«Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte
Go'er sku a trou.»
Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder
blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store
Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange
Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise
Fluer.
Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det
være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.
De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire
sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde
Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange
Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende,
øjenbrynløse Øjne.
En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og
Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede
Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til
de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.
En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis
majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne
omkring.
Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som
den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra
Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt
skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa
hende.
«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen
til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren».
«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten
af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset,
Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød
det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. --
Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede
stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede
Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme,
store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke
engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem
de dybe Vinduesnischer.
«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,»
bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i
Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf,
som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.
«Er det længe siden, han var her sidst?»
«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at
han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, --
men vi véd for Resten ikke -- -- --»
Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der
for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
Styrere.
«Her er Godsejerens Sovekammer.»
Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen
maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier
opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller
anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis
Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.
Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende
til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I
Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol
ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket
paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik
smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten
naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod.
Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem
dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person;
men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre
Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var
smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i
Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store
fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne,
dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og
lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem,
saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; --
da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som
fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med
en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre
komme.
«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres
Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her
er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue --
før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt
siden, og Herren gifter sig aldrig.»
En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen
læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»
«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse
hans Hus, hvis han fik det at vide?»
«Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede
Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at
Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr.
Godsejerens» Øjne.
Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.
Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne,
Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede
Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og
Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.
«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.
Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne
brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte
Undersøgelsen.
I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var
stadig i straalende Humør.
«Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en
Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel
sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det
skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»
Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine
egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg
man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der
laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til
Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol
glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes
røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung
tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette
Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over
Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i
Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu
og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen
halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes
ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt
Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i
Sollyset langt forude.
Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens
trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes,
Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre,
i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og
Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde
betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her
førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav
Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var
selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle
romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog,
ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de
hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste,
hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind
var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine
Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.
Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk
Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske,
morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte
i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller
slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa
til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og
oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde
og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og
Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand,
hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa
Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab,
at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den
Slags Fantasier.
Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre
i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel
og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af
sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem
Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan
Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen
gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord
og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa
yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom.
Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og
udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende,
det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde
Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans
Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet
Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og
dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i
det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor
han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens
Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod»
og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.
Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang
9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den
eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang
jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen
krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og
hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun
_over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd
og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig
ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.
Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at
Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende
Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter
at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en
Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine
Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig
som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i
det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og
at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest,
følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance,
Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man
krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele
den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham
selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.
Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom,
og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en
klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse.
Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et
udpræget Patricierhovmod hos ham.
Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en
Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem
en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser»,
og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang
hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine
Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets
Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev
opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og
en meget høflig Afsked.
Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en
Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand
skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr.
Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige
Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De
Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved
disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart
blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev
lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende
Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende
med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens
Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til
England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge
Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde
nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske
Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og
Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig
med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at
bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns
Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til
en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.
Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og
frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker,
Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende
Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg
med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket
smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde
naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente
de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre
Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig
Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som
Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage
Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger
var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde
være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske
Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder,
beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og
arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne
behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over
den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at
indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et
eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne
unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke
besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder
ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at
Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og
at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af
hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog
mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til
Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om,
hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket
hendes unge Lykke.
Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en
kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde
nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten
sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at
bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte
meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da
hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik
let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare
dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti
hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og
dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed;
intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte,
at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld
næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde
aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja
hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige
og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det
var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun
saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke
holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som
De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»
Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke,
lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig
og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.
Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.
«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og
Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da
mere?»
Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.
Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar
mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --»
Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er
der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en
nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er
den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»
Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun
forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil
urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der
saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig
før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt
bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde
hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af
Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at
det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en
eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt
Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de
andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et
helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den
Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod
Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget
ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans
Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet
krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved
hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved
sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og
Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar
den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved
sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest
ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den
bedrøvelige Skikkelse.
Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til
sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
ubestemt Tid.
Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den
Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han
tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner,
Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den
sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt,
hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og
Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han
sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem
som mulig. Saavidt Rygtet.
Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin
Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det
almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som
derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham
afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater,
sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste
Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og
blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af
at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.
Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun
om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».
Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og
forsømt sit Kald.
Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin
Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den
lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo
dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde
tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man
tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans
Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om
hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig
til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar,
Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som
han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende
Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde
hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte
sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og
tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind
rødmede ved Tanken om Hr. Johan.
Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi
hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke
vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende
nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en
eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for
at skaffe sine Stemninger Luft.
Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt
bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes
gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom,
Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved
Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af
fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i
saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de
fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid
var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til
Ven og fortrolig.
Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg
og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod
Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de
aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra
Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid,
var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor
Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i
Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.
Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine
fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch
gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen,
og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa
en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.
«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig
tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg
stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders
Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er
tøjret i denne usle lille By.»
«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun
gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.
«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.»
«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»
«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»
«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.
«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar
noget Maal at hige efter.»
«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som
oftest -- --»
«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.
«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud,
saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde,
og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke
et Skridt videre.»
«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at
haabe.»
«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere
det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon
den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager,
der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at
klage.»
«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg
beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»
«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme,
lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu
mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som
hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned
som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og
ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin
Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem,
naar de ikke har andet at tænke paa.»
Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet
Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun
nidkær vaaget over denne.
«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde
sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er
naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»
«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang
lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg
er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»
Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene
blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til
Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud
over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den
lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra
=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det
vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.
Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende
kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var
ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var
stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig,
et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at
være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og
løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres
regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med
tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,»
udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!»
Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule
Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig
Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i
Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at
kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal
jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»
Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset.
Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var
en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags
Trivialiteter.
Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig
Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op
foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa
forhaabningsfuld!
Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største
Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok
gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det
ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var
uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.
Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig
til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel
Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til
anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet
intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra
Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder
og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle
Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes
op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af
Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene
stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og
Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte
Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære,
Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en
gammel, grundmuret Købmandsgaard.
I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste
Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen
i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas,
som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De
passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet
mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over
politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle
vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende,
og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og
Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.
Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor
Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens
Travlhed, Stilhed og Ro.
Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende
blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende
Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa,
dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke
dette Smaastadsliv.
Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat,
der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende,
som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i
Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være
Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog
heftig, da hun bankede paa Døren.
De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik
hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags
lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de
solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt
for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en
middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.
«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!»
Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?
En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis
lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende
Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var
siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans
Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk
var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde
man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans
hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det
kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv
trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det
ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand.
Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være
sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne
rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
Don Juan.
Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt
Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private
Vinbeholdning.
Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og
Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele
Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist
underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller
nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som
et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den
«Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben
Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig
vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have
Interesser, Meninger og Planer.