Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede
et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var
sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele
det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende
Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene
paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde
slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt
hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et
idelig gentaget:
-- Aaja ... aaja ... aaja ...
Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade
gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af
Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at
det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det
første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder
og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en
frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i
Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om
Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og
Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe
efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde
faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen;
saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten
og faa hørt _sin_ Part af Skrigene.
Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige
naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en
ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne
Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af
sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til
at udtørre Grenene.
Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra
pressede Folk paa for at komme til at se og høre.
-- La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste
Rækker -- I myre vos jo op i Ilden!
-- Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved!
Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som
førte ind til Hytten, næsten sloges man.
Og saa var det tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde
se en Haand for sig.
-- Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende
med Vandvognen og Sprøjten.
-- Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.
-- Ja, hva' _vil_ I her osse!
-- Va'sko! Plads! Va'sko!
-- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren --
Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!
Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og
mejede Mængden til Side med Armene.
-- Brænder det? raabte han ind.
-- Nej! svaredes der tilbage -- La' bare Sprøjten bli'e; og kom med
Vognen og Spandene!
Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem
ad Stien op paa Siden af Brandstedet.
Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.
-- Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.
-- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.
-- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens!
Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes
ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en
Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og
Øjne.
-- Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!
-- Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen.
-- Næi; der har sgu ikke været no'et!
-- Gu' har der saa! sagde Rasmus -- Vi hørte dem skri'e li'saa
riveli'! Hva' Anders?
-- _Det_ gjo're vi! sagde Anders -- Hva' Jakob?
-- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.
-- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den
Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne!
... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk!
Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi
efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de
glødende Emmer, var der blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i
Gang med Brandhagerne.
Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet
Mumlen blandt Mændene.
Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et
Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat
i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks
glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.
Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.
-- Ka' I se! hviskede Rasmus -- Der var den ene!
-- Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.
Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op
paa Gaarden.