Stol.
«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og
meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu
foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.
«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.
«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har
forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp
og lidt bydende som sædvanlig.
«Det muntre Selskab, antager jeg.»
«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og
inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til
at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde
sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes
han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring:
«Elsker Du?»
Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik
efter tungt, klangløst.
«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige
saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere
mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig.
Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strøm?»
Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende
latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han
sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.
«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»
«Det, at jeg _vil_ det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har
forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt
Dig til at elske nogen.»
«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din
Nysgerrighed.»
«Du _skal_!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din
Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller
skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»
«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan
forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes
Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem
fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»
Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede
ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om
Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i
Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og
tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige:
«Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du --
hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.»
Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men
hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og
svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar
Du spørger mig saaledes.»
Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders
Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min
Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en
Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for
hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da
hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin,
der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede
Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa
end skal koste!»
* * * * *
Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig
til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans
Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da
skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte
være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror
lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende:
«Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde
hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe
tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde
givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab
om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført
paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er
gift med ham!» Hun maatte atter smile.
Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun
vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes
Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe
den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt.
-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede?
Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den
Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb
hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads.
«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!»
Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og
saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der
holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge
sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».
Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:
Befal Du Dine Veje
og al Din Hjærtesorg
til hans trofaste Pleje,
som bor i Himlens Borg.
Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa,
han kan og Vejen finde,
hvorpaa Din Fod kan gaa.
Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at
være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge
sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange,
mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo været en fortsat
Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun
bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg
skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og
barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»
«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og
straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været
en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget
sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække
hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og
aldrig mere svigte.
Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og
vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags
blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.
Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var
stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til
Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke.
Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at
gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin
Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den
senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke
skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide
Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og
funklede i Solskinnet.
Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.
Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem --
min Mand?»
«Nej, det er Sognepræsten.»
«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender.
Spørg, om det ikke kan vente.» -- Men saa betænkte hun sig, hun turde
ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.
«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg
skal strax komme.»
Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen
humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han
ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende
Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at
Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i
Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade
Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var
enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu,
som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som
agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns
Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til
at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et
Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed
at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end
Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre
Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».
Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen
havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede
den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt
Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak,
og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han
besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han
mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge
for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om
rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin
trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i
Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han
i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade
maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.
Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte
paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i
Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand
til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed,
en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan
bringe over en hel Familie.
«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke
lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske
Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»
«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.
«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»
«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa
Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede
Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og
faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab,
skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene
er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud,
maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»
«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre
mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres
fattigste Sognebarn.»
Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds
Time nu maaske slaaet?
«Om jeg vil -- hvor kan De spørge?»
«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»
En svag Hovedbøjning.
«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere
Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
guddommelig Hjælp.»
«Jeg har hørt det samme før.»
«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang,
hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
kan den tages for gyldig?»
«Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er
oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor
Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»
«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham
i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»
«Ja -- jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa
sent kom til ham og bøjede sig for ham.»
«Bøjede sig -- altid skal man bøje sig.»
«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære
dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre
Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig
at være Indbegrebet af al Levevisdom.»
«Resignere med andre Ord.»
«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det
er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede
Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»
«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»
«Han belønner Resignationen.»
«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den
Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved
det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham
skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»
Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være
spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en
sand Lykke?»
«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele
mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»
«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til
ham.»
«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der
er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være
frelst. Tror De, han gør det?»
«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»
«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har
gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»
«Det gør han visselig.»
«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed,
naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»
Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa
hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede
forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg
tror det.»
«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde
klynge mig til et Halmstraa nu.»
Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg
bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der
staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»
Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var
borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og
laasede Døren.
Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den
kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i
sine Hænder at bede -- men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til,
om Du hører mig» -- thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen.
Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske
vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej,
hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun
kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som
hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun
saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til
ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at
elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Døs og
forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig
lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin
Haand.
«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa
rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl,
som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af
Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil,
giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig
høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede;
jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent
dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det.
Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at
jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager
en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser,
som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al
Evighed. Amen!»
* * * * *
Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen.
Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det
var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen.
Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de
udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori
han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse.
«God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes
mig.»
Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De
sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
Gæster hensynsfuldt.»
«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» --
og han pegede paa Bogen.
«Hvad er det for en Bog?»
«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede
Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at
flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller
spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»
«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»
«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade
Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke
deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere
beskedne Lod.»
«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»
«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet,
nemlig ved at --»
«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.
