«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer
man dem da so længe.»
«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde
Banner.
«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer
heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen;
jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til
Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun
plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag
ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor
galt.»
«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om
Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg,
han har lagt Proces an mod Dem.»
«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde
givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator
siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.»
«Slog De ham?»
«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af
det. Hinding er ligefrem en Skurk.»
«Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig
Mand.»
«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han
behandler sin Steddatter.»
«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen.
«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer
har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør
hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»
«Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?»
«Fürste, hun er snart tyve Oer.»
«Og hvor stor er hendes Arv?»
«Totusind tror jeg.»
«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt.
«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths
Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende
selv.
«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit
tidligere kolde Smil.
«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg.
Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?»
«Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen
og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.
«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden.
Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.»
«De har maaske prøvet det?»
«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke
glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig
det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig
Mand, for hun er skabt til at være Drunning.»
«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst,
der kunde byde hende en uafhængig Stilling?»
«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende
og vilde bære hende po Hænderne.»
«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.»
«Aa nej, nor hun bare blev gift.»
Banner lo højt og skarpt.
«Kender hun sin Stilling?»
«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke
saa dybt i Gæld --»
«Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig.
«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup.
Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine
Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens
Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da
brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»
Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe
Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk,
og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende
Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede
i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over
Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede,
rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op
over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og
Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede
Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i
Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og
forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde
Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle
Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets
lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom
fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds
Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det
besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med.
Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr.
Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr.
Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf
Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med
hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede
ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi
Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og
han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende,
saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at
være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed
tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig
fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker
ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og
vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget
saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare
afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner
gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede
den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste
overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun
tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset
Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være
sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller
Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans
herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad
det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen
tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og
mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige
Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede,
han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og
tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring,
forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med
hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de
formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang
at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine
Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men
Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at
have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen
synke og saa ærgerlig mod Døren:
Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde
da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række
Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken
Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans
Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet!
Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al
Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for
længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor
paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand,
hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh!
de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det
skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham,
snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet?
-- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa.
Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin
Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved
Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være
ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs
Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad
var.
Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke
skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse;
halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at
kastes til Side. Spise? -- Han var mæt. Drikke? -- Han var ikke
tørstig. Sove? -- Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis
og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et
eller andet? -- Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke
følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, --
han gad slet ikke.
Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men
han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var
det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han
da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu
være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt
Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne
og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre
end nogensinde før -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen!
Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad
det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han
vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette
sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var
han bunden.
Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var
jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende
Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen
til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage.
Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans
forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den
Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven
overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun,
som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og
hans herskesyge Sind oprørtes derover -- maaske hun endogsaa vilde
afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et
stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han
rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad
til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun
_skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes
formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til
Byen.
Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik
han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen.
Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée;
det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt,
saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen
slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte
Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af --
hvad? -- nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den
kører til Byen.»
Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg
ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle.
Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang
ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener,
svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige
Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt
han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør
nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad
hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt
stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde
ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules
paa Skillevejen!
Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et
eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og
Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans
Tanker. «Nu kører Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine
Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun
har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit
Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip
af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er
allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog
tage derind; det kan da ikke skade.»
Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig
Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om
Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans
Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til
at tænke paa Kæmpevisen:
Der han red over Randbøl Hede,
da fulgte ham femten Svende,
der han kom til Riber Bro,
da red den Herre alene --
og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al
Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu
at maatte sige dem.
* * * * *
Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet
følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes
forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen
med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da
hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere
den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.
«Jeg har travlt -- hvad vil Du?»
«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg
kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men
som Barmhjærtighedsgerning.»
«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?»
«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.»
«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke
nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke
fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har
nogen Ret til dem?»
«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af
Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at
bede om dem, kunde de saa nægtes mig?»
«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»
Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.
«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at
forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan
han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har
allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig,
jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal
naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus,
men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»
«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min
Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.
«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg
desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her
og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min
Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad
aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi
kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod
Prokuratoren Værelset.
Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget
saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det
sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise
hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor
skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt
op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde
formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs
prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede
Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig
kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte
ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet,
og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en
indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg
paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og
den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende
bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde
berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo
blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde.
Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt
ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende
tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin
ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet
tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at
hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling.
Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig
Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit
Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder,
der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men
Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse.
Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet -- viljeløst lod hun
Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik,
som de kom af sig selv:
Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs
gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for
den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved
Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed
blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og
Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe
ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Søndagen, naar
den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme
Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa
til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af
Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud
paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder
og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde.
Og det var det, man kaldte en Idyl.
En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter
Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig
selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for
Fremtiden -- i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet
Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden,
resignere -- det sværeste af alt at lære -- resignere!
Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa
Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til
Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun
var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan
Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort
fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.
«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.
«Han kommer maaske snart?»
«Det ved jeg ikke.»
«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»
Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned,
og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun
haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne,
men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til
Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om
almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen
og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar
viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end
sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om
menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som
af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den
sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig
om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han
opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som
næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun
dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men
smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var
virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere
hende, søge at vinde hende, og -- en mild Medfølelse paatrængte sig
ham -- gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at
glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone
sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa
haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod
havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over;
men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme
ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og
Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele
Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes
dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og
viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:
«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem,
men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig
Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger
sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle
andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en
eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om
sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»
Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham
ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet.
Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han
var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet
for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig
for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en
Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han
rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to
jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald,
hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige
noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at
erfare, hvad det var.
Han spurgte da langsomt:
«Vil De være min Hustru?»
Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes
Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun
engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i
Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald.
Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at
række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke
triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en
Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke
selv for saadan en Pris. Saa heller --
Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv
hen i denne Afkrog af Verden?
Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og
tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til
Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og
forholdsvis Uafhængighed.
Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han
havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og
hendes Modstandsevne glippede.
Han gentog i samme Tone lavt og rolig:
«Vil De være min Hustru?»
Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden,
hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.
Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og
Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit
Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes
Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige
Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet
Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse,
han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse
Eftergivenhed.
Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og
tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun
sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte
det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen.
Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine
Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje
yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde
bøjes -- før eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa
Magt over hende.
Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke
paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han
havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme
Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet,
og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde
ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og
Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han
havde gjort.
* * * * *
Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte
hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede,
da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem.
«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver
maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»
«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem,
naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.»
Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget
nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer.
Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde
ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var
Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op
til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun
Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der,
ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen
komme.
«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der
hændet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»
Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige
Taarer derover.
«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» -- hendes Stemme
sank -- «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»
Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:
«Mit søde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru
Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det
har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har
ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge
begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» -- hun græd og lo paa en
Gang -- «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede
hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels
Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.
Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding
bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din
Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til
sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.
Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede
Prokurator.
«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes
Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg
er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget,
men for en Rigmand som Dem» --
«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for
Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»
«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt
Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»
«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden
personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg
gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker
at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være
min Sagfører, men intet videre.»
«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og
fornuftigt.»
«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde:
«Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De
finder korrekt eller ej.»
«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»
«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa
gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min
Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv
vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade
anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist
ikke.»
«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde
være mit Hus en Ære.»
«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre
Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo
en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal --
og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at
løse Kongebrev.»
«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»
«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg
bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»
Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket
sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig
hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge,
er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For
den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i
sit eget Hus.»
Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og
behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes
Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den
Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i
Dagligstuen.
* * * * *
Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind,
saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi,
holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og
underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I
Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte
Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.
«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine
paa Hestene, «det er smukke Dyr.»
«Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par
Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi
bærer os ikke altid klogt ad -- især naar vi har drukket.»
«Min Hest!» raabte Banner.
Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over
Gaarden til Stalddøren.