Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de
deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv
Snes Alen, standsede de og strakte Hals.
-- Der er nogen! sagde Karen.
-- _Tror_ du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene.
-- Ja-a ... Se!
Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen
derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om
Træ blev brækket i Stykker.
Kaninen vendte sig til Flugt.
-- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun.
-- Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem
Skoven.
-- Jeg synes, her er en Sidevej ...
-- Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!
Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd
var ophørt.
Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op
ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens
Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære
Lærerinde.
-- Hører du ikke noget, Frøken Jansen?
-- Nej ...
-- Skal vi ta' og løbe?
-- Ja ...
Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe
paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at
Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham
op paa Jordens Overflade.
-- Bare vi var forbi ...
-- Aa Gu'bevares ja ....
Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte
syv Vindmøller i Gang.
-- Tæl, saa løber vi!
-- Een ... begyndte Frøkenen.
-- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget
Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der
øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.
-- Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange?
-- Er det ... dig ... Maren? gispede Baby.
-- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den
uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. -- Di smaa Damer har nok
vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En
sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i
Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har
en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et
gammelt Skrog i Fortræd.
Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden;
og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et
Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig
sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og
sin Kaffekedel.
-- Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit
Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske
for sig. -- Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren
er nede i Skoven!
-- Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. -- Er han det? Ja saa faar
en nok se aa himstre a'!
-- Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen.
-- Jo vel hørte jeg det, jo!
-- Det var vist ham.
Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer.
-- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. -- Det er vist en
højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!
-- Hvem skulde det da være? spurgte Karen.
-- Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare
_min_ Mund!
-- Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over
Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. -- Hvad var _det_?
-- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.
-- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen
paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende
Strubelyde. -- Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog
som et Par Mennesker!
-- Der er nogen, der si'er, at du kan spaa, Maren!
-- Hi, hi! grinte den gamle -- er der no'en, der si'er _det_, bitte
Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!
-- Kom nu, Baby!
-- Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte
Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.
-- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med
Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. -- Kom kun I! mumlede hun og
skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og
uhøfligt. -- Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg!
-- Huit-huit! skreg Uglen igen. -- Huit-huit! gurle-gurle-gurle!
-- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne
Maren Forlis's Stemme.
-- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. -- Skal vi løbe!
Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i
langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.
I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa
Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.
Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres
bedste for at benytte Lejligheden.
Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit.
Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele,
mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen
med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og
Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt
indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.
Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang
var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen.
Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud
mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i
Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og
nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med
Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.
Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til
Dansesal, vandrede Gæsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller
Svinesti «for at stampe Føden ned». Eller man skyndte sig hjem for at
hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført
deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed,
fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv
Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev
hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver
hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals
end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og
Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og
Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt
Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte
la' no'et gaa fra sig! --
Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var
iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede,
højrøde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som
nyslaaede Tiører; og hun _gik_ ikke, hun hoppede og dansede af Sted,
saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn
kunde være saa let paa Taa.
Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt;
og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels
Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset,
og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for
Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor
Jubel.
Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes
Mama vilde tale med hende.
Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen
temmelig misfornøjet traadte ind.
-- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. -- Men er du syg?
udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals.
-- Du er saa bleg!
-- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille
paa Panden. -- Hvor er Frøken Jansen?
-- Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har
faaet fra sin Mo'er.
-- Er de snart færdige med at spise?
-- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, du er syg, Mama!
-- Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er?
-- Det ved jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret.
-- Vil du blive lidt oppe hos mig, Baby?
-- Ja-a ...
-- Eller vil du helst ned igen?
-- Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved?
Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med
Hænderne slapt hvilende i Skødet.
Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og
kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa
Moderen.
En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og
gyste.
-- Men Mama dog! sagde Barnet.
-- Ja, jeg er noget nervøs ... Blæser det?
-- Næi! sagde den lille forundret. -- Det er jo Solskin og dejligt
Vejr!
-- Er der mange Mennesker dernede?
-- Ja-a; alle sammen!
-- Var det et godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder?
-- Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu .... Hvor længe
tror du, jeg maa blive oppe i Aften?
-- Lige til du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde!
-- Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens
Haand. -- Kommer du ogsaa ned og danser?
-- Ja-a ....
-- Og Fa'er?
-- Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma
igen ovre i København?
-- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa
igen forundret op paa Moderen.
I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til
Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende.
Baronessen for atter nervøst sammen.
-- Folkene er færdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa
Tærskelen. -- Vi maa ned!
-- Jeg har Hovedpine, min Ven ...
-- Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var
stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. --
Kom saa med! Det er noget, vi bruger!
Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som
om hun var svimmel.
Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne.
-- Mama er syg!
-- Det gaar nok over! sagde han kort. -- Vi gaar ned ad
Kontortrappen! Skynd Jer saa!
Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne.
-- Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.
-- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde
Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den.
-- Du græder jo, Mama!
-- Aa nej ... Kom saa!
Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det
store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster
for at live lidt op paa Teinten.
Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! .....
Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra
Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig,
op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store
Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op
i Dansesalen.
I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en
Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa
godt det lod sig gøre, i Takt til «Den tapre Landsoldat», der
spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af
smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og
to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde
falde sig.
Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og
Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige
Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen
tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under
Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at
faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske
Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa
Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den
bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med
Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. -- Som en
Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede
Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver
sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og
betragtede den hele Herlighed.
Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede
Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer
oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i
Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden,
der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede
Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejørgen smilede
bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin
Yndlingssang:
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
-- Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her!
sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen.
-- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa
Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.
-- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone
filosofisk.
Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i
Havesalen.
Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og
klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger ......
Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge
Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til
Bords.
Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men
Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen
Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig,
medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.
-- Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det
var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun
vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise
uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en
Mundfuld!
-- Saa, saa, Baby! formanede Frøkenen.
-- Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe
i Galleriet.
Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen.
Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte
ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod
med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille
Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved.
Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den
gemytlige Dansesal!
-- Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. --
Det holdt nok haardt at rive sig løs?
-- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!
-- Jo-o, lidt maa I spise ....
De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte.
Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende
Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og
kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde.
Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at
indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde
være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under
Sminken; og om hendes Øjne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte
højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under
Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen,
skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for
ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa
enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt,
stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle
med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i
Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at _nu_
brød det løs! -- Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et
usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare
sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle
Aarer.
Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op
til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes
stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor
Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde
fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette
Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.
Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen
Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit,
lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til
Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne
Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i
Balsalen nedenunder.
-- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et
Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. -- Det
plejer vi!
-- Ja ... sagde Hendes Naade.
Baronen skød sin Stol tilbage.
-- Velbekomme!
Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod
Spisesalen i kronologisk Orden .....
Det vakte jo en Del Røre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen.
Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende
hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette. De dansende ude paa
Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt
Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog
genert Øjnene ned. Men «de fines» Tilstedeværelse hindrede hende dog
ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske
Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at
byde hende op.
Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde
ærbødig Plads for Parret.
Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand
frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst
Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin
behandskede Haand i hans.
Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille
Karen ....
Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte
Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik
efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men
skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og
Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund
tabte han hende af Syne.
-- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende
Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.
Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.
Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af
undselig Stolthed.
Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.
-- Tak, Per, nikkede hun venligt -- men jeg kender ikke den Dans.
Og Per luskede slukøret bort.
Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.
Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren.
Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i
Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til
hinanden og nikkede.
Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen.
-- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.
-- Hinner om _det_! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.
Baronens Øjne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden først at
have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans
første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende
for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til
ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre,
_lystre_! skreg det i ham. -- Om jeg saa skal tærske hende _flad_,
skal hun lystre! -- Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde
finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i
Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne.
Og paa een Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord:
_Kyskhedsbæltet_! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham
havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet
hende dermed. I Aften skulde Truselen udføres! ... Saa kunde hun
gerne rende til Greven!!
Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg
gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.
Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af
Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine
Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt
sin Hustru med et Slag af sin Næve!
Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om
hans Hals og lovet Bod og Bedring -- han vilde have væltet hele
Skylden paa _sig_, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om
Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.
Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes
hele Legems Dejlighed ....
Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at
samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem
nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at
more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han
lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han
havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte
sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.
Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem
Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte .....
Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed.
Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde
trukket sig tilbage.
Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin
foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne
mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa
Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.
-- Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og
trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm -- Jæ sprækker! sagde hun.
Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre. Og Snakken og
Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og
Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt
at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran
deres Villaer under Lindetræerne.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
sang Gamlejørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge
et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt
paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud,
ned paa en Bænk.
-- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa
Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og
forsvandt mellem de dansende.
Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle,
der grunder over Livets Fænomener.
-- Aa hold Kæft! snærrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden.
Derpaa fik han sig møjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted
samme Vej som Pigen.
Ude i Forstuen foran «Salen» stødte han paa Niels Tjener, der kom fra
Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper
dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.
-- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen
under Næsen paa Medaljemanden.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine
Danseøvelser.
-- Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans
Frakkeskøder -- du vælter jo Punchen!
-- Jæ sku' ka'ske heller vælte _dig_, Svup-Marie? spurgte den gamle
og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.
Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet,
klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par
Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme
Nat ....
Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og
skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven.
-- Hva' er der? Hva' er der? lød det.
-- Det ved jeg ikke!
-- La' mig komme til!
-- Aa Sludder!
-- Jamen hva' er der da?
-- Der er no'et, der brænder!
-- Er der no'et der brænder?
-- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken!
-- Det er borte paa den anden Side Fjor'en!
-- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!
-- Hva' er det da?
-- Det er Maren Forlises Hus!
-- Hva' _er_ 'et? hvinede Maren.
-- Næi, sagde en -- det ligger jo helt ovre vesterpaa!
-- Det er _Straahytten_! raabte Karen pludselig. Hun var en af de
ivrigste ved Vinduerne.
-- Det er 'et sgu osse! sagde en -- Det er sgu Straahytten!
-- Det gamle Lokum! bemærkede en anden -- La' _det_ bare ry'e!
Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden.
-- Stands, Musik! raabte han -- Her er Ildebrand paa Gaar'en!
Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og
de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i
ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et
Barn gav sig til at græde.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste
Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde
stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder
ikke om Bagateller.
-- Der er _Ild_! skreg en ham ind i Øret.
-- Er der _Ild_? mumlede Medaljemanden rolig. -- _Den_ har jæ vaaren
med paa mange Gange!
Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.
Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at
underrette Herskabet.
Han bankede ilsomt paa Døren og traadte ind:
-- Hr. Baron, Straahytten brænder!
Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han
syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens
Melding.
-- Straahytten brænder, Hr. Baron!
Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke
Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som
overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men
der kom ikke en Lyd over hans Læber.
-- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte
nærmere.
Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.
-- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk
og grødet Stemme -- Hvor Fanden falder det Dem ind?
-- Hr. Baronen saa saa daarlig ud ....
-- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til
næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva'
vil De mig?
-- Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne
dernede.
-- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det
nytte, at De kommer herop?
-- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide ....
-- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et
Mandskab! -- Fanden med Hytten, den _er_ vel leveret! Men sørg for,
at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved
Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi
kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok!
Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordrer,
da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en
Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.
-- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst -- vi hørte
dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ...
men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu',
aa Gu' ...!
Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud.
-- Kom med, Rasmus! raabte han -- Rend ned og hent Brandhagerne! Ta'
et Par Mænd med dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud
dernede! Vi kommer efter med Sprøjten! ... Hvem Satan i hede Helvede
kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....
Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt
efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte
Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af
hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine
Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen
hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i
Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende
Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem
Haven.