Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!
Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i
Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de
ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde
længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker
paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den _Mand_, som
fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke,
men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at
tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte
Jomfrusegl ...
O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!
Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette
Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og
de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord
som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det
ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke,
men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød
Sorg m. m. ....