Det var Rigmor med Pagtens Ark.
Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia,
begge i Festskrud.
Og Vognen var vadsket, Seletøjet pudset, og Rigmor striglet og
børstet.
Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet af Raadhuset, kom netop
Baronen ud af Døren og steg ned ad Trappen.
-- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. -- Hvor
Adel er, kommer Adel til!
-- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. -- Saa du
skal ogsaa til Dyrskue?
-- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie!
-- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen.
-- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde
opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. -- Og hun har
nok en Følgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom
naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).
Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.
-- Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.
-- Ja, der er han! nikkede den gamle.
-- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og
lettede paa Ridehuen til Afsked. -- Hejmdal faar rimeligvis første
Præmie!
-- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.
-- Hva' er der?
-- _Maa_ han saa ikke be....
-- Nej, Gu' maa han ej! sagde Sønnen leende og slog med Ridepisken
hen efter Rigmor. -- Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl
alligevel!
-- -- --
Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der
en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik
selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:
-- Det er dog Satan til Spe'takkel!
Bøndermænd og Koner med Børn i alle Aldere fyldte til Trængsel
Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.
Mændene røg deres Piber, og Konerne og Børnene gnavede paa
Hvedebasser og Sukkerstænger.
Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...
Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen
under den anden.
-- Der staar Jørgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til
Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr,
der stampede i Grønsværet, vrinskede og «steg» og vilde over til
Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet.
-- Karen, du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin
Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier.
To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr. Den skulde hen og synes af
Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde Øjne skulede til Siderne, og
omkring dens Læber sad grønlig Fraade.
Saa satte den pludselig i med et Brøl, som fik Kaninen til at udstøde
et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.
Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.
-- Her er hæsligt at være! sagde han.
-- Ja, hviskede Frøkenen -- skal vi ikke gaa igen?
-- Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. -- Vi skal rigtignok se
det hele!
Nu begyndte man at trave Hingstene.
En Mand holdt dem i Hovedtøjet helt oppe ved Munden og løb saa hen
over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, prustede og
dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.
-- Det er dog virkelig alligevel kønt at se! sagde Greven, hvis
Hesteforstand følte sig tiltalt.
-- Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen.
Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer.
-- Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.
Og saa satte Parret sig i Gang.
Alle vendte sig interesseret og saa paa Løbet.
Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset.
-- --
Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt
Faarenes Pels og Svinenes Kød. Og udenfor stod Ejermændene med
spændte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevægelser.
Men om Hønseburene holdt Madammerne til. De snakkede kærligt og
opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med
Vingerne mod Burenes Tremmer af Skræk for den uvante Indespærring og
de mange Mennesker.
Men saa blev der med eet et frygteligt Røre i Mængden.
En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen
med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.
Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede.
Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.
Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til
Beværtningsteltet.
-- Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om
Teltdøren. -- La' hinne faa et Glas Øl og en Snaps! foresloges der.
-- Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtøl! raabtes der. Og
hver Aandrighed blev hilst med højrøstet Bifald.
Inde fra Teltet hørtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af
Glas og Flasker. Og et Øjeblik efter kom Kvien farende ud igen
vanvittig af Forfjamskelse.
Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens
Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu
sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.
-- --
Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for
længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge
Tøjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Køer med alt for spændte Yvere
blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.
Jørgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han
bandt Plakaten med 1ste Præmie om Halsen paa Hejmdal.
Baron Helmuth stod og saa til, medens den gamle lagde Bidsel og
Dækken til Rette paa Dyret.
-- Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hænge paa
ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden.
-- Nej, værsgod, Jørgen, lad du den bare hænge!
-- Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere
Agtelse for ham paa Vejen!
-- Javist saa! Rid ham nu forsigtig!
-- Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede
allerede paa Ryggen af Hingsten.
Helmuth stod et Øjeblik og saa efter Hesten, da den dansede ned over
Grønsværet. Han var næsten lige saa stolt af Præmien, som gamle
Jørgen var det ...
I lange Rækker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Køer,
Heste, Svin, Faar og Geder; en hel Noæ Ark!
De, som førte Præmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise
Plakaterne.
De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.
Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en
forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor
Orne og sov.
Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at
Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i
Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun
kunde holde!
Det var blevet Aften.
Oppe i «Harmonien»s store Sal sad paa «Galleriet» under Loftet fire
Musici og trakterede Blæseinstrumenter. Øjnene stod dem ud af
Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at
sprænges.
Lysekronens otte, højtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en
Hede og en Os deroppe, saa at man næppe kunde aande.
Og nede paa Gulvet snurrede Bønderne deres Kvinder rundt og stampede
løs med deres sømbeslaaede Hæle, saa at Gulvbræderne drønede som
under Hovslag.
Der dansedes paa Livet løs. Fruentimmerne hang opløste af Varme i
deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun
som tilintetgjort ned paa en af Træbænkene langs Væggene, lukkede
Øjnene og stønnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen:
Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa
Naade og Unaade til den første den bedste Danser, der strakte sin
røde, svedige venstre ud mod hende.
-- Ska' det være vos to, Marie?
Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje
rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....
Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk,
vakte meget Røre i Lokalet.
De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Færdighed.
Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem _mejede_ de
ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa.
Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive
kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og
Koner, skummede af Vrede og Misundelse.
Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at
rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to
Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.
Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede
sig derpaa op gennem hele Salens Længde.
Al Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og
Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede
hinanden i Siderne.
Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter.
Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og
Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa
Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en
hvirvlende Tyrolervals.
Men det var ham umuligt at komme i Trit.
Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring
fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte
saa standse og begynde forfra igen.
Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og
arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte
han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme
og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa ud, som vilde han entre
hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid
havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en
Hunelefant.
Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.
Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede
sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede
ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op
og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde,
hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud
fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.
-- Olga, stønnede han -- Olga, det er nok, Olga!
Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse,
førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun
sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap
med Tilskuerne langs Væggene.
Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte.
Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder.
Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende
med de mest udsøgte Skældsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid
og Fortid.
-- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet -- det var jo bare Grin alt
sammen.
-- Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren
rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes
Hofte.
