«Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red
um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt
tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra
Grinstedbru.»
«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt.
«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver
Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv
Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»
«Vel bekomme,» lød Svaret.
«Og hvor har De været?»
«Hos Prokurator Hinding.»
«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk
af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at
røre ved ham med en Ildtang.»
«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»
«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.
«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans
Steddatter.»
Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner
saa det og spurgte, om han fejlede noget.
Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller
hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum
med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for
Dem.»
Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa
skynde mig hjem,» sagde han kort.
«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden,
Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet
dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine
Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv
Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.
«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens
Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under
sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk
i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme
hjem, Anders.»
«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var
sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.
«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po
Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse
tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til
den Smule Ho'er, han har tilbage.»
Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa
Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet
gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de
kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved,
og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været
bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre,
om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde
spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl.
-- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»
Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang,
Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget
noget slapt over Skikkelsen.
* * * * *
Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person
af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra
alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette
Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde
formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun
dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende
lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og
Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes
Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende
Illusionen.
Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren,
Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge
eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig
Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed
paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig,
bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres
Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til
hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at
skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de
haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa
kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig
saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»
Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge
dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
Dig!»
Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende.
«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at
være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
Ydmygelse, hun havde underkastet sig.
Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg;
men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder
som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber
og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar
han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun
vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.
Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa
ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle
Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke
ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»
Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en
af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om
man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin
Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.
Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde
til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
man nok nøjes med mindre.»
Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind.
Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler
med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»
* * * * *
Saa stod Brylluppet.
De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt
megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.
Og Vielsen gik for sig.
Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og
himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens
Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:
«Det er saa yndigt at følges ad
For to, som gærne vil sammen være.»
De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.
Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet
Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste
Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede
han Kusken at køre.
Saaledes endte Dagen.
* * * * *
Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere
til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse
og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad
han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte
Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var
Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes.
Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.
Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik
og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig,
forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte
Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang
havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af
Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over
alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise
sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun
havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det,
hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt
hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som
kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde
ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget
ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe
uden at ane, hvilken Magt det gav hende.
Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
havde fremkaldt en Krigserklæring.
Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.
Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor
Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
et eller andet af sin Herres galante Æventyr.
Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.
Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre
og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men
det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
egenmægtige Handling.
Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»
«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med
saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»
Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og
vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik
forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:
«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»
«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»
«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»
«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde
være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»
«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»
«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
Jalousi.»
Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse
Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene
faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af
Sindsbevægelse.
«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»
«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»
«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»
«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
har Agtelse for.»
«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere
strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer
Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»
«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man
maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod
være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»
«De kan ægte en, som de elsker.»
«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig
selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den
haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun
kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i
Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling,
eller hun?»
Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var
overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.
Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over,
at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var
forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne
bukkede under.
Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt
Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid
maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der
udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke
skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør
nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro,
man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte
snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den
ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa
Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som
en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.
* * * * *
Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del
orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe
Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
Mod til at møde hende.
Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.
«Og hvorfor ikke?»
«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»
«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»
«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om
Dig. Vil Du modtage ham?»
«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.
Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i
Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa
Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
Staldlugt og Vindunst.
Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig
Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven
af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse
gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den
milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa
en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en
lykkeligere og bedre Tid.
Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i
dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.
«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.
«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en
ufortjent Naade var bleven ham til Del.
«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl
Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»
Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted;
saa brast Banners Taalmodighed.
«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage,
maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser,
som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.
Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.
Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:
«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
undertiden lidt ensumt for mig.»
«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.
«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.
«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
syntes om?»
«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»
Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»
De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:
«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»
«Hvad saa?»
«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig.
Havde jeg den Gang giftet mig --»
«Og hvorfor gjorde De det ikke?»
«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu
ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
ha', var det for sent.»
«Det gør mig ondt.»
«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene,
og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig
selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so
vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte
saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden,
ja det gør.»
Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.
Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet
Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.
Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.
«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»
Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa
hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige
Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis
brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
et vemodigt Blik.
«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide,
sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at
lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et
Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»
«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.
«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste
Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»
Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker,
hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.
«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
altsammen.»
«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde
hun alvorlig.
«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg
heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»
Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et
Minut i hele sit Liv!
«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at
tage Dem sammen?»
«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være
mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig
um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke
nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og
her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og
jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min
Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
Dem det.»
Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne
Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer
for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og
Selvmord som sidste Ressource.
