-- Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og
gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod
Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne
flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at
spore.
-- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til
Forvalteren.
-- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter ....
-- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!
-- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ...
-- Kom her med Lygten!
-- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind; der er Ild endnu i
Bunden ...
Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik
et Par Skridt frem.
-- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham.
Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod
allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af
Spænding og angestfuld Forventning.
-- Hva' staar I her efter! gentog Baronen -- Gaa op med Jer! I har
ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa
op!
-- Mama har sæl sagt .... forsøgte Baby.
-- Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham
til Hovedet -- Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen
hernede? spurgte han saa.
-- Jo ... lød en spag Stemme.
-- Ta' Pigebørnene med Dem op og faa dem i Seng!
-- Jo ....
Kredsen aabnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt.
-- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ...
-- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt!
Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet
begyndte.
-- --
To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under
Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.
-- -- --
-- Vorherre ska' nok vidde aa _ramme_! sagde Stine Napoleon til
Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad
Næsgaardene til. -- Og _det_ er di _Store_! tilføjede hun haanligt --
som ska' gi' vos Essempel!
-- Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden -- Det er
sgu fra _den_ Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi _dit_ Ben!
Jerslev
pr. Rødsten.
Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil
ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa
forfærdeligt!
Vi havde jo Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi
dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det
lille Straahus brænder, Du ved, nede ved Bøgealleen. Og der
bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der
ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og
raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede.
Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som
rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var
forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo
blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med
Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis
næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde
staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør
det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der
bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det
Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og
græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille
Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle
det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er
Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes
Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende
liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af
hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de
ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er
gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen
derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige,
ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De
ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige
Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de
opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for
Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da
vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent!
Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men
nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og
hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa
Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke,
hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til
Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme _straks_.
Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa,
for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det
blevet meget værre.
Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare
jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd
af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her.
Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler saadan; jeg skal være
saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem!
Grev Scheele var slet ikke med til Høstgildet, saa vi kan ikke
begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der
er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke,
for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog
nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa
maa jeg da være saa taknemmelig, at min egen lille, søde Moder
lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at
jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er,
at jeg maa komme hjem med næste Skib; _maa_ jeg ikke nok?
Naar Du skriver _straks_, kan Brevet være her paa Onsdag, og jeg
kan rejse paa Lørdag. Søde, lille Moder, Du maa ikke sige nej,
for saa tror jeg, at jeg dør.
Skriv nu _straks_, hører Du.
Din hengivne
Kanin.
Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne
forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og
det _er_ jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere.
Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Næsset. Huset i Jerslev
stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt.
Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny
taget det grønne Gæsteværelse i Slottets vestre Fløj i Besiddelse.
Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige
Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk paa
Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den
døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa
Raadsherrekrøller.
Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære
Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen
efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den
vildeste Forvirring ....
Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter
Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han
formaaede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans
Forklaringer og spurgt og nikket.
-- Hvad siger min Søn?
-- Baronen har lukket sig inde paa Kontoret.
-- Hum! ... Er der ingen, som har prøvet paa at komme ind til ham?
-- Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Døren; men han
svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.
-- Og Pigebarnet, Karen?
-- Hun græder jo, Pejsen, aa er helt fra det.
-- Og Mamsellen er vel bleven syg?
-- Frøkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen.
-- Naa dog! ... Og hvor har man lagt ... lagt ... de døde?
-- Hendes Naade og Greven ligger oppe i Riddersalen.
-- Er der gaaet Bud efter Herredsfogeden?
-- Jo, Forvalteren er sæl kørt til Byen med Jagtvognen.
-- Naa! ... Kan du ikke køre lidt stærkere, Jens!
-- Jovel!
Og Jens piskede paa Hestene, og Karossen for i jagende Fart ad Næsset
til ....
I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod Kammerjomfruen og
Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden.
-- Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op
under Jammer og Graad -- Gaa til Jert Arbejde og opfør Jer som voksne
Mennesker! ... Har min Søn vist sig?
-- Aa Gud, aa Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op!
-- Aa Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke!
Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til
Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage
Overtøjet af.
Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt
Aandedræt. Derpaa bankede hun paa:
-- Helmuth, det er mig!
Intet Svar.
-- Helmuth! ... Er Døren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun
Niels Tjener, der var fulgt efter hende.
-- Ja, Deres Naade; vi har prøvet!
Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men
Nøglen sad i, og hun kunde intet se.
-- Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hører du ikke! Luk op!
Det er mig, din Mor! ... Har han været i Seng i Nat?
-- Nej, Deres Naade.
-- I har vel ... Der har vel ... Har I hørt nogen Larm derinde fra?
-- Nej, Deres Naade, ikke en Lyd.
Den gamle Frue sukkede lettet.
-- Du maa hente Smeden! sagde hun saa -- Ind _skal_ vi!
Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev
drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen.
-- Er det dig, Mo'r?
-- Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens
Haand -- Det er da godt, at du har været fornuftig!
Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.
-- Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle -- Hvordan er dog alt
dette gaaet til!
Baronen slog uvillig ud med Haanden.
-- Har du set hende? spurgte han.
-- Nej ....
-- Hvor har de lagt ....
-- Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.
-- Jeg vil ikke ha' _ham_ her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt
over til Holgersminde!
-- Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist først ta' Syn.
-- Herredsfogeden?
-- Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes
et Slags Forhør.
-- Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.
-- Du kommer dog vist til det ...
-- Skal jeg ogsaa forhøres maaske?
-- Næi, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha'
noget at vide om de nærmere Omstændigheder.
-- Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan
ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke
mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og
horer sammen!
-- Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen
paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens
Berøring.
-- Du maa ta' dig af Sagen, sagde han -- Spørger From efter mig, saa
sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!
-- Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag,
Helmuth?
-- Nej.
-- Vil du ikke ha' noget?
-- Nej!
-- Jamen, Helmuth, du har ikke godt af ....
-- Plag mig ikke!
-- Vil du da heller ikke prøve paa at lægge dig lidt ...
-- Hum! sagde Baronen utaalmodig -- Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en
Vogn. Det er vist dem.
Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.
-- Jeg lukker af igen! sagde han -- Og jeg lukker ikke op for nogen
som helst!
-- Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at du faar Lov at
være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke
er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen
over til Jerslev foreløbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos
Postmesterens?
-- Gør som du vil! Det kommer ikke mig ved!
Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.
-- -- --
Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og
Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog
Enkebaronessen dem ude i Galleriet.
De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over
Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved
denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og
Overlegenheden.
-- Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i
Øjnene -- Hvordan bær' han Slaget?
-- Ja--a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk -- han har jo
lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste,
henvendte hun sig til Herredsfogeden -- at under disse Omstændigheder
maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos
Deherrer; han ...
-- Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne -- Under disse
Forhold ....
-- Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane -- at ... Grevens Lig
fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham
ubehageligt at ...
-- Ja, ja! nikkede Herredsfogeden -- Selvfølgelig! ... Men Deres
Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....
-- Naturligvis!
-- Hvor har man ... æ ... anbragt ...
-- Heroppe i Riddersalen.
-- _Begge??_
-- Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det.
Helmuth ...
-- Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?
-- Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret
afholdes her paa Stedet?
-- Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.
-- Helmuth ... Det er jo altsaa ikke nødvendigt, at min Søn ....
-- Ved Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?
-- Det var nede fra Dansesalen.
-- Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?
-- _Jeg_ deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde
den gamle Frue og rystede Krøllerne -- Jeg kukkelurede i Jerslev! Min
Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, ved
De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen
til Stede -- vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte
ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til
Riddersalen nede for Enden af Galleriet.
-- Jovel, Deres Naade!
-- Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op.
Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ...
Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?
Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen,
hvis Dør Niels aabnede og lukkede.
-- Pokkers gammelt Jærn! mumlede Doktor Larsen og saa beundrende
efter Damen.
-- Ja næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From -- Det _var_ jo dog
hendes Søns Kone!
-- --
Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.
Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al
Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to
ulykkelig omkomne.
Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affæren: Hvorfor
havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede
Ilden?
De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været
uden for al Fare!
Kunde bemeldte Dør stænges af udvendig fra?
Ja.
_Havde_ den været stænget?
Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen,
Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til
Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at
høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig
var løbet tilbage til Slottet for at gøre Allarm.
Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi
hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle
var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at
de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. --
Et andet Punkt var dette:
Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før
Ulykken konstateredes?
Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været
nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og
nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.
Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde
truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget
med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om
Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn
hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik
efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men
da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen,
skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han
havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville
tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. --
Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn
alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til
Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes
Forhøret og Vidnerne dimitteredes.
Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende:
De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene
og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. --
Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og
Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.
-- -- --
Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden
til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som
fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.
Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat.
Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen
Gæstereren finde Sted, og intet Følge indbydes. -- Det var Hendes
gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.
Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om
hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som du vil;
det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle
efter egen Konduite.
Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde
Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde
Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det
havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift
vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne «gamle Tætkams» Kritik!)
Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition
fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel
turnerede Vendinger i Anledning af «den sørgelige og i høj Grad
beklagelsesværdige Ulykkeshændelse», forlangte Barnet udleveret; «da
det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under
de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre
noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller
formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant
Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget
som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte
Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.»