Ak ja, hvad er vi Mennesker! --

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte

Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved

pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men _de_, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og

uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene

favnende udstrakt imod ham, at _de_ sank sammen i haabløs

Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet

Længsel -- er _det_ at undres paa?

Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt

forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer,

saaledes følte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og

opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at

tilbringe nogle Uger paa Næsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede

sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod

vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han

sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men

han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var

bleven hans Refugium ....

Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske

uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde

kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en

Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det

er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til

det Hinsidige) -- netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede

ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin

aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud,

og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori

for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet

havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med

store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret

frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin

Gerning. Og _derfor_ havde han valgt sig disse rene og ubesmittede

Jomfruer til Objekter, _fordi_ han fuldt og fast haabede og ventede

at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres

hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han

set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og

Kvinde ....

Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk

Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!

Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned

ad Gulvet:

Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de

beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine

skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og

Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det

kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! -- Men naar

han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de

i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!

Ja, han var træt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa,

sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een

eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud

al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa

ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa

Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod.

Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet

Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen

fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til

den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og

liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med

disse Prædikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til

hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig

Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der

tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig

kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til

skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke

Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod.

Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede

om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles.

Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den

Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint

angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man

et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder

nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede

Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en

Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends

haardhændede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt _disse_ skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog,

trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde

længtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige

Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter

kaldte ham frem paa Arenaen!

Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den

anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse

lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time

senere holdt han foran Næssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for

at tage imod Gæsten.

-- Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand.

-- Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min

Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig

Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke

Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring

Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte

dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som

Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og

paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet

med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

-- Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. -- Hva'? Hun

ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines

Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til

sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede

hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. -- Du kan vove paa

at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og

sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte

uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille,

letbevægelige Kaninhjerte.

For han _var_ jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred,

ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og

store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber.

Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen.

Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have

nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde

fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været

vanskelige at faa fat i. -- For det er Fanden til Folkeforhold! sagde

han. -- Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! ... Hva' si'er

du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok

vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.

-- Ja, _De_ kunde sgu heller ikke stille meget op med _Deres_ Poter!

sagde Baronen. -- Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin

Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden

af Scheeles smalle, soignerede Haand. -- Hva'? Det er jo ikke Hænder

for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?

-- De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i

sine sarteste Følelser.

Helmuth lo buldrende.

-- Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. -- Jaja, det er maaske

et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

-- Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!

-- Aa, Fanden, en Spøg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod

han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur),

og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede

Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De

havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige

første Ægteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind

og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:

-- Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte

sammen!

-- Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand

paa Baronessens Arm! -- Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde

dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske,

ikke sandt?

-- Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg

havde fortjent!

-- Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!

-- Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille.

-- Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte

føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid

saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge

Nerver.

-- Livet er ofte vanskeligt at leve!

-- Ja.

-- Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig

til og tale med om alt ....

-- Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk.

Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham

og sagde -- Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre

paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:

-- Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig

som Ven, kære Alvilda!

-- Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og

forjættelsesrigt Blik. --

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt

hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte

denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den

tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem

var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren,

tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand

til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens

Fylde var inde.

I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at

konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og

naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som

Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad

Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han

lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres

Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved;

thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han

unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig

derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret

for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at

«glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa

denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de

sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i

Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og

Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren

Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. -- Efter Teen sad

Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og

Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens

Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp

for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i

Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om

stiv af Søvnighed.

Det gør ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig

hørbart! -- Og den første Aften, han laa todt derhenne i Krogen,

følte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine,

medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et

godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde

en let Bevægelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:

-- Nu maa du ikke skænde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig

ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid

og Dygtighed!

Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Haand og sendt

ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gør

en Mand baade glad og urolig. --

Og herefter lod de Højvelbaarenheden hvile i Fred.

Grev Scheele havde fastsat sit Besøg paa Næsset til fem Dage. Og nu

levede man løs paa den sjette!

-- Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige

godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme

den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden

Fætterens Ankomst.

-- Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne -- bliv

bare i _to_ Dage til?

-- Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.

-- Nu De, lille Jansen! lo Baronen. -- Saa _kan_ han sgu ikke sige

Nej!

Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.

Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst

overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han saa absolut skulde

hjem at betale Dagløn .....

Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af

Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen

med sin Kusine.

Han var bleven ung paa ny!

Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig

været før! kunde han have gjort til sine -- om han havde turdet.

Han var forelsket!

Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som

et Mandfolk _skal_ være det. Men han skammede sig for sig selv og

vovede ikke at tilstaa det.

Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som

et nyt «Objekt». Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem

med alle sine gamle Fraser om den «aandige Kærlighed» og den kommende

høje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at

være.

Og hun havde hørt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende Øjne,

hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Læbe havde stundom tegnet

sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter

til et fantasirigt Barns Pludren.

Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven

ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende,

at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse,

et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv

og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit

Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --

De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de

havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I

Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store,

dunkle Stuer oppe paa Næsset.

Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og

tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet

dræbt.

.......

Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i

Straahytten.

Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt

Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern

Fremtid kom til at herske over Menneskene.

-- Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. -- Du

indrømmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt

ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....

Baronessen, der som sædvanlig taalmodigt og stille havde siddet og

hørt paa Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Haand og lod den

langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.

-- Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i Øjnene.

-- Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!

Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin

Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til

Bedste?

Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.

-- Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre

dvælende glide ned over hans Kind. -- Lille, lille Kig-in-der-Welt!

--

Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød

frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!

Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud

af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede

hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede,

sitrende Kys.

-- Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. -- Jeg vil ikke

... Du maa ikke ...

Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til

Hvile paa hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at

hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.

Kvinden er jo nu engang saa uendelig kærlig af Naturen!

......

Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gæsteværelset hinsides

Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol

Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.

Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.

Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag,

fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de

høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde

ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.

Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og

straalende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og

skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets

sødeste Sødme!

Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen paa

Natbordet og begyndte at klæde sig af:

Altsaa havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som

hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet

Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme

Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi.

Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget

Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!

De Kvinder, han fordum saa hjerteløst havde forladt, havde været

klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv

mellem Kønnene!

Det havde han nu lært at indse ....

Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet

til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:

-- Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde

Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han

havde kunnet .....

Saaledes tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god!

-- -- --

Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og

Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit

Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene

i Kabinettet.

Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over

Slot og Have.

Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strømmede en stærk Duft af

Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt.

Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner.

Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under

Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip.

Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig

bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med

alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde

tro, at den var død.

Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin

Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille,

laadden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen

over Græsset. Saa løftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det

ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen ....

En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne

fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev

forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok

en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat

næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod

Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse

om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med

Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en

Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlaagene kneb den overlegent saa tæt

sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.

Katten ude paa Plænen løftede paa ny Hovedet og saa et Øjeblik hen

mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i

Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle

dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen

bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage,

ligesom logrende.

Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et

Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet

den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en

Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt

løs paa den graa.

I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med

Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrømt; thi et

Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset.

Snart var den hvidgule øverst, snart den graa. De bed hinanden

karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse

og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.

Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med

stigende Lidenskab fra begge Sider.

Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i

Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring

satte op paa dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og

huggede sine Tænder i dens Nakke.

.....

Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade

endnu henstrakt paa Kanapeen.

Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og

sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og

betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler

i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (d. e. Josefs

jordiske Hustrus) Billede:

-- Alvilda ...

-- Ja ...

-- Jeg elsker dig ...

Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.

-- Saadant noget kan man til Nød _tænke_, Alex! sagde hun.

Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.

-- Ses vi i Morgen? spurgte han.

-- I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!

-- Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen

Eftermiddag. Saa maaske ...

-- Hvilket?

-- Saa maaske jeg ogsaa var der ...

-- Et Stævnemøde?

-- Ja!

-- Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!

-- Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede

sit Ansigt frem over hendes.

-- Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.

Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.

Karen stormede ind i Kabinettet:

-- Her er Bud fra Præstegaarden, om jeg og Frøken Jansen maa komme

derned til Chokolade i Eftermiddag?

-- Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde

paa Kontoret, ved du!

-- Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?

-- Jamen Lektierne!

-- Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!

-- Du kan jo spørge Onkel Alex.

-- Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa

Siden.

-- Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. -- Men jeg rejser jo

i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.

-- _Gør_ du? spurgte Pigebarnet betuttet. -- Det havde jeg sgu helt

glemt!

-- Men _Baby_ dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. -- Hvor _faar_ du

saadanne Ord fra?

-- Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende

og fløj Moderen om Halsen. -- Maa vi saa? gentog hun.

-- Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke,

hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge

saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...

Karen stod et Øjeblik og saa sønderknust ned for sig. Saa løb hun

pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:

-- Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op paa

Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.

-- Men _Karen_ dog! sagde Hendes Naade og rødmede uvilkaarlig ved

Barnets Adfærd.

Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede

Kind.

-- Jo, nikkede han smilende -- saa faar I da være fri for Lektierne

... Men ingen fæle Ord i Præstegaarden, Baby! formanede han.

-- Det er nu ikke saa nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille

alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at

bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.

Men paa Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og

sendte Greven et Par Fingerkys.

-- Farvel! sagde hun. -- Og kom snart igen!

Saa lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind paa

ny:

-- Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!

Og saa forsvandt hun.

Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa

ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og

laa, sødt slumrende, Side om Side paa den grønne Plæne midt i den

bagende Sol.

Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, saa

tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.

-- Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. -- Hvor henrivende!

-- Ja, nikkede han mildt -- de uskyldige Dyr!

Og hun bøjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at

hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læbe

skælvede.

-- Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. -- Du har opvakt min Sjæl

fra de døde!

Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....

Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en

fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med

aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der

var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de

store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt

rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for

Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet

pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen, trods

Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: «da hun ellers ikke

havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!»

-- -- --

Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at

besøge den gamle Dame.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den

forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i

Værelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun

frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».

Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede

Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at

sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet

til Mellemmad.

Om den døvstumme nu kom til Stede?

Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i

Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille

Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset

og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser,

Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige

Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes

Barndomshjem i Hobro -- denne lille By, som sent og tidligt levede i

hendes Drømme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen,

mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa

Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem

og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa

kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme

Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige,

uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede

Hænder mod en lukket Dør.

-- Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet.

Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.

Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet.

Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

-- Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen

et Minut!

Frøkenen gik ud.

Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede

Støvler mod Døren deroppe.

-- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte

sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa

blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste

Led blødte:

-- Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun.

Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at

faa dem.

-- Hvem? spurgte hun -- Hvem bed?

-- Stasia, naturligvis!

-- Er hun ... da der oppe?

-- Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse,

satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter

den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og

Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu

i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes.

Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet

en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at

dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo

nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro;

men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var

ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde

og ... og .....

-- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!

Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa

Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem

Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

-- Hvor mon dog Karen bliver af?

-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue

-- Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod

og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man

ikke langt med i denne Verden!

Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa

en Stol lige over for hende.

-- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund

i Tavshed -- Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?

Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.

-- Ja, gerne ... hviskede hun.

-- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som

en Forhørsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at

være Skolemamsel hos min Svigerdatter?

-- Rigtig godt ... stammede Frøkenen.

-- Sludder! lød det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til

mig!

-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen.

Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes

Krydsforhør.

-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte

Baronessen.

-- Nej ... sagde Frøkenen sagte.

-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i

salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du

holder maaske meget af den Parfume?

-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade

om et andet Værelse ...

-- Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?

-- Min Moder er Enke ...

-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?

-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

-- De er ikke konfirmerede?

-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...

-- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din

Moder?

-- Ja, mange Penge har hun ikke ...

-- Hvor mange?

-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.

-- Herregud! Hvad var din Fader?

-- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...

-- Hvornaar døde han?

-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

-- Spis Kage! ... Hvad døde han af?

-- Brystsyge ...

-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...

Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede

højt.

-- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?

-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...

Baronessen rystede energisk sine Krøller.

-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere

Stivelse i dig! sagde hun.

-- Ja--a ... hviskede Kaninen trøstesløs.

Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op

og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med

sin dybe Mandfolkerøst.

-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn!

Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke

haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over

Frøkenens Haar.

-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder

meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et

Smil.

-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer længere

frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i

Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser,

at hendes Læremor har vandet Agurker!

-- --

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens

Kusk.

Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende

og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe

naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad

Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene.

Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes

mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun

rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.

-- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt

lide!

Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:

Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt,

men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning,

et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige

mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der

stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.

-- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om

Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.

-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab

skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar

hun blev for slem!

-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg

Frøkenen inde paa ....

Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store

Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.

Kaninen rødmede über und über.

-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du

lukkede op igen! mente Baronessen.

-- Det var ikke mig, der lukkede op ...

-- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.

... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har været Spas for Helmuth!

.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var

jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand

imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre

Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske

anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma»

inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne

gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst

og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde

Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke

baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig

paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne

Høflighed ....

-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin

Ensomhed i Køkkenet.

Den gamle Frue gik derud:

-- Vil han ha' en Kop til?

-- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

-- Et Stykke Kage?

-- Næi, mange Tak!

-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og

ryge!

-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen

og spænder for?

-- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.

-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl.

seks!

-- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

-- Nej! sagde Karen.

-- Jo! sagde Kaninen -- vil De være saa god!

-- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.

-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!

-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i

Øret og sagde -- Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin

Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet

ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet

hørte.

-- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der

ikke blive lukket op for Stasia?

Den gamle saa hen paa det store Ur.

-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Præcis Klokken syv lukker jeg op.

-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.

-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.

-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I

Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i

Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine

Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

-- Sikket Grin! sagde hun.

-- Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt

pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!

-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en

Tallerken i Stykker!

-- Kindheste, spurgte Karen næsvist -- hvor mange Ben har de?

-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en

med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere

end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og

samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

-- Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut

før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne

Stasias Fængsel.

Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet

Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun

havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par

Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.

Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager

uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen

og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han

vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og

Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden,

og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende

og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt

nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og

tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge

Arbejde andetsteds.

Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne

Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde

fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved

Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede

sig nervøst under det stumpede Skørt.

-- Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.

-- Nej! sagde Præsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt!

Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den

Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi

Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!

Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.

-- Aldrig havde jeg dog tænkt _det_! sagde hun og løftede Forklædet

op til Øjnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot

og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til

Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e!

Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!

Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne

skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.

-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at

du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det

hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør

og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder

herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os!

... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du

skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg

sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal

staa nøgne for Menighedens Aasyn!_

Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod

Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem

af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen

og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig

hendes daarlige Ben kunde bære hende.

Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet

Arbejde i Præstegaarden.

-- Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. --

Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?

Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i

Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.

-- Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. -- Han løftede Haand

imod mig!

-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?

-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham

li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!

Amalie saa sig forfærdet om.

-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig

ulykkelig, om no'en hørte dig!

-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har

voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid!

Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til

at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!

-- Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken.

-- I var vel enige nok om den Ting!

-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.

-- Næi, naturligvis! ...

-- Har du kanske haft din Næse imellem?

-- Næi ....

-- Saa holder du din Hals!

Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine,

for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i

Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en

Bid Brød af.

-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en

lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa

den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra,

da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.

Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.

-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han

sa'e?

-- Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.

-- Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg

skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!

-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Præst,

der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da

osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke

en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa

Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen.

Det _maa_ jo ende med et Mirakel!

-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine,

der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at

undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid

vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan

staa ham imod, naar han _vil_!

-- Næi vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde

sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.

-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede

hun a'!

-- Jamen nu er han jo da blit gammel.

-- Gammel? grinte Stine. -- Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre

det bli'er, jo værre sprutter det!

Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord

om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema,

naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans

Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og

Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge,

som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa

Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af

Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den

andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med

et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren.

Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog

sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder

og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.

-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine

filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel

Skrædder!

-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for,

ved jeg!

-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.

-- Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.

-- -- --

Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den

hele Egn.

Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De

hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?

Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse

og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og

morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er

tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske

Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør

sit Offer latterligt!

Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere

en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen

gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede

snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin

Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham

kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor,

naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne

udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i

Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.

Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et

Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans

Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig

Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang

ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en

skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».

Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de

to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de

i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder.

Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse,

var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun

fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem

Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet,

medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa

han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede

Hænder mod Døren og raabt:

-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du!

Hører du!

Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere

derinde.

Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet

den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været

stille.

Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet

usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...

Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab

eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den

muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at

han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig

at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en

Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der

engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde

tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som

Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....

Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde

ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.

-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige

-- og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ...

Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren

havde sat sig.

-- Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi han havde i den

sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa

Hensyntagen.

-- De skulde rejse!

-- Rejse?

-- Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Kræfter! Jo,

vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart

ikke mere Kød paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Før var De

brun, og det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad er det,

der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa løjerlige!

Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervøs trods alt

sit Kød! I skulde rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er!

Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har levet længe nok til at

kunne se bag Tænderne!

Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berørte

ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet

sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var

det hele!

Men Enkebaronessen lod sig ikke føre bag Lyset. Hun rystede sine

Krøller og hævede en Pegefinger.

-- Verden er forrykt! sagde hun. -- I ender alle paa Galehuset! Jeg

er den eneste normale!

Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun

holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer

med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.

-- Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. -- Jeg ser jo,

hvor Drengen pines. Hun har kun Øjne for ham, Scheele, Fætteren, den

Fløjelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brød

sig om hende; men han er jo saa væk i hende som en Kat i en

Rødspætte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prøvet paa

det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt

ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen

paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at

der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De

ikke tale med en af Parterne?

Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke

høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved!

Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes

ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende

Opgør, han skulde have med sig selv!

Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og

Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom

der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene

gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o.

s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte

sig ind mellem de andre Gæster.

Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem

Stuerne ...

Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og

sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne

af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der

stundede til.

-- Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og

stirrede drømmende ud i Halvmørket.

-- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani

afgjort.

-- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

-- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og

kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

-- Du er storartet!

-- De er af Ruslæder, vedblev den lille -- Jeg har taget den ene! ...

Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede

den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

-- Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den -- hvor den dog er dejlig!

... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

-- Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende

igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb

ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om

Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til

Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun

sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun

var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i

Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget

Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget

Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i

Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde

tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara

tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der

hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel

Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt,

spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede

et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind

gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget.

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa

indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og

røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var

fortæret.

-- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

-- Nej! sagde Kaninen afgjort.

-- Jo--o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig -- lad

os det!

-- Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme

ind i Badehuset!

-- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker!

mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara

sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne

staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

-- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i

Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne

Blade.

-- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende

stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og

lystigere.

-- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren -- Lad os raabe om

Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst

vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i

en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over

Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt

lykkedes hende at slukke Ilden.

-- Hvor _turde_ du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

-- Aa, det var da saa nemt ....

-- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over

Haaret -- Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste

Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

-- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte

i den højeste Sindsbevægelse -- det havde været en værre Historie!

-- Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

-- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

-- Naa--aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod

og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

-- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby -- Det kunde for

Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun -- Vi maa

skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det

halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

-- Puhh, sikken Varme! vedblev hun -- Det skal rigtignok blive

dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svømme,

Clara?

-- Ja, lidt.

-- Saa kan du lære Frøken Jansen og mig det!

Kaninen forsøgte et sidste Argument:

-- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den

aabne Strand, Baby!

-- Jo--o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren,

hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes

ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod

Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt

over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var

saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa

den modsatte Bred.

-- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over

Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

-- Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende -- saa kan vi

da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger

nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud

over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten

var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

-- Kom nu! raabte hun -- Vi _skal_ i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af

Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af

dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa

Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

-- Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig --

Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun _kunde_

ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til

det; havde aldrig prøvet det før.

-- Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare

Chemise og trak Strømperne af -- Nu er vi andre snart færdige!

-- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage -- Vi har heller ingen

Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

-- Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken

Mascani.

-- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

-- Hurra--a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

-- Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud,

forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud

lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over

Ryggen.

-- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at

plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om

hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt

omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

-- Uh, sagde hun og gyste let -- det er koldt!

-- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem

deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke

vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt

og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem

tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes

Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun

vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne

glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk

som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med

dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede

Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og

Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun

ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

-- Halløj! raabte Karen -- Kom dog, Frøken Jansen!

-- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani -- Vandet er ganske

lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde

sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit

Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere

ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade

Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg

og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende

derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

-- Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene -- Sæt, de

svømmede herover!

-- Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen -- Klokken er mange!

-- Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i

en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind

mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig

igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere

langbenet end Karen, naaede først ind.

-- Se nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod

oppe paa Sandet -- Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa

og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask

med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand

sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe

for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

-- Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske?

-- Drukne mig! lo Synderen.

-- Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme -- Godt, min

Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen

derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste

Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

Vift stolt paa Kodans Bølge,

blodrøde Dannebrog, paa en Pind!

-- Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani -- Kom nu ned og klæd dig paa!

-- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

Du over Helte svæved,

som sank i Dødens Favn ....

Karen! befalede Kaninen og rejste sig -- kom ned straks, hører du!

-- Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun

løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

Dit lyse Kors har hævet

til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!

-- -- --

Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod

Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig

ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.

Der var stort Selskab paa Næsset.

-- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt -- Og det er

bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og

var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale

og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med

Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde

Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius

var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv

havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og

brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

-- Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde

Hendes gamle Naade sagt himmelhøjt til sin Bordkavaler Byfoged From,

der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit

hvide Halsbind:

-- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men

lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende

efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om

Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde

Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven

nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og

agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange

Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne

staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende

sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans

længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og

Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og

hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord

i Øret ...

-- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til

Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et

fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa

mange til Gæst paa een Gang. -- Niels! raabte han -- skænk Sødt for

Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat.

Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

-- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som

følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod

og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og

Blomster.

-- Karen! advarede Kaninen -- ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa

at hun var ved at miste Vejret.

-- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun

fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt

af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

-- Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara -- i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra

ham.

-- La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig -- I brænder

Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte

sig af Stedet.

-- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs

-- Jeg skal skynde mig!

-- Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og

Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen

holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at

Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte

trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog

et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen.

Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med

Gløderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt

ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

-- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt

-- Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bød hende Armen.

-- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele

og sagde:

-- De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

-- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i

Skoven!

-- --

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

-- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke,

brune Øjne:

-- Jeg er træt! sagde han.

-- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa

træt, om jeg tør spørge?

-- Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig

selv og andre!

Baronessen smilte.

-- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede -- Gud

«kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er

det hele!

-- Men Hr. Pastor dog!

-- Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt -- Led os ikke i

Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med

Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som

jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det,

_han_ kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

-- Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen

forvirret.

-- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa

hendes Bemærkning -- Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran

«Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden

med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og

bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og

Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne --

hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder

i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben?

Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa

ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det

samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han

er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet.

Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel

hasarderet Spøg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa

sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede

i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind til

Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede

Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

-- Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme -- Jeg har vist

forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og

sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten -- De vilde bevise

mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at

tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af

Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

-- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

-- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig løftede Mascani Hovedet.

-- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og

bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans

Øjenlaag sank i -- Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en

stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke,

hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig

og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt

berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende

gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med

Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

-- Kære Hr. Pastor, forsøgte hun -- er det ikke bedre, at vi gaar op?

Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke

foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

-- Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke?

spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

-- Deres Præken? spurgte hun forbavset.

-- Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

-- Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

-- Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

-- Nej ...

-- Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende

Glimt i Øjnene.

-- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men

saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert

og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

-- Jeg vil ikke høre paa ...

-- Hæ, hæ! vedblev han klukkende -- En smuk Beskæftigelse for en

«Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede

Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa,

Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig

forover ned mod Bordets Plade -- vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af

Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis

Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det

for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været

sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod og stirrede ud mellem

Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig

hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en

Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og

holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og

slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var

overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

-- Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende

-- kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre

over sig selv?

-- Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

-- De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt -- Det er forbi ...

For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer

løb ned ad hans Kinder -- For denne Gang! ... Aa, men om De vidste,

hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra

deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

-- Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af

Hytten -- Vi maa op til de andre!

-- Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra

Skoven og kom forbi Straahytten.

-- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og

pegede op gennem Bøgealleen -- Mon de har været derinde? sagde han og

slog med Hovedet ind mod Hytten.

-- Hæ, hæ! grinte Forpagteren -- Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad

de kvindelige Behageligheder angaar!

-- Den er sgu osse god til _det_! nikkede Proprietæren -- Gamle

Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

-- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

-- Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig,

Fa'er!

-- Hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja!

Pause.

-- Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte?

-- Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

-- Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar

di rejste væk.

-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!

-- Født i Nat ... hæ! Da har _jeg_ sgu set det da! Forleden jeg var

her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin

Skrivebordsskuffe. «Et Kyskhedens Bælte», kaldte han det.

-- Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer

brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det,

Klaumann! Hvor har han det fra?

-- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i

en Skuffe.

-- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

-- Og det ka' laases!

-- Ka' det _laases_? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha',

hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til

Marked, hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!

-- Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet

paa a' byde vos!

-- Hi, hi, nej; vi er jo da «Skabningens Herrer», Jørgensen!

Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.

-- -- --

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet

oppe i Salonerne.

Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietærerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom løbende ind fra Galleriet:

-- Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

-- Ja, vær saa god Børn!

-- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med

Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af

Herrerne bød Damer op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt

Mærke til, at hun udspionerede ham.

-- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun -- Jeg har danset her, da

Gulvet var helt!

Proprietærerne gik rundt og saa paa Forfædrenes Billeder, som hang

omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med

Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i

Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

-- _Det_ var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde

Proprietær Hansen.

-- Og _det_ var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.

Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:

-- Og _han_ der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode

Egetømmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte

trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og

støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og

de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.

-- Ha'de man bare _Pengene_! sagde Baronen, der sad og spillede

L'hombre ovre i Kontoret -- Saa skulde Næsset sgu blive en

Mønstergaard!

-- Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit

Glas.

-- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen --

Men de Satans Folkeforhold!

-- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen -- før kommer der ikke

Orden i Sagerne!

-- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From -- tamper vi ikke Rakket,

tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda

stod og gav Niels Tjener en Ordre.

-- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes

Haand.

-- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans

Spørgsmaal.

Præsten saa paa Damen med store, brændende Øjne.

-- At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde

han og førte hendes Haand op til sine Læber -- Hvem der var tyve Aar

yngre! hviskede han -- Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

-- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede

og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med

et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i

Gæsteværelset.

Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede

sin Mund ind mod hendes.

-- Man er saa ond imod mig! sagde han -- Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige

saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og

forsvandt ....

-- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mødte

frem med Sjalet -- hvor bliver du af?

Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

-- Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.

-- De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen

ved Siden af Enkebaronessen.

-- Nej, stammede Kaninen -- nej men .... jeg ....

-- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade -- og det

er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frøkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede

hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de

svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hænderne:

-- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine.

Hun syntes først at gøre Modstand og saa sig ængstelig omkring. Men

han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og

snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle

Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og

hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens

Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over

hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa med store,

forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt

klappede i Hænderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige

Fætter!

Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa «Harmonien».

Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet

og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i

Haandgemæng.

-- Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og

Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager

Svendsen fra Uggerløse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den

sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne

paa Krigsskuepladsen.

-- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. -- Hvor er

Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham!

han myrder ham!

Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt

midt paa Gulvet i Skænkestuen.

Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede

Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at

han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

-- Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et

Slag med sin knyttede, blodige Næve midt mellem Øjnene. -- Saa du

bider! Jeg ska' muntre dig!

-- Nu trækker han Kniven! skreg Gæsterne, der hidtil havde staaet

ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

-- Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. --

Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede

med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter

Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

-- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men

ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en

Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs

Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten

flængedes, og det nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned

til Bukselinningen.

-- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu

faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og

vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.

-- Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der

raabte.

-- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

-- Hvor er Værten? brøledes der.

-- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe

paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret

Situationen.

-- Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at

løfte sig op paa Tæerne for bedre at se.

-- Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.

Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al

Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

-- Vil du slippe! hvæsede han.

Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube.

Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.

Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham

ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han

Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.

Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over

Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den

anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.

-- Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man.

-- Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen.

-- Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. -- Det er jo hans

Folk!

-- Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.

-- Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af

Stimmelen uden for Gæstgiveriet.

-- Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!

-- Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem!

-- Han bruger Kniv! lød det rundt om fra.

Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren.

Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse.

-- Det er Baronen sæl! mumledes der. -- Det er Baronen fra Næsset.

Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra

Døren hen til de kæmpende.

Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke

og Vest og stramtsiddende, graa Benklæder. Ridepisken havde han

stukket ned i den ene Støvle.