En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den
bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den
var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over
Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store,
sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en
lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til
sidst forsvandt.
-- Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse
Bakker? spurgte Kaninen.
-- Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. -- Det har jeg jo fortalt
dig saa tit!
-- Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?
-- Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne
si'er, at han er Uvenner med Fa'er.
Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.
Karen aabnede det ene Øje paa Klem og tittede op paa Damen.
-- Frøken Jansen ....
-- Ja.
-- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!
-- Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa
Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.
-- Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt,
naar du taler om ham.
Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede.
-- Rejs dig op! sagde hun. -- Der sejler saadan en nydelig Baad ude
paa Søen!
-- Det er ingen Sø; det er en Fjord!
-- Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!
-- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette.
-- Jeg ligger saa godt!
Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen
faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende
glide hen over Babys Haar.
-- Syng lidt, hva'? bad den lille.
-- Jeg kan ikke synge ....
-- Jo, den om Dronningen!
Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin
lille, trohjertede Stemme:
Der sidder en Konge i Vesterled,
hannem tjener saa mangen god Svend.
Og alle haver de Guld om Arm,
og alle haver de Sølv over Barm
og dertil Sværd ved Lænd, --
Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!
Den Dronning vandrer paa Højenloftssal --
Gud styrke den usselig Kvind!
Nu haver hun ....
-- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen -- Der
kommer nogen!
Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa
Bænken.
-- Hvem mon det kan være? hviskede hun. -- Hør!
Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem
Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere
og nærmere.
-- Næh, se, se! hviskede den lille.
Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine
to Kid.
I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det
og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og
agtpaagivende, stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun
Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt
sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de
parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden»
foran dem.
Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme
Dyrene.
Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det
ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre
Gange som til Hilsen.
Karen brast i Latter. Hun _kunde_ ikke lade være: hun maatte nikke
igen!
Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et Øjeblik
deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs.
Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.
-- Hvor _var_ de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage
paa Bænken. -- Hva' Frøken Jansen, ikke?
-- Jo, nikkede Frøkenen -- yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby?
spurgte hun smilende.
-- Raadyr!
-- Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk
Træk om Munden.
-- Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med
Benene. -- Hjortene naturligvis!
-- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?
-- Hæ! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!
-- Hvor opholder de sig fortrinsvis?
-- I Skovene!
-- Og hvad lever de af?
-- Andesteg og Kirsebærsuppe! .... Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!
Pigebørnene strakte Hals og lyttede.
-- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!
-- Og der er Næsgaardenes!
Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side
Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som
i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille,
løsreven Taagepude ganske langsomt bort over Kærene derude, blev et
Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil,
vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og
drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok
Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et
stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.
-- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa
Siden.
-- Yndigt! .... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.
-- Hvorfor hedder de «hellige»? spurgte Karen.
-- Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de
tre Personer i Treenigheden.
-- Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille
højtideligt. -- Tror du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de
ni Muser? spurgte hun saa pludselig.
-- Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.
-- Næi ... Men _jeg_ tror nu det er for Muserne!
Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage
paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af
Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over
hendes Knæ, og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide
Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte
Mamelukker.
-- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og
vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.
Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud.
Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele.
Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig
Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!
Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over
hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var
vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille
ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse
Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at
der muligvis kunde komme «en Herre» forbi.
-- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke
Tørklædet af sig. -- Jeg fryser ikke!
-- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke dig!
Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt.
-- Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. -- Jeg
holder næsten mest af dig af alle, alle Mennesker!
Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og
kyssede hende paa Kinden ....
Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere
og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de
øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende
Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende
ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens
Udkant.
Paa een Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og
Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede
frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte
Skrænter.
En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten
fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad.
-- Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under
sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun
fortsatte: -- Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre
Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med
Insekter og Orme!
Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde
ikke og brast i Latter.
-- Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. -- Gør du Nar af din
Lærerinde!
Karen skreg op og søgte at værge sig.
-- Hvem mon det var, der skød? spurgte hun saa.
-- Det var vel Forvalteren.
-- Kan du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i
Præstegaarden, Frøken Jansen?
-- Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en
Finger!)
-- Vil du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag?
-- En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!
-- Nej, naturligvis! vrængede Barnet -- hun skal bare smøre Mel i
Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!
-- Baby!
-- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev
den lille paastaaelig.
-- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ...
-- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!
-- Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede.
-- Det si'er Jomfru Petersen!
Frøken Jansen rejste sig fra Bænken.
-- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen.
-- Nu skal vi vist ogsaa hjem.
-- Jeg _kan_ ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde kærligt
sin Arm om Frøkenens Liv. -- Bind dit Lommetørklæde om Halsen!
Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod
Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den
lange Allé.
Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede
et Stykke blegblaa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og
nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et
lille, enligt Lys.
-- Tør du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da
man kom forbi Stien, der førte til Straahytten.
-- _Næi_! sagde Kaninen afgjort.
-- Hvis vi nu mødte ham?
-- Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen.
-- De si'er, at han gaar her hver Aften!
-- Lad _være_! skreg Kaninen og gyste. -- Det er Synd af dig, Baby!
-- Er du da _virkelig_ bange?
-- Det ved du godt ....
-- Det er da ikke noget at være bange, naar man er to!
-- Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt
af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet!
-- Men Frøken Jansen dog!
-- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser!
-- Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind
under Lærerindens ...
Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en
Runddel, i hvis Centrum det frygtede «Monument» stod: en henved tre
Alen høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori
Aarstallet 1735 var indhugget.
Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach
begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under
Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet
Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.
Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning
stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.