Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan
blive.
Georg Brandes.
«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære
det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver
ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.»
«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke
sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed
Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.»
Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans
Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om
han plæderede en Sag for Retten.
«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har
ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig,
og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»
«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan
og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig
beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug
for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»
Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med
uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har
Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»
«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne
gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun
ægtede Dem, mistede jeg hende.»
«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min
Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig
Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»
«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om
jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af
Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig
faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres
Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg
beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller
andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke
mere som en Ret, jeg beder kun derom.»
«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du
kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din
Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»
«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der
lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det,
foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg
ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er
noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.»
Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en
Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar
se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel
den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.»
Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.
* * * * *
Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens
feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der
jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt
dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en
Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin
stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han
efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru,
men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv
kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af
dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine
Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans
Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede
for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa
det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit
Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.
Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste
Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til
den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om
ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun
sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun
paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste
dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa
Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede
hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i
Verden kunde lignes ved ham.
Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu
smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig
undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen
begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu
end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og
styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i
hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig
Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden,
omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith
nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede
det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den
forbavsede Piges Sind.
Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte
sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes
Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange
Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab
for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende,
og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede,
vaklede hun længe -- det var i denne Tid, hun ofte græd og halv
skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere
paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle
bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som
Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede
hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage
Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af
Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig
Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes
Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig
nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.
Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en
Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil
sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde
hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa
heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone
helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde
været muligt.
At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der
havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt
andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent
ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og
Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun
Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende
om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som
sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til
dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde
hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert,
livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.
Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede
hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen
andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle
Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage
fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro
paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende
Kærlighed.
Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i
Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi
Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente
hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads.
Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort
og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med
Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind.
Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig
ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at
passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes
hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan
det, at hade.
Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin
Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at
fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre
blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet
Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til
Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke
Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev
vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte
Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt
over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede
hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte
da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som
kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men
denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod
ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han
vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille
Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i
Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi
han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev
myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde
røres, før hun var 18 Aar.
Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde
forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og
Uafhængighed.
Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde
henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren
inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands
Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand
bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen
overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at
der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har
moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste.
Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at
det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode
dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet,
og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder,
som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at
gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om
saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke
var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten,
eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først
var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det
virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var
det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske
Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de
formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes
ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det
onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget
paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og
Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men
ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage
alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for
sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse
fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke
længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi
Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede
hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til
Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke».
Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.
I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig
med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i
den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte
findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med
sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun
ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den
megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende
forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved
at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske
vist lærd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han søgte at bringe
hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i
Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad
Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør.
Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han
spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Præstefruens
Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet.
Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at
undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold,
som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for
hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab,
fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide,
at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde
Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet
for hende.
Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en
Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte,
men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der
var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og
Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor
Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse
med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod
og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.
Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende
Enkefrue med tre voxne Døtre.
Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en
Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved
nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende
at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig
tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt
Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at
søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- Ægteskabet.
Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie
og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han
følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende
beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme
eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser
vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af
krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til
rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens
med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og
hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der
kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer
sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis
Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt
Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter
nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun
svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og
strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de
mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store
Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og
tanketunge.
Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung
Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt
forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp».
«Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed
ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!»
Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt
sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for
tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for
at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed.
Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed
ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og
gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed,
over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun
næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og
rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den
kolde, haarde Barndoms Vinter.
Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig,
det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og
ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig,
hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne
tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun
saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.
Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun
tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages
og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes
Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa
80,000 -- efter hvor mange Timers Sjælekamp?
Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes
Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket
ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende
egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro
paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev
en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og
sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes
Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med
sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten
«Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne
Vidne.
Enkefruen skrev til Prokuratoren:
«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld,
samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen
er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt,
hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde,
hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade
Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor
Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa
vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske
Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig
Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end
førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde
faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have
taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput
Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt
aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,
Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i
sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab
som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til
Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed
oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive
Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke
Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende
Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og
vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde
drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig
for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i
Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer
var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket.
I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte
Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans
Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i
Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben
udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt
ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de
heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var
hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin
Haabløshed.
Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit
trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet
frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af
Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.
* * * * *
Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til
at maatte tale med hende.
Judith aabnede Døren for hende.
«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da
hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og
en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og
hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette
ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker
Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred
var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at
holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og
stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at
hjælpe og behage.
Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe --
disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og
vedblev:
«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al
denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok
foruden?»
«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender
Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»
«Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa
mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord,
jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at
være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han
fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre
og kønnere.»
«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være
det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig
om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise
sig vred, fordi han ikke vil give den?»
«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger
til Kærlighed?»
«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert
dertil.»
«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket
Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde
negtet Dig Trøst og Kærlighed?»
«Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke,
som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og
Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»
«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»
«Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg
kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»
«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil
nok engang komme til at elske en Mand.»
«Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten
fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»
«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk,
saa -- --»
«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig
Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa
blive af mig?»
«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»
«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at
jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling,
ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det
dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding
mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære
noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve
mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet
Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og
han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.
«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.
«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar
blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og
materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og
Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at
han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke
saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var
jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min
Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og
hun brast i lidenskabelig Graad.
Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa
forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.
Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem.
Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt
i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre.
Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør.
Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge
at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem
alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og
baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var
rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
moralsk.
Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.
«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith
ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen,
kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke
kommen hjem og den er nok værd at se.»
Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille
Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres
Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af
Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen
paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt
Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige
overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.
Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel
Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre
bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften
dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over
deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel
og Jord.
Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land,
oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller
Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist
og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle
Kæmpehøje oppe i Markbrynet.
Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun
saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske
blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte
Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende,
fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af
sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule
Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over
Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik
efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske
Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren
sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens
forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte
Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg,
hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang
Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger,
der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse,
saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv,
med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en
saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller
Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade
Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det
maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa
møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i
Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og
Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.
«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,»
mente Kusken.
«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte
Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi
her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre
Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens.
Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par
Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden
til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.»
Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.
De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De
hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov
hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded
er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor
Bue.