-- Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik Øje paa Hans
Højvelbaarenhed, standsede han op og forsøgte et kejtet Buk.
Han var en stor, svær Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre
Bug.
Hans Peter laa som livløs paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger værgede
sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa
Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs højre
Arm var ubrugelig.
-- Hva' er her gaaet for sig! brølede Baronen af sine Lungers fulde
Kraft. Han vidste, at naar man skal gøre Indtryk paa Bønder, skal man
overdøve dem. -- Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optøjer, Olsen?
spurgte han henvendt til Værten.
-- Jeg var lige henne paa Pladsen til et lille Løb, Hr. Baron! sagde
Værten undskyldende og med et nyt Buk.
-- Hjælp mig! sagde Helmuth og gik hen og tog Stokken fra Nikolaj og
gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem
Gæsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fast paa ham med
mange Hænder.
Det behøvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske rolig.
-- Hva' vil _du_? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit
Herskab.
Men Baronen greb ham med begge Hænder i Skuldrene og satte ham i Knæ
ned mod Gulvet.
Mængden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens Øjne lyste.
-- Hva' har du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa
Hans Peter.
-- Han har stukket ham! var der en, der sagde.
-- Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.
-- Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.
Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder.
-- Slip mig! sagde han. -- La' mig bare komme løs! sagde han. -- Jeg
skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin!
Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig.
Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med
Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.
Han saa ganske hjælpeløs ud.
-- De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og
Jakob. -- Ham der ligger, kender jeg ikke.
-- Det er Hans Peter Jensen fra Sømholt! forklarede Urmageren. -- Han
er Hjulmand.
-- Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte
Politiet forknyt.
-- Gu' ska' du saa, Jakobsen! sagde Værten. -- Saaden no'et Svineri i
min Forretning!
-- No'et Strikke! befalede Baronen. -- Karlen her maa bindes!
Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev
bagbundne.
Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder
fik Krammet paa ham.
Og saa satte Toget sig i Bevægelse:
Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig.
Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der
mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.
-- -- --
Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue
og saa paa, at Karen og Kaninen kørte i Karrusel.
Fru Mascani kom til med sin Datter.
-- Der sidder jo Karen og Frøken Jansen! sagde Clara. -- Jeg vil
virkelig ogsaa op og ha' en Tur!
Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.
Karen red foran dem overskrævs paa en Hest.
-- Børnene! smilede Fru Mascani moderligt. -- Er Deres Mand herude,
Fru Baronesse?
-- Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.
-- Næmen der _er_ jo Baronen! udbrød Byfogedinden og pegede. -- Du
bedste Gud, hvad er der dog paa Færde!
Det var Optoget med de tre Misdædere, der svingede op over Torvet og
hen mod Raadhuset.
Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Døre og Porte kom
Folk løbende med lange Halse.
Selv Mændene, der kørte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at
kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.
Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fødderne mod
det nederste Trin og vilde ikke videre.
Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte
have fortrudt sin tidligere Føjelighed, thi han forsøgte at flygte.
Men han blev dog nappet i Farten.
-- Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.
Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods
hans rasende Modstand de seks-syv Trin op ad Trappen og ind i
Raadstuens Forhal, hvis Dør Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.
Mængden stod lidt og betragtede den lukkede Dør. Saa spredte man sig.
Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.
Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.
Han standsede op og hilste.
De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernæst ikke
Øjnene fra Hendes Naades Ansigt.
Hele Egnen mumlede om denne Fætter og Kusine, der jævnlig saas snart
hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.
-- Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest
ved Siden af sin.
-- Jeg tør ikke, smilede Greven -- jeg er bange, den skal slaa mig
af.
-- Han er sød! hviskede Clara. -- Jeg kunde spise de Øjne!
Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte
Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.
-- Det er længe siden, vi har set Dem paa Næsset, Fætter! sagde
Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.
-- Høsten! chère cousine, sagde Greven og bukkede undskyldende. --
Men en af Dagene skal jeg have den Ære at hilse paa Dem og Gemalen!
Nu kom der to ældre Bønder gaaende forbi. Da de saa de fine Folk,
standsede de og gav sig himmelhøjt til at tale om dem.
-- Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Næsset! sagde
den ene.
-- Saa-aa? sagde den anden, -- det er svært saa hun er stadset op!
-- Og hun, den tykke, det er Præstekonen fra Gaardene!
-- Hun ligner sgu Jordmo'er Møller fra Vejlby! sagde den anden.
-- Hun gør Fa'en! sagde Nummer eet igen -- tror du, en Jordmo'er er
saadan behængt!
-- Jæ mener sgunde paa Klæ'erne; jæ mener paa Kyddet!
-- Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' dig,
men-æ ....
Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side,
hvor de unge var.
Bønderne saa efter dem.
-- Nu gik di! sagde den ene.
-- Ja-a, sagde den anden.
Og saa fortsatte de deres Vandring ....