En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de
Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i
Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort,
hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede
Forbogstaver.
Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret
det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare
Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen,
som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning
manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig
Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.
Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede
Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en
ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen
som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser
hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk
Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa
sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse
og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende
digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes
Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans
Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart
gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i
hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede
Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser,
saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans
Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes
Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan
tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun
elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i
Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.
Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves
nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget
Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og
Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre
Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og
bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen,
Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle
Legemets Pulse.
Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i
Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens
Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om
hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at
det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde
ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.
Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin
offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted
med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges
Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom
Taarer frem i hendes Øjne.
I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere
frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var
bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af
smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed.
En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet
for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og
dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie
Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere,
aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt
endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske
vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med
Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet
værd at leve?
Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og
elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart
ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det,
snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin
Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De
har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted,
hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente
Mennesker.»
Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort
efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min
Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere
end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde
erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad
jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript,
ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun
havde rimeligvis da allerede tabt det.
Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at
forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da
hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde
paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og
var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under
hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.
Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der
havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som
et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig
ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke.
Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en
af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af
dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det
Godes og Nyttiges Side.
Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg
den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa
en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld
ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle
Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik
fortjente Medlidenhed.
Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af
dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre
i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog
et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.
Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt
hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor
Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var
nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed
mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model
som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her
tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere
Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et
enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent
bliver sig sit Væsen bevidst.
Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags
Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs
Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden
med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det
Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra
vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige,
ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad
Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.
At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af
at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde.
Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig
Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at
tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det
ringeste Spor af sit Liv.
Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig,
spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det
syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.