-- Nu slor han sgu! sagde Olga -- den Ildtang!
-- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.
-- Put ham i din Lomme! sagde en anden.
Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste
ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han
nogen Sinde kom i Orden igen.
-- Kan du saa nære dig? spurgte hun.
Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte
at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød.
Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende
Ord:
-- Sæt ham op paa Kakkelovnen!
Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i
sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over
Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet.
-- Fly mig en Stol! sagde hun.
Der blev flyet hende fire.
Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa
Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde:
-- Sit saa der da, din Skorpejon!
Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa,
og den afbrudte Dans tog fat paa ny.
-- -- --
Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.
Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland
og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed.
Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede
Whist og L'hombre.
Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant
til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel
og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald
af Forstoppelse.
-- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den
lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund -- Hva' mon det ha'de
saadan et Jag for?
-- De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen.
-- Aa, Fa'en, «Damerne»! vrængede Proprietæren -- En anden en havde
vel ogsaa «Damer» med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar
man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to,
sluttede han -- baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en
grosgesnofne paa deres gamle Dage?
-- Gu' er de ej! sagde Mølleren -- Baronen er sgu li'saa gemen som
baade du og jeg, Jørgensen!
-- Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel
meget paa Mosten -- Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!
-- Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren -- De, Grinebider!
-- Hi, hi, hi! spørg Skovrideren!
-- Ved De noget, Skovrider?
-- Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og
Enkemand.
Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem
umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som
Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend
han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time
siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt.
-- Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.
-- Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen.
-- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det!
-- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.
-- Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje?
-- Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien!
-- Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.
-- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen.
-- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var
blevet passet af de tre andre.
Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.
-- Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen
arrig.
Men Forstraaden værdigede ham intet Svar.
-- Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for
Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som
spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.
-- Det var Satans!
-- Ja, det er der! nikkede Forpagteren -- For et Par Dage siden kom
her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os
Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene
var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens
vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en
Forening med Love og Medlemskort og det hele!
-- Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær
Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord -- I
Gaar jog jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de
ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde
jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk!
-- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen.
Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.
-- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en -- Saa gaar de
bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!
-- Det er rigtig nok! sagde en anden -- for der er ingen Sammenhold
mellem vos!
-- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.
-- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.
-- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første -- og naar en Karl
eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!
-- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist -- Aldrig!
... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!
Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre .....
Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og
højere. De alvorligere Spørgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere
veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!
Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak
Punch og Vin i Fællesskab.
Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en
Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.
Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse
Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold
med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa
Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og
... og Grev Scheele ...
Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev
der raabt:
-- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!
.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle
Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! _Han_ var Ungkarl ...
og Dyrlægen _sæl_ var Ungkarl ... og _Hejmdal_ ha'de faaet første
Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte
mange gifte Koner, der ....
Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og
forsvandt i Dybet.
Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig
atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og
Slesvig og Fædrelandet.
Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og
rejste sig høj og alvorlig.
Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist
før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne
Genstand ...
-- Det var mig!
... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! En Mand,
som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et
lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og
sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift
engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen,
vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig
Lue, _det_ var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi
Kærlighed og Godhed var _det_, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i
Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne
herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle
havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de
mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og
stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske
vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en
Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt,
for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!
Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle
Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et
alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder!
-- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær
Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem
begge sine -- _Hjemmene_, naar bare vi har _dem_!
Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat!
-- --
Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte
deres Vogne.
Og noget efter et Par til.
Og saa en hel Klynge.
-- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til
Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig -- Hva' Jørgensen?
spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden.
-- Ja--a, sagde Jørgensen -- vi maa jo hjemad og se, hvordan det
staar til!
Der var i det hele kommet en sær Længsel efter Arnen op hos
Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale ....
Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.
Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den
slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af
Vognbulder og Hestetrampen ...
Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk
paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste
Agestol.
Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig lullet i Døs af den
gode Fjedervogns vuggende Bevægelser.
Saa sagde Mølleren paa een Gang dybt indigneret:
-- Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste!
-- Ja--a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven.
Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej.
Da spurgte Mølleren:
-- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?
-- Jo--o, det har vi da! sagde Jørgensen.
Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.
Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket
op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til,
hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men _Døren_ kunde hun
da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft
ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Køkken,
Sovekammer og Dagligstue.
Men tvertimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat
paa indvendig.
Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes
to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren ogsaa
kaldet «Jærnposten», fordi han manglede højre Arms Underarm, der var
erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn; tre krumme
Jærnfingre, der lignede Fuglekløer.
-- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende
Kedel, der hængte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. --
Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i
Dag? fortsatte hun. -- Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa
forlejne for aa se hverandre.
-- Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos
Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.
Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og
hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan
tale.
-- Hæ, hæ! grinte Maren. -- Naa saaden; saa er Porten fri.
-- La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. -- Ja, di to Naader
enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod.
Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne.
Maren rejste sig og gik derhen.
-- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia?
sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede
Kaffebønner.
-- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.
Og Broderen tog Tavlen og læste det højt.
-- Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. -- Men godt
lugter det sgu!
Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i
den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.
-- Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til
ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.
Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule
af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle
halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en
Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en
Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.
Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret
sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i
den, men Lagen fandtes ikke.
Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og
en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og
Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.
Og af at tigge.
Og man sagde, at hun var «skrappest» til det sidste.
Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems:
lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet
glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende
langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det
havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og
Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og
i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige
Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de «randt», saa snart hun
kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs
igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!
Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i
Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.
Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj
og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham
en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var
bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket
ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket
Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og
Søsteren ni og tyve.
Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis
tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig
presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar
hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes
Hjerte».
Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.
Og de sig da heller ikke om hende.
Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde
aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte
sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og
Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave.
Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne
fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var
dannet til Lyd.
Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og
Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over
Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og
lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme
havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt,
han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet
rundt.
Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver
anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i «Skovhuset» til Moderen.
Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa
listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa.
-- Saa, Børn, sagde hun, -- la' vos saa høre nyt!
Og saa begyndte Flaaningen.
Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra
Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige
Besøg, tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuld af Enkebaronessens
gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.
Saa det kunde jo blive et helt Kalas.
Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da
Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede
nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted,
hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne
havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet.
-- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde
Søren hver Gang.
Og Fruentimmerne hvinede af Latter.
Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med
Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne.
Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.
-- Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen -- hjælper det snart?
-- Jo, sagde den gamle -- nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt!
nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. -- Men
jeg har ingen Fløde.
Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne Kopper. Man kom godt
med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid.
Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer.
-- Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og
puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.
-- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og
Moder og Søn rakte Hals for at læse det -- det er rent galt nu; alle
Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men
Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot.
-- Hæ, hæ! gnækkede Maren -- kanske han, Greven, ku' gøre en
Stamherre da!
-- Du er god, Moder! skrev Stasia. -- Hi, hi! sagde hun og gottede
sig.
Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og
Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa
en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St.
Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var
denne Glæde blandet med en god Del Misundelse.
-- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven,
fortalte Maren. -- Sikke Øjne di ku' levere hverandre!
-- Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia.
-- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem
Granerne, saa jeg dem næbbes som et Par Skovduer.
-- Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i
et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig.
-- Er det Løgn? spurgte Maren vredt. -- Jeg saa 'et med disse mine to
Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede
hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!
-- Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik. -- De skal holde
til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke.
-- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. -- Har
saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? -- -- Hør, Søren,
spurgte hun saa -- _du_ bæ'r vel Brev imellem dem?
Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde
ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.
Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at
han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde
der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa
nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig
ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden
lagde dem i kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa
Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive
opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.
-- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren.
Den døvstumme nikkede: Ja, ja!
-- Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren.
-- Han skyder Greven! skrev Stasia.
-- Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren.
-- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.
-- I snakker! sagde Søren pludselig. -- Lad os heller faa en Skaal
Kaffe til!
Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne.
-- Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden?
spurgte Stasia.
-- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.
-- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket
sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd.
-- Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. -- Der er jo ikke
det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!
-- Har han osse villet røre dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt.
Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet
Kaffekoppen.
-- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Søren. Men
Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. -- Har du ikke
mærket no'et? spurgte hun -- du kommer der jo hver Dag.
-- Jeg kommer kun i Køkkenet.
-- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme.
Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste
bagefter.
Da Anfaldet var ovre, sagde Søren:
-- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød.
-- _Har_ han? spurgte Maren tilfreds. -- Saa faar da Konen Fred saa
længe.
-- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet!
skrev Stasia.
-- Jeg saa det.
-- Var det fælt?
-- Naa, ma' ku' ikke se Blodet.
-- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. -- Vand og
Brød, hvad vil det sige?
Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand.
-- Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren.
-- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.
-- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.
-- Jo-o, forklarede Maren -- ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge
sammen a' 'et alligevel.
Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var
ble'en «som Klude».
Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren
havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt
Herreliv, sagde han.
-- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa
Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det
forfærdeligste paa Jorden. -- Før hænger jeg mig, sagde hun -- før
den Tort skal komme over mig!
Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.
Søren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at
beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun
gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa
ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:
-- Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her
alene!
Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at
faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og
hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa
Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!
Stasia sad og hørte til og gottede sig ved Tanken om, at _hende_
kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra
sig for aldrig det.
Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig
højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i
Nærheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om
han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var
hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa
Fattiggaarden, der var Selskab!
Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden;
og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var
hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og
hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.
Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede:
Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han
vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem al det Skidt og
Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.
Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa,
at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! --
Saa var de to Fruentimmer alene.
Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af
Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket
ind i.
-- Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen
hen til Maren.
-- Den Svinehund! sagde den gamle. -- Aa ham har en opfødt med sit
eget Hjertes sure Mælk!
Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia -- men det er jo ikke _hans_
Skyld.
-- Næi, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i
Jerslev.
Stasia nikkede.
-- Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!
-- Hæ, hæ, snærrede Maren -- ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet
paa hinne, ska' jeg!
Stasia smilede skadefro.
Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede
Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art
mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den
«Kærlighedens Lykke», som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen
laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og
nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik
af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende
ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til
alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en
bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.
Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det
sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.
Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.
-- Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.
-- Det kan du være evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. -- Jeg
skal nok læse for hinne!
-- Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække
Skillingerne fra ham!
-- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!
Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte
Moderen det.
-- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med
sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. -- Du er da en
_Datter_! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. -- Saadan sku' alle
Børn være! Hvor har du ellers den fra?
-- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.
-- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter
omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igjen.
Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den
døvstumme.
-- Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. -- Han kan
alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!
Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.
Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:
-- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska'
gøres!
Og saa hvinede de ud i Latter begge to.
-- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa -- ellers bliver
Dragonen rent edderspændt!
«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.
-- Har I Kontrefejer endnu?
Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.
-- Putter hun dig somtids i Skabet endnu?
Stasia nikkede igen og skar Tænder.
-- Det la'er du vel ikke sidde paa dig?
-- Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!
-- Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet
smaatskaaren Hestehaar?
Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.
-- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. -- Hun var, som
hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.
Maren knækkede sammen af Latter.
-- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun.
-- Naa, _ska'_ du nu af Sted?
Jo, Stasia maatte skynde sig.
Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og
Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den
højrøde Brystsløjfe.
-- Hun holder dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle
misundelig.
Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde
jo bare prøve paa andet!
Saa greb hun Tavlen og skrev:
-- Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.
-- Næi, næi, sagde Maren -- det forstaar sig! _Hun_ ka' ju'nde taale
mig!
-- Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og
forlyster sig sammen.
-- Gør di da det? spurgte Maren interesseret.
-- Det gør di vel nok!
-- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.
-- Naar kommer du?
-- Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa
længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.
-- Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og
høre, hvordan det er revet ud.
-- Ja, gør kun det.
Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.
Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over
Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.
-- Naa, der er Belle! sagde Maren.
Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa
nikkede hun og skyndte sig af Sted.
Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.
-- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. -- Nu ska' han
faa en Koppe.
Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.
Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en
Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i
Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt
Børnene for denne Nydelse.
Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre
Drikken i sig.
Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrødspapiret. Og Maren tog sin
Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.
Kære, lille Moder!
Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg
hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen _vil_
jeg hjem! -- Jo, jeg begynder nu at føle mig _lidt_ bedre til
Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget
venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere
og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste,
jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk!
Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden
havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til
ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter
skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom,
saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der
kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade,
synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var
alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa
rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche
og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfærdelig
bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon
hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa
smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa
hans Øjne, at han holder meget af hende.
I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte
Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du
kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev
Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han
hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da.
Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke
nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi
hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.
Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa
forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han
slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara
ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk
fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige
Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro
det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa
Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder,
men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget
ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i
København eller Hobro! Ved Du hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg
laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke
forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos
Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede,
og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er
Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa
ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men
nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til
Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar
og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i
Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for
jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?
Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan
ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i
Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig
siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han
sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det
er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem
dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her
mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres
Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det
er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade.
Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke,
hvordan jeg skulde holde det ud.
Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt,
fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i
Byen, men vi andre maa jo nøjes.
Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt
at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg
synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?
Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko.
Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem
til en af Tvillingerne? De _kan_ jo ogsaa lappes her, for der er
en meget god Skomager i Næsgaardene.
Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu
Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og
modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din
trofaste Datter
Elise Jansen.
Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort
Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og
dræne i sine første Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det
bedste Korn i hele Egnen.
Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30
Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private
Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette
Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken.
Hidtil havde det maattet nøjes med at gaa under Navnet: det
inddæmmede.
Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun
skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes
Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde
døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.
Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig
stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.
-- Hva' Fanden, sagde han -- du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg
kan sgu ikke begribe det!
Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og
spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.
-- Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen
-- Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt
mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.
Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det,
at han holdt mest af at _ride_ rundt i Markerne og se til Arbejderne,
saa begyndte han nu at gaa -- i det mindste den ene Runde, den om
Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand
Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan
virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade
gaa sig forbi!
-- Aa skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for
anden Gang bød Oksestegen rundt -- jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde!
Man skal da være _mæt_!
Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse paa Tallerkenen.
Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge
Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og
afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab.
Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv --
naar han da ikke blev alt for «Holbergsk». Men det var til Tider, som
om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede
paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde høre.
I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre
ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids
mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en «indre Lykke»,
som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og
drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar
nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.
-- Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det
inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange -- Havren dernede
staar, som den var _plantet_!
-- Nej, kære, jeg har ikke Lyst.
Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun
kunde ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede paa hende.
Det var, som om de vilde læse, hvad der stod prentet bag hendes
korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.
Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.
Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk
var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin
Fætter, Grev v. Scheele.
-- -- --
Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis,
medens Enkebaronessen var paa Næsset for at tale med sin Søn, kom
denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i
Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.
Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til
Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades
Visit. Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade
Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i
Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om
mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som
sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans
spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til
Karen og Kaninen, ventede de forgæves paa. Og naar Maaltidet var til
Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa
Kontoret og lukkede Døren efter sig.
Hendes Naade og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og
Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men
Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.
Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til
sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde
drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og
sov sødelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro.
--
Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var
mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge
Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok,
han altid havde med, naar han gik i Marken.
Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som
raadvild uden for Kaninens Dør.
Saa bankede han paa.
En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste
sig i Døren. Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første
Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at
han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.
Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.
-- Frøken, sagde han saa -- jeg maa ....
Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag
efter og trak Døren til. Der var saa lavt derinde, at han næppe
kunde staa oprejst.
Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun.
Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans
Øjne for vildsomt om.
-- Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han -- undskyld at jeg ... der
var noget, jeg vilde spørge Dem om ...
-- Ja--a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og
ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have
begaaet en eller anden Fadæse, som nu skulde paatales.
-- Hvem var ... hvem var I sammen med i Søndags ude hos
Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.
-- Ingen, stammede hun -- vi var der alene ...
Hans Ansigt klarede lidt op.
-- Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa -- Om Aftenen kom Grev v.
Scheele ridende.
Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset.
Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen
gennem Gangen.
I Døren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede
velbehageligt paa sin Pibe.
Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, saa det næsten sortnede
for hans Øjne.
-- Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af
sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den
ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse
sig igen.
Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad
Skoven til.
Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne:
Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er
Ret!
Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Straahytten, gik han
ind og satte sig paa en af Græsbænkene.
Han kunde høre Høstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddæmmede,
hvor man var ved at køre Havren hjem -- den pragtfulde Havre, hans
Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de
tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og
den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.
Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han
sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin
Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før
havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slaa løs som i
Blinde paa den sølle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter
lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten
grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.
-- At hun _kunde_! malede det rundt i hans Hjerne -- At Vilde
_kunde_! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og
dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste
hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt
af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker
faar hun opfyldt. Jeg bær hende jo paa Hænderne. En ny Kupévogn har
hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin
Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og
hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være
lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der
holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....
Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjørneøjne og
løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop
rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.
Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede
rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af
noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem
den halvtaabne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han
rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker,
der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme
Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa
meget a' hende ....
Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo
ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud
til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!
Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden
henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var
en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet
for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som
for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det
var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den
Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa
meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver,
blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet
det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:
......... ingen Glæde uden
.............. trygt stole
................... Baaden
Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.
Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev
altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar
hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse.
Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske
Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste
Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De
mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den
Grevetamp! Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem!
Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud
af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad?
Der var ingen Baad paa Næsset ....
Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og
lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!
Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt
tilbage: -- Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa
traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans
raadne Hjernekiste med sin Egekæp!
Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom
Skum om hans Læber, og Blod for hans Øjne; og selv om den, han vilde
til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jærn, han vilde ha' løbet
sin Tyrepande imod den i Forsøg paa at splintre den!
Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket
om Greven. Kunde han ramme _ham_, vilde han føle sig tilfredsstillet
og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa
brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tænke over det;
turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig;
skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive nødsaget til at
skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvære hende; ikke tænke
sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa
Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume,
Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind,
saaledes vilde han kæmpe for hende. Og naar han blot havde faaet
ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af
Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse
til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin
uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret!
For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige
Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte paa (og
han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar
han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tænkt med
Attraa paa andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han vilde
blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man
smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en
Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!
Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod
efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder
paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre,
rullede hjem til Gaarden, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak
Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner «rev efter», tavse og
travle paa Grund af Herskabets Nærværelse. Men «Herskabet» selv
syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene
Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et
stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand
og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig
med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.
-- Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa!
hviskede en af Karlene til sin Nabo.
-- Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. --
Han ser svær lumsk ud da!
Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halvt forbitrede om, hvorledes
Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Knæ lige
med det samme! -- Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.
Forvalteren kom kørende paa en tom Høstvogn oppe fra Gaarden.
-- Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr.
Baron, sagde han og tog til Hatten.
-- Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.
-- Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?
-- Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der laa
spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. --
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra
Forvalteren -- ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet
sig en Baad?
-- Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som
han ligger og vapper i her om Aftenen.
-- Hum!
-- Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene.
-- Hum!
-- Men han træffer aldrig nogen.
-- Nej, det gør han vel ikke.
-- Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i
Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under
vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?
-- Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel.
-- Næi, hæ, hæ!
-- Var han ene i Baaden?
-- Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.
-- Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?
Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:
-- Jeg sa'e ...
-- Var der ikke Plads i Laden?
-- Nej ...
-- Saa er det bedst, vi sætter en Stak. Vi maa heller sætte
Blandingskornet over Kostalden.
-- Jo vel!
-- Hvor mange Læs har vi faaet ind efter Middag?
-- To og tyve.
-- Holder Vejret sig?
-- Jeg formoder det. Barometret stiger da.
-- Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal
ha' set efter.
-- Jo vel!
Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op
over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang
imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet
i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller
huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa
Grøftekanten. Og saa gik han videre.
Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.
-- Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!
-- --
Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa
Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.
Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og
Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen
havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og
serveret saa lydløs, som det var ham muligt.
Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs
i Døren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude
om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at
han var slaaet ihjel.
Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa
Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader.
Men sige noget turde hun ikke.
Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit
rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre
Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, _hvad_
hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende,
at Enkebaronessen havde været paa et fem Timers Besøg paa Næsset i
Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde raabt
begge, saa det kunde høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke
fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af
Sted med hende og Stasia.
Først havde Baronesse Alvilda haabet paa, at det var Svigermoderens
Pengesager, der havde været paa Tale, og at den gamle havde forlangt
Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og
Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun
at skælve i sin Sjæl for, at det skulde være _hende_, Tordenen trak
sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han
ikke maatte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede
ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente.
Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig. Men
dybt i hendes Hjerte dirrede Angesten for, hvad der vilde komme.
Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind paa Kontoret. Og da Maaltidet
var sluttet, og man havde ønsket Velbekomme, trak han sig tilbage og
lukkede Døren ....
Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti
rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for
længst gaaet ned paa sit Værelse i Mejeribygningen. Og Baronen og
Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmørke Dagligstue, der
kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skær dæmpedes af en mørkerød
Silkeskærm.
Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetøjet paa en Bakke og
gik igen.
Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør mellem Taarnet og
Galleriet var smækket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der
stod tavs henne i Skyggen lænet op mod Kaminen.
-- Bliver du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste
Røst.
-- Ja.
-- Er I snart færdige med Havren nede fra det inddæmmede?
Helmuths Øjne gnistrede, og hans lidt fremstaaende Fortænder borede
sig ned i hans Underlæbe. -- Hun er bange! Hun er bange! haanlo det
i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans
Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgsmaal sin
hjælpeløse Raadvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med
underlig tyk og grødet Stemme:
-- Er Karen gaaet i Seng?
-- Ja ....
-- Og Kammerjomfruen?
-- Nej, kære; du ved jo, at hun aldrig gaar til Ro, førend hun har
hjulpet mig med mit Toilette.
-- Gaa ind og sig til hende, at du ingen Brug har for hende i Aften.
Baronessen løftede Hovedet og saa forundret-spørgende hen paa ham.
Hun følte Angesten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede
sig.
-- Hører du ikke!
-- Jo, men jeg ...
-- Jeg vil tale med dig! Jeg vil være alene med dig!
-- Jamen, kære ...
Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder
var knyttede.
-- Gaar du? spurgte han. -- Eller skal _jeg_?
Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt ned paa hendes
Skulder.
-- Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. -- Er du
forrykt?
-- Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt
andet end at føje dig og være god imod dig! Og du! Og du!
Hun lagde sin Haand beroligende paa hans Arm. Det var ikke langt fra,
at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og saa ham rolig og
trohjertet ind i de vrede Øjne.
-- Sæt dig ned, Helmuth, sagde hun. -- Du ødelægger dig engang selv
med din Hidsighed. Sæt dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor
gaar du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget værre saa; med
_dit_ Temperament. Du trænger til at meddele dig. Og hvem er nærmere
til at være din fortrolige end jeg?
Han var sunken ned paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes
Haand gled blødt hen over hans, medens hun talte.
-- Jeg ved, at din Moder har været her i Søndags, vedblev hun. -- Og
jeg ved ogsaa, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig.
Hvorfor aner jeg ikke. Maaske fordi jeg har indtaget hendes Plads her
paa Gaarden. Jeg har prøvet alt for at drage hende til mig; men hun
er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en
Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som
stammer fra hende. Og nu har hun jo været her og vil ogsaa fylde dig
med den samme forrykte Snak om ... om ... om mit Forhold til min
Fætter, Grev Scheele!
Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin
Kone ind i Ansigtet. Hans Mund aabnede sig, og hans Underkæbe fik et
hængende, næsten faareagtigt Udtryk.
-- Du, mumlede han -- du ... du siger det selv?
Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes Øjne saa
saa duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angesten og
Agtpaagivenheden endnu.
-- Ja, sagde hun -- naar man ikke er sig nogen Brøde bevidst, ved jeg
ikke, hvorfor man skulde lade sig skræmme af ildesindede Menneskers
Sladder!
Der blev en Pause. Man hørte tydelig det store Urs regelmæssige
Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en
Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mægtige Bygning at være
hensunket i Søvn.
Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels
Hjerne. Saaledes havde han ikke tænkt sig, at hans Rettergang skulde
ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Graad og
Tilstaaelse og Bøn om Naade. Og saa en Forsoningsfest med Knæfald og
dyre Løfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget
Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Højmodighed
havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge
Slavinde, sin urørlige og ukrænkelige Ejendom for Tid og Evighed!
... Men nu var det jo _ham_, der kom til at bede om Forladelse og
Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistænkt
for. Fanden ogsaa, at hans Mo'er ...
Men saa kom han pludselig til at tænke paa, at Alvilda havde holdt
skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude
hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra
Straahytten!
-- Er det længe siden, du har været sammen med din Fætter? spurgte
han og glædede sig stille over sin Snedighed.
-- Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. -- Han har vel
kunnet mærke, at du ikke kan lide ham.
-- Jeg spø'r, om det er længe siden, du har været sammen med ham?
-- Sammen med ham ... jo, ja ...
Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige
Sandheden, eller ....
Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske
sig længere.
-- Han var jo hos Borgmesterens i Søndags! bruste det ud af ham, og
hans Øjne lynede.
-- Ja, det er sandt, det var han jo ogsaa! Det havde jeg rent glemt!
smilede hun.
Atter følte Baronen sig halvt afvæbnet; han var jo ikke videre
bevandret i den ædle Forstillelseskunst.
-- Hvorfor har du ikke fortalt mig det før? mumlede han.
-- Kjære Helmuth, sagde hun, og hendes Øjenlaag blev røde, som holdt
hun med Magt Taarerne tilbage. -- Du har ikke været god imod mig i
den sidste Tid. Jeg ved snart ikke, hvad jeg tør tale til dig om, og
hvad ikke. Husk paa, min Ven, at mit Liv hidtil har været alt andet
end glædeligt. Og da jeg gav dig mit Ja og fulgte med dig herover,
troede jeg, at jeg skulde faa det godt og roligt. Og saa ... og saa
piner og plager du mig med dine uværdige Mistanker ... Du gør fælles
Sag med din Moder, der er skinsyg paa mig, fordi jeg indtager en
Plads her, som hun mener tilkommer hende ... Og ganske ene staar jeg,
borte fra Familie og Venner .... Hvor kan du, der ellers er saa god,
bringe det over dit Hjerte ....
Her brød Taarerne virkelig frem af den ædle Dames Øjne, og hun
skjulte Ansigtet i sine Hænder.
Og Helmuth sad paa ny hjælpeløs.
-- Lille Vilde, sagde han og strøg hende kluntet angergivent op og
ned ad Ryggen -- jeg holder jo saa voldsomt meget a' dig; det er
derfor. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er saa fin som dig. Du er meget
bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at du og
Scheele ... De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stævnemøder.
Jeg kunde ikke være bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da du nu
ikke fortalte mig, at du ha'de truffet ham i Søndags, saa troede jeg
... Og da jeg saa i Eftermiddags ogsaa fandt dette her Brev nede i
Straahytten ....
-- Brev? Hvilket Brev? spurgte hun aandeløst. Hendes Hænder _faldt_
ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med
vidtopspilede Øjne.
Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare paa, at
han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han
holdt saa voldsomt meget af hende.
-- Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den
frem mod hende. -- Der staar noget om en Baad, og det er jo da
skrevet med Scheeles Haandskrift.
Hun snappede Papiret fra ham og læste.
-- Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og ønskede
halvvejs, at hun skulde sige nej.
-- Jo.
-- Er det?
-- Ja!
-- Men ... jamen ... hva' ...
Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.
-- Helmuth, sagde hun og saa ham med et fortræffeligt konstrueret
varmt og taknemmeligt Blik ind i Øjnene -- nu da du har talt til mig
om, hvad der har pint dig, saa vil jeg ogsaa betro dig ... fortælle
dig alting! Men du maa love mig ikke at blive hidsig? ... Det er jo
Angesten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til dig
før ... Brevet her er fra min Fætter. Han skriver af og til til mig.
Han ... han holder af mig. Ja, jeg burde maaske ikke sige dig det,
thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil
ikke, at du skal gaa rundt med den stygge Mistanke. Han har jo
mærket, Stakkelen, at han ikke længere var nogen velset Gæst her paa
Næsset. Og saa har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til.
Det er maaske uforsigtigt af mig; men jeg har saa ondt af ham. Og
Herregud, naar et Brev kan glæde ham ..... Men hvis du ikke synes om
det, Helmuth, saa ....
Helmuth sad sammenbøjet med Albuerne hvilende mod Knæene og Hovedet
støttet i Hænderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophørligt: Jeg
tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!
-- Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i
sin Baad hver Aften! mumlede han.
Baronessen lo lidt anstrengt.
-- Aa Herregud, det arme Menneske!
-- Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg træffer ham!
-- Men Helmuth dog!
-- Og jeg forbyder dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg
vil ikke ha' det!
-- Saa, saa! smilede Damen blidt og tog hans Haand (hun vidste snart
ikke sine levende Raad, Skroget). -- Bliv nu ikke ivrig igen, sagde
hun. -- Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse saa nær!
... Du ved jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en
Kattesvans), at jeg med Sjæl og Sind føler mig bunden til min gamle,
fæle, hidsige Bjørn!
Baronen skød hendes Haand til Side og rejste sig.
-- Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at du lyver!
-- Men, kære ...
-- Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!
-- Jamen, jeg har jo forklaret dig ...
-- Hum! Mo'er siger, at du ikke er til at stole paa over en
Dørtærskel!
-- Og du tror din Moder bedre, end du tror mig ...
Helmuth greb hende i Armen:
-- Du skriver jo til ham! Du træffer jo sammen med ham. I holder jo
Stævnemøder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om
ham, saa lad ham sejle sin egen Sø! ... Den Dreng!
Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste
Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og
gjort ham saa nervøs, at han kunde have knust og splintret alt, hvad
der stod ham i Vejen, dem maatte han nu have væltet fra sig, skaffet
sig Luft for: _Om_ hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og
Fætteren, end hun vilde ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun
kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!
-- Sid ikke der og se saa fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er
bare arrig af at se paa dig! Jeg ved godt, at du bare har ta'et mig
for at blive forsørget! Og at du bare gør Nar af mig! Og at jeg bare
er en Bondemand ved Siden af dig. Men nu _har_ du mig, nu er vi gift!
Og jeg skal vise dig, at jeg er Mand for at være Herre i mit Hus!
Han greb hende igen i Armen og ruskede til.
-- Forstaar du mig? For_staar_ du mig? spurgte han. -- Jeg vil ha',
du skal lystre! Jeg har godt set dig grine til din Greve, naar jeg
sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har
jeg set det. Men hvem er det, der har købt nye Kjoler til dig? Og
Vognen? Og Ridehesten? Du kunde ha' faaet det med mig, som du vilde;
men du har gaaet her og holdt mig for Nar! Du bryder dig ikke en
Døjt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at du tog mig. Men
jeg skal lære dig noget andet herefter. Du er _min_, forstaar du! Jeg
har _købt_ dig, forstaar du! Hvad bragte du med her til Gaarden?
Ingenting! Ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl! Du maa takke
din Gud til, at jeg vilde ha' dig og din Datter, som sad der og aad
tørt Brød af din Moders Naade! Og her lever du som en Dronning, gør
du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har du
ogsaa lært at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det
mange Gange! Og jeg holder Lærerinde til hende, som om hun var mit
eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Det er Takken, jeg har .....
Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede
Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm
rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende
Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Væsen, saa
forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had. Men samtidig
bævede hun ogsaa for, hvad han i sin utæmmede Brutalitet kunde finde
paa at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus!
Helmuth gik rastløs op og ned ad Gulvet. Hans Hænder var knyttede, og
hans smaa, brune Øjne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor
stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok faaet
Krammet paa hende. Hæ, hæ, han skulde lære hende at krybe for ham og
slikke hans Haand som en Hund, der rystede for Pisken!
Hun sad med Hovedet bøjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hænder
foldede i sit Skød. Mellem Kjolelinningen og Haaret lyste Halsen frem
slank og rund og med en svag, rosenrød Tone i Skæret fra Lampen.
Denne Strimmel Kød gjorde ham blød om Hjertet.
Han standsede.
-- Vilde ....
Intet Svar.
Han gik nærmere og bøjede sig ned over hende.
-- Vilde ....
Hun saa op paa ham koldt og afvisende. Saa bøjede han sig helt ned og
kyssede hende paa Halsen:
-- Har jeg været for slem imod dig, Vilde?
Hendes Ansigt og Øjne vedblev at være rolige. Men dybt i hendes
Hjerte lo det haanligt. Hun kendte Mændene; hun kendte disse
«Skabningens Herrer»: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes
Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres
Legemer!
-- Er du vred paa mig, Vilde?
-- Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo
somme Tider ikke, hvad du selv siger!
-- Nej ... nej, men ... Han gik hurtig om paa den anden Side af
Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om
hendes Liv.
-- Men det er jo, fordi jeg holder saa voldsom meget af dig! sagde
han. -- Det er, fordi jeg bli'er helt gal, naar jeg tænker paa, at du
maaske har noget at gøre med andre! Bare vi kunde faa den Søn, Vilde!
Saa vilde alting blive meget bedre. Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk
griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa
det! ... Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'?
Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun
kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehøvlethed!
Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.
-- Lille Vilde! hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.
Saa vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.
-- Nu kan det være nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af
Vrede. -- Ikke et Ord mere! Jeg _vil_ ikke taale alle dine
Fornærmelser! Jeg forbyder dig at tale saaledes til mig! Jeg forbyder
dig at komme i Nærheden af mig! Jeg forbyder dig at røre ved mig! Jeg
forbyder dig herefter at sætte dine Fødder i vort Soveværelse! Vil
_du_ være der, saa gaar _jeg_ min Vej ... over i den anden Fløj ...
i et af Gæsteværelserne .... Jeg vil ... jeg _vil_ ikke mere finde
mig i din Mangel paa Opdragelse ... din Taktløshed ... din ...
din .....
-- Vilde ...
-- Nej; jeg har faaet nok af at høre paa dig i Aften. Der maa dog
være en Grænse!
-- Vilde! sagde han truende.
Hun lod, som om hun ikke hørte ham.
-- Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i
Gæsteværelset; eller vil _du_ sove der? spurgte hun og vendte sig for
at gaa.
Men da greb han hende med begge Hænder i Skuldrene, og hans Stemme
lød hæs og stakaandet, som var han ved at kvæles.
-- Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens
han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod
hans Bryst, og hendes Hovede næsten laa paa hans Skulder. -- Sludder!
Sludder! gentog han. -- Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin
nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve?
Men jeg skal lære dig noget andet! Du skal lystre, lystre, _lystre_,
forstaar du! Ellers ta'er jeg dig med Vold! Forstaar du? Hører du?
Jeg ta'er dig med Vold! Jeg ta'er dig med Vold! Gaa ind og klæd dig
af! Naa! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gaa i Seng; du
behøver hende ikke i Aften! ... Naa!
Han løsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun
skulde efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rørte
sig ikke; hun laa halvt besvimet og sanseløs lænet tilbage op mod
ham.
Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde
lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et
Øjeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.
Derpaa gik han hen og aabnede Døren ind til Kammerjomfruens Værelse,
hvor ogsaa Karen sov:
-- De kan godt gaa i Seng! Baronessen behøver Dem ikke i Aften!
Saa gik han tilbage hen til Stolen.
-- Klæd dig nu af!
Men hun rørte sig ikke og svarede ikke.
Da begyndte han selv med famlende, nervøse Hænder at rive Klæderne af
hende, medens han ustandseligt mumlede:
-- Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise dig, hvem der
er Herre!
-- -- --
En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved
Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og
hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse.
Men Baronesse Alvilda laa med aabne, søvntunge Øjne og stirrede
haabløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.
Denne Ampel, der hænger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver
velordnet Ægteseng.
Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bænkerader.
Mændene til højre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bønder og
Husmænd med deres Kvinder og Børn. Alle var de i Kisteklæderne; og
Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger laa fuld af denne
stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og
bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Højtider.
Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani
skulde holde Høstprædiken.
I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers
at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten
over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet
med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket
det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os
andre i Dag, Johanne!
-- Jamen, havde Fruen forsøgt -- Maden, Adolf ....
Men Adolf havde rynket Brynene:
-- Du gaar med! Jeg har noget at sige, som du skal høre!
-- Ja, ja, naar du gerne ser det, saa gør jeg det naturligvis ....
Da Pastoren var gaaet ind i sit Soveværelse for at iføre sig Ornatet,
var Fru Mascani sunket om paa en Stol i Spisestuen og havde siddet
der fed, bred og ulykkelig, medens Taare efter Taare stille var
piblet frem under hendes Øjenlaag og trillet ned i hendes Skød. De
sidste Tiders Uro og Angest havde ganske undergravet den arme Kones
Kræfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over
sin Mand, og som hun havde været stolt af og til Dels levet paa, det
var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bøjen sig for hans
vekslende Luner, en dirrende, skrækfyldt Gruen for, hvad det næste
Øjeblik vilde bringe. Hun turde næppe længere aabne en Dør af Rædsel
for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Graad og Krampe, eller
finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og
ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart
udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom,
den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat
til at være. Og hun havde een Gang overrasket ham inde i Havestuen,
hvor han stod foran det store Spejl og vrængede af sig selv og under
uhøviske Gebærder og vanvittige og sjofle Tilraab havde truet med
knyttet Haand og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget
Billede.
-- --
Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt
i Salmen 460:
Hvor kan du dog i Synden le,
Du lysoptændte Øje ....
da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet
fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind.
Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og
fuldttonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de
kommende med et afmaalt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden
skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav
Møde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa
den som beroliget ind i Salmesangen igen.
Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som
Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over
Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra
Kirkegaarden. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra
de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens
Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel
paa Mennesker og Bønder.
Vend om til Gud, saa vil han sig
Med Naade til dig vende .....
Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med
Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og
gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende
Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.
Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjælpeløst
greb hun Claras Haand og hviskede:
-- Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!
Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og
uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme
rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt
at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da
hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans
frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i
Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til
Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!
Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda
havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa
Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig
ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod
Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge
og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne,
og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han
havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og
lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker,
forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde
Tilhørerne med Rædsel og Gru. -- Og hun var bleven halvt angest og
halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank
og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var
skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.
Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det
røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans
Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund
bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens
Guldfryndser ...
-- Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn haardt om Armen.
Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød
højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han
pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:
Sæt dig kun for af ganske Hu,
At du vil aldrig mere nu
Din Lyst i Synden søge.
Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et
Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i
Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes.
Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt
hævet over sine Faar, hvis Øjne og Øren aabnede sig for at lytte til
de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende
Manna paa den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og
Slæb, Arbejde og Forsagelse.
Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen.
Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste
med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Læberne med Spidsen
af Tungen og aandede dybt ud.
-- Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans
Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure -- Ene kom du
til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens
Navn være forbandet!
Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en
dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme
fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en
angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.
Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede
begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som
for at blive set af alle.
-- Her staar jeg, sagde han -- en Synder for Gud og Mennesker. Men
jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads?
Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at
bære? I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I
Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket.
Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet
Alverdens Synd! -- Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt
mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I
vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af
Forraadnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over paa Eder! -- Jeg har
drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I
har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra
Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg
stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I!
der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Støvet under
de mægtiges Fødder! -- Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet
paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brøde i mit
Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende
Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det højt, sendte I
Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. --
Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til
Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og
fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt
jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om
Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og
stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med
Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og
Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium,
som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: _Der er ingen Gud!_
Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der _er, er, er_
ingen Gud! -- Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for
_Ham_, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og
styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en
dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til
Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt
mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet
mig et Tegn! -- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans
hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne
Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves!
Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med
sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de
Kvinder, der optændte mit Begær! -- Allerede som Barn følte jeg mig
hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud!
-- I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader.
Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de
Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som
Helvedes evige Ild! -- Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt
denne Spire? _Han_, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa
vist som I tror og lærer, at uden _Hans_ Vilje falder ikke en Spurv
til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til
Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger
Helbredelse. _Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld!_ -- Som en
Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en
Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Døre for at fange et
Glimt af min egen Datters Nøgenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor
raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i
hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en
Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en
Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I
mig! Læg ikke Haand paa mig! _Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er
det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring_ ....
De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret
Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at
værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham
og føre ham bort.
Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig
og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i
Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned!
sagde de -- Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en
Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen;
ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge
Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres
_Præst_!
Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Døren fra
Vaabenhuset.
-- Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for
sig og sin Søn op mod Koret.
Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og
Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes
Skød.
-- I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der
tavs og maabende stod og saa til -- I maa gaa ud! I har ikke noget at
gøre herinde mere!
Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at
tømmes.
-- Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod
Præsten -- Saa skal jeg ta' mig af Konen!
Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han følte sig under Paavirkning
af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind
imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde
Baronen ikke have tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og
svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis
Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod
_Præsten_ ...
Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med
tryglende, graadfyldt Stemme:
-- Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han
ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og
naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter ....
Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til
Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulde
følge ham.
Og nu stod Højvelbaarenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag
ham, paa det øverste Trappetrin, ventede to haandfaste Bønder for at
komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.
-- Rør ikke ved mig! Læg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri
og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.
Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var
bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.
-- Hr. Pastor, sagde han -- De er syg ... De ... De er voldsom syg!
De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Præstegaarden. Jeg skal nok
følge Dem. Det ... det var en forfærdelig Tale, De holdt ... her i
Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem
noget. Jeg ....
Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og
besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han
viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold.
Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet
Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans
Strube.
-- Elendige! skreg han -- Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!