«Aa nej -- slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet
paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig
og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»
Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun
drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske
eller nordiske guddommelige Straffemaader?»
«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at
Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en
Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»
Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.
«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.
«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende
maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast
for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»
«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens
Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»
«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke
til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren
og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde,
der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære
en saadan Følelse.»
«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»
«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der
kan give?»
Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan _De_ tale om alle disse
smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»
«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv.
Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen
Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa
at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa
er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang
han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan
jeg ikke lade være at holde af ham.»
«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»
«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske
en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist
synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring.
Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed,
for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge.
Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær
nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet,
skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»
«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.
«Gengæld -- fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed
noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man
ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mønt ud for at faa en anden
igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud
med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i
Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig
op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa
paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.
«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive
modtagen?»
«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge
gærne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst være fri for
Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kære Frue, mit
Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det,
skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er
saligere at give end at tage.»»
«Det er et smukt Ord.»
«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor
August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole,
at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg
skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham.
«En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og
slog sig pathetisk for Brystet.
«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --»
«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene
paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han
dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»
«Aldeles ikke.»
«Tak! De forstaar -- et Moderhjærte -- og det eneste Lam!»
«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt
lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»
«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte
Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.
* * * * *
Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt
begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk
Smerte.
Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun
havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde
elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at
døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da
den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig.
Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt
saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet
hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og
Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor,
hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var
en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun
alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed -- og hvorfor?
Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke
forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed
uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han
ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej,
jeg kan det ikke.»
Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op
i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al
min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa
forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans
Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende
Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske
haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa
heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og
høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden
af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en
Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa,
hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med
Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som
om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.
Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten.
Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i
dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
livstræt over ham.
Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre
ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg
kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være
kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa
ufattelig!»
* * * * *
Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for
optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne
Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller
maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden
var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han
pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning
paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes
Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe
sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende
og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle
ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.
Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed;
dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom
glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner
snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes,
Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.»
Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han
overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes
efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende?
Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf,
der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet
af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det
da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde
hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun
paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget
fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende,
det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke
med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig
fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at
den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig
ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og
hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu
en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»
Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da
Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst,
ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst,
man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke
længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig»,
genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord,
hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde
Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke
de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et
lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.
«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke
taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa
Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.
Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa
ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.
«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer
op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik
ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din
Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,»
hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.
Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med,
at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han
blev behandlet.
Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng.
Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»
«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun
følte det afgørende Øjeblik nærme sig.
«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for
det, min Dreng.»
Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang --
tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen
kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel,
naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage
ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han
vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes
kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes
blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til
at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med
sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis
derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte
svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at
elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.
* * * * *
Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt
sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en
hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med
hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges
til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne
sig for ham.
Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med
et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord,
kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes
tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han
spurgte skarpt:
«Elsker Du denne Dreng?»
Hun svarede ikke.
«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa
det at vide.»
«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»
Han vidste, at det var sandt.
«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»
«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev
ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?
«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.
«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»
Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,»
sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg
spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl,
hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen
af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed
Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig,
fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din
Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt,
hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest
i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at
kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig
bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa
mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende
og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var
vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig
efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive
dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid,
han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet.
Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men
bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for
træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og
mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg
længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik
vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt,
naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette
Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde
haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige
mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte
mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en
anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde
gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig
derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang
saa meget kunde jeg opnaa af Dig.
Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen
Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget
af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om
jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner.
Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at
ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom
Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har
næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er
kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i
Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig,
om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker --
ham?»
Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde
gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød,
saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde
gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit
Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til
Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.
«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og
knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet,
elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv,
elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg
lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg
og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du
syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i
de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor
jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa
vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først
lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den
stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til
mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse.
Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret,
blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du
atter var bleven saa kold og fremmed.
Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af
Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg
mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte
den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var
umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag
blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor
kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke
paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg
Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over,
at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig
lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er
ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.
Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig
endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et
Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det
lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte
mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa
længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager
mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»
Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke
op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at
han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt
efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin
egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i
Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes
syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at
opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte
Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes
formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger
paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han
havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden
Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af
alle.
Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde;
forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.
Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og
gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden,
et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld
Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit
Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu
saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din
Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører
jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere
end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke
engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som
mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet
elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang,
jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed.
Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du
virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at
formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da
giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder
at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min
Egenkærlighed.»
Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det
er saligere at give end at tage.»
«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes.
Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»
Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin
hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte
lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og
det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
Hyldest.