De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde
um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»
Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for
hende, som rørte hende.
«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»
«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen
videre Fornøjelse ved?»
Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn
Sten, den er fra Paris.»
«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»
«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg
hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi
det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig
allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
ogsaa Nar ad mig?»
Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste
Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
sig selv.
De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der
var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine
hvide, soignerede Hænder i hinanden.
«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»
Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.
* * * * *
En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren
smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
Resten ganske sig selv.
«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig
at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
et andet Sted.»
«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken
hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til;
det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
under Behandling, og det er De vel sikker po?»
«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De
naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo
forbindtlig.
«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig
Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have
nogle ham ubekendte Ressourcer.
«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»
«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.
Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver,
betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede
deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte
dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.
Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent
Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre,
og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.
Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol
foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder
blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle
Jamaica Rum,» befalede han.
Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at
det var den sidste Flaske.
«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»
Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte
sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.
Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et
Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
Herres Fødder.
«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»
En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og
sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at
leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder
blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var
Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde
hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.
Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft,
i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik
skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til
Sekund.
Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke,
gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i
lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
hede og hans Øjne funklede.
Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix
Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin
Hest og sin Hund.
Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren,
til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det
svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen
Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden
kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her
forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget
under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og
Prokuratoren over det.
Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til
Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig
ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene
fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres
Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af
hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo
ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans
Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor
de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne
Tilbøjeligheder.
Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup
havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende
blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den
til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende
Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de
Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners
Kommissionær.
Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt
Fald røbede han det ikke.
Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og
sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste
Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»
Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt:
«Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere
Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»
Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.
Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor.
Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.
* * * * *
Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige
gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue
betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt
ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og
hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over
Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!
Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til
stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget
den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven
træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for
sig.
«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver
vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og
jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et
Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke
Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv
ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg
heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild
udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og
gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes
efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg
ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke
lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet.
Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op
i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i
afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har
jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke
gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter
jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en
Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde
være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om
det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som
jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
ulykkelige.»
Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj;
alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov,
og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens
Elendighed.
* * * * *
Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving.
Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner
vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven
skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for
stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig,
jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den
forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende
Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og
han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde
blive for grusom.
Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at
forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han
næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste
Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste,
at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt
om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var
Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som
saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.
Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar
enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse,
var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige
Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte
dem et Sekund derved.
Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han
naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en
Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var
en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og
hvad var Konsekvenserne af hans Liv?
Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.
«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede,
Tjeneren kunde høre det.
«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»
Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han
vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til
hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var
foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet
mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse,
om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et
Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det
sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke
længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe
efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde
vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En
Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans
Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt
om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker
ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik,
at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han
takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes
i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke
blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som
saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen
virkelig Ærbødighed for en Kvinde.
Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde
lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det
skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede,
blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang
i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.
Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen
forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var
første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert
have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver
andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn.
«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.
Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en
Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid --
smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og
svarede ja.
Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i
Vejret og betragtede den ængstelig.
«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»
Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at
Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.
Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed.
Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som
noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn;
Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort
det, spidsborgerlig og ufri.
Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig
sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det
Krampe?» udbrød Banner.
«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans
ubehjælpsomme Hænder.
* * * * *
Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give
det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende,
vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin
Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at
finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de
havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde
heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun
en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han
havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke
senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen
med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet
væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin
Frue.
Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en
Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men
han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst
forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade
Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den
kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun
skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra
den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et
Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde
ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.»
Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun
havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste
ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at
vise hende en Venlighed.
* * * * *
I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig
over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor
Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet
et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der
alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og
Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg
paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at
fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og
Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke
forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag,
da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for
Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule
det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men
hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner,
hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa
rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til
Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve
derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig
Barnet?»
Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes
Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende
ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde
blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog
førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke
havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en
Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at
staa ene og forladt som aldrig før.
Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at
hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed,
og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun,
hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed
havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til
hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke
kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner
derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi
rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens
Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet
Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er
da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver
saamænd ikke at være saa stor paa det.»
Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed
til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa
mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd,
stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner
en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm,
rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra
Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.
Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed
for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa
sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt,
holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug
over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
stor Stolthed over sin Bedrift.
Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev
hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er»,
sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige,
knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels
Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var
ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg
mærker, jeg bliver ond.»
Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin
Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det
bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede
ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt
Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og
Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes
hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke
til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for
at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og
fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket
Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham,
han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget
sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge,
om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.
Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel
Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede
Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den
magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han
mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa
Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa
en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre
Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte
slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa
sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om
hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen
raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den
blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare:
«Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og
kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.
Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en
vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands
Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at
Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have
saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre
Anvendelse?
I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa
Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners
Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders
Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner
sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det
ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde
Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende,
men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden
Følelse.
Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt
om Sommeren.
Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit
Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig,
og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt
hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde
hende endnu ulykkeligere og mere bitter.
Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af
overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte
Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig
bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle
Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa
Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det
gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede
Kollegers Vrinsken.
Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom
tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette
Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give
sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner
kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot
Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i
Munden og tyggede tankefuld derpaa.
Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin
sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig.
Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det
Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med,
sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig
ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb
i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.
Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden,
som Mennesker kunne være det.
«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.
«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»
«Giver Du mig da al Ting, Fader?»
«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være
artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
end Din Fader har været.»
* * * * *
Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs
Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre
kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans
Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed.
Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham
til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans
overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad
der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn,
vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig
med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde
vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende
Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede
brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen
syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en
saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere
kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik,
der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil
havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og
Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa
moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den
Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte
opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde
lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det
Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart
tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner
havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let
have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende
Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans
Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide,
at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.
Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at
Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men
lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at
vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
ham at være langt interessantere end hans egen.
«Giv Moder Bogen, lille Erik.»
«Nej, jeg vil se i den.»
Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig
for at tage den fra ham.
Men Erik holdt fast og strittede imod.
«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet.
«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.
Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald
af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs
paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet
og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»
Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans
Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af
Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han
skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte
Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren.
Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var
den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for
første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han
skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han
befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter
bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham
og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han
skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med
Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som
enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende
lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling»,
for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men
det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke
deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge
sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme
slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand
forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap
han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der
sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende
Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa
let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans
Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en
lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.
Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille
Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad,
at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af
Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med
sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande.
«Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod
Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes
dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det
voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende
Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder
skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid
holde af Moder?»
«Ja,» snøftede han.
«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»
Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten
Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for
ham, sagde han pludselig:
«Hvor er Fader?»
«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg
skal nok passe paa Dig.»
Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han
derpaa.
«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»
Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte
han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys.
Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.
Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.
«Hvad er det?»
«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»
Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde
hun skælne Hovslagene af en Hest.
«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»
Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer
Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer
han gennem Gangen.»
«Vær ikke bange, Pip!»
Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede
sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og
vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han
sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen,
havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede:
«Jeg skal aldrig mere være uartig -- aldrig mere.» Og saa begyndte
han atter at græde.
En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under
den.
Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred,
men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»
Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen
til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.
«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han
betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen
til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at
gaa i Seng.
Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme:
«Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler
dem.»
«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret,
derfor bøjede han sig villig.»
«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»
«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind
fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»
«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»
Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er
Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne
elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»
Hun tav og forlod Stuen.
* * * * *
Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem
og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af
sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet
Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse,
Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig
sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det:
«Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var
hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig
bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og
heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke,
saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig,
offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand
-- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have
været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan
Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun
manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag
slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme?
Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev
vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens
Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes.
Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt
-- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan
Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt
Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den
maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders
Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest
hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes
slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun
Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv,
sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig
Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at
tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne
Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen
Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra
Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et
Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede
sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid:
«Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er
Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede
hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» -- Saa faldt
hun i Søvn.
* * * * *
Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter
lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte
sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst,
betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive
denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke
og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der
gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig
nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde
haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore
til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive
dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun
gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for
træt til at stride imod.
Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns
Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham,
Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens
bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver
Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag
Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede
hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste
Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt
og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at
bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer.
Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og
Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage
Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde,
efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og
ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang
kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri,
selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg
forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu
inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem,
som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller
anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners
Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og
Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig
smeltede sammen.
Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks
Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der
blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af,
men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En
forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af;
hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede
over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa
Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen
mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed.
Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge,
for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det
hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik
længtes kun efter at komme hjem igen.
«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.
«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde
Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»
Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende
gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans
Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.
* * * * *
I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev
fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de
syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste
Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa
vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst
til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane
red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en
Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt
blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.
En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at
komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og
den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.
«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er
dog bleven smittet.»
«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge.