-- Hvad er der i Vejen, Helmuth?
Helmuth lod Haanden synke.
-- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet
der!
-- Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!
-- Javel, Deres Naade!
-- Er Frokosten færdig?
-- Om et Øjeblik, Deres Naade!
-- Gaa saa ned og ret an!
Tjeneren forsvandt.
-- Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?
Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.
-- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!
-- Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!
Hendes Naade greb sig op til Hovedet:
-- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....
Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.
-- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.
-- Lidt Hovedpine ...
-- Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun
hurtig vendte til.
-- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme -- Den gør mig
altid saa nervøs. Du raaber saa højt!
-- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.
-- Ja, ja, ja! ... Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om
Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa?
Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!
-- Det Bondebæst!
-- Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et
Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!
-- Ja--a, maaske ....
-- Synes du ikke, vi skulde prøve ham?
-- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...
-- I finder saamænd _nok_ en! ... Kan han begynde straks i Morgen
tidlig?
-- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at _jeg_
vil ikke ha' noget med at dressere ham!
-- Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte
hun og strøg sin Bamse om Haaret.
Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.
-- Ikke for voldsom, Helmuth!
-- Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?
-- Nej, det generer mig.
-- Du er da vel ikke ... Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han
med straalende Øjne.
-- Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs -- Du plager mig med dine
Spørgsmaal!
-- Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene
-- Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!
-- Der er rettet an! meldte Tjeneren.
Baronen tog sin Kones Arm:
-- Kom saa, jeg er sulten!
-- Du glemmer, at du skal skifte Frakke!
-- Aa skidt!
-- Nej, du lugter af Stald!
Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af
Kontoret og skifte Frakke.
Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja,
var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det
muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!
Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han
ikke.
Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde
Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da
Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle
Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.
Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke
fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte
sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig
og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine,
hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar
og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun
fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det
tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:
-- De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold -- Men jeg
ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa
fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig
lært noget!
Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte
Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af
naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.
-- Nej! sagde han afgjort -- Det passer ikke paa mig, for jeg er saa
voldsom hidsig!
-- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit
sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.
Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:
-- Nej, sagde han -- Dem vilde jeg være evig god ved!
Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og
trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:
-- Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge
Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en
Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa
voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ...
og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har
været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de
alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg
anholde om Deres Haand? ... Jeg skal være saa god imod Dem hele mit
Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres Øjne ...
Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa
Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat ... Vil De være min
Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ....
Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv.
Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans
tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine
og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter
Prygl.
Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun
skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran
det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun _maatte_ ud af
disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med
hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren
kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav
dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed,
var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende
Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes
at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og
Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte
for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og,
som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da
Baron!
Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:
-- Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk -- Jeg
vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og
Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....
Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke
forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun
havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt
Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i
hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig
koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans
Haar:
-- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love
sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive
ham for stor en Skuffelse.
Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove
af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og
regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda,
Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne,
holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham
kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.
-- --
Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev
berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.
Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at
bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer.
Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin
Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:
-- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene
paa deres Værelse -- Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket
Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved
at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun
indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo
ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovværk, hun
bærer paa Hovedet!
Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:
-- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par
ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget
tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!
Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit
Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende
Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til
hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en
Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind,
naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde
hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig
«ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt
Mærke til, men _nu_ ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer!
Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa
disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der,
naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at
maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om!
Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ...
Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig
ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til
Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!
Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse
og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede
han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde
engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og
nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at
overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach,
comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin
Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i
Søvn.
-- --
Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron
Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans
meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar
han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden
ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om
Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i
den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt
indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man
havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han
stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle
Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for
Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han
lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og
sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i
sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er
nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født
Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig
aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et
sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende
Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler.
Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af
Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en
Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist
til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste
lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags
religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at
betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til
med Hatten i Haanden.
Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være
Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og
Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med
en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin
fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den
Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han
stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at
kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi
med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig
en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel
ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven
hans Kone!
-- -- --
Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte
og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin
Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket
tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som
ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han
haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet
Husholdningselev. Men det var bare «Kødet», der momentvis var kommet
i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. _Nu_ derimod,
lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede
Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter
kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde
sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor
herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun
behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at
kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog
og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge
sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar
hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en
intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han
næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig
en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og
han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille
sig, at hun lige nys havde forladt ham.
-- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun
kom fra sit Køkken og sin Kælder -- Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du
har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.
Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem
Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale
med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang.
Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske
formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine
Længsler.
-- --
Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til
Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de
nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store
Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk
derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt
Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun
havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!
-- -- --
Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny
Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave
af den afdøde Ejers efterlevende Enke.
Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og
vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte
de Priserne saa nøje som muligt.
Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.
-- Du vil nok trække mig op, Mor? sagde Helmuth.
-- Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.
Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne,
forinden de kunde blive enige.
Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde
have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire
Terminer .....
Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler,
hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de
daarligste:
-- Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun --
Men dem _vil_ jeg ha'!
Og Helmuth maatte bøje sig ....
Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og
Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede
Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter
denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!
Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i
Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....
Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Maaned paa Næsset;
men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende
Døgnets tungeste Stunder!
Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne.
Naar Hendes Naade korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen
rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene
vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et
optrækkende Uvejr ....
Her lidt om samme Frøkens Fortid:
Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro.
Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine
fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere
Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.
Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom
til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed
til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa
Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes
tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i
Jylland.
Elise maatte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun
ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og
sysle og hæge om de tre yngre Søskende.
Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik
Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter
Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større
Pigeskole.
Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager;
og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet
igen.
Saa læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung
Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10-11 Aars
Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.
Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende
Avertissementet:
-- Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?
Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa
Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne.
-- Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! ... Og
hos saa fine Folk!
Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.
Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der
Svar.
Fru Jansen skulde give Møde med sin Datter i et Hotel garni i
Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.
Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var paa
Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun
vandrede af Sted med Moderen.
Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om
Aaret og Vadsken frit.
Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa
Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach,
og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt
lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de
gik ud paa Gaden.
Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at
kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i
Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.
-- -- --
Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal
paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.
-- Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede
for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken
-- Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske!
De ser ud til at trænge til det!
-- Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et
frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide
Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.
-- Ja, hvor _er_ dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig --
Hendes Ben er meget tyndere end mine!
-- Hø, hø, hø! lo Baronen.
-- Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.
-- Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....
-- Hyss!
Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet
omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.
I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen
nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer,
der skændtes.
-- Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning --
Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa
ned og se, hvad det er!
Niels gik.
-- Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.
-- Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa
slap vi for alle de Ærgrelser.
-- Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! ... Hva' Fanden, jeg synes min
Salighed, de kommer herop!
Baronen vilde rejse sig.
-- Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig -- Niels kommer
nok og siger Besked.
Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:
-- Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!
-- Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.
Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....
Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.
Baronen skød heftig Stolen tilbage.
-- Madro _vil_ jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet --
Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.
Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en
stor, sortskægget Mand.
-- Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.
-- Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld
i Hænderne.
Baronen gik tæt hen til Manden:
-- Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?
-- Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.
-- Saa gaa ned med dig!
-- Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig -- Men
det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til
Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?
-- Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth.
Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre
Haand.
-- Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.
-- Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.
Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:
-- Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen -- -- Hvad er
det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.
Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:
-- Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres
Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med
Herskabets Mening?
-- Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt --
Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu
ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa
De henvende Dem paa Kontoret!
Jakob trak sig hen mod Taarndøren:
-- Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det
er en Djævel!
-- Jeg skal nok tale med hende!
-- Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....
-- Han skulde være smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen,
da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine
Boller.
-- Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!
-- Saa--aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?
-- Nej; men netop derfor, min Ven!
Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af
Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad
til Mand og Børn. Nu skulde hun hen i Præstegaardshaven igen, hvor
hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.
Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent
bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en
Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.
Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og
bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk
Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens
Kontor.
Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene
fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør.
Ingen svarede.
Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind!
Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig
fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:
-- Er det dig, Stine?
-- Jo, Hr. Pastor.
-- Hvad godt?
Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i
sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.
Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende
Saar frem.
-- Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt.
Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen. Saa rejste
han sig og gav sig til at gaa hurtig op og ned ad Gulvet:
-- Hvad siger Doktoren?
-- Jeg skal jo bruge den grønne Salle, siger han!
-- Ja men saa brug den da!
-- Jeg har ikke no'et aa købe for. Pengene gaar til Føden og
Klæderne. Og saa mente Jens, at Pastoren ... En Æske koster paa nær
en Krone!
Mascani tog sin Portemonnæ frem.
-- Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge -- Det er nok til to
Æsker.
-- Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere -- Jeg
tænkte jo nok, at naar ....
-- Ja, ja, det er godt! Gaa saa!
Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.
Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod
Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.
Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han
knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.
Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al
Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt
ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.
Lidt efter bankedes der paa Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte
det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt
han skjult i Hænderne.
Døren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa
Tærskelen.
Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa
Skuldrene og smilede ondt:
-- Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg
har paa Følelsen, at hun kommer ind til os.
Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel.
-- Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt -- Jeg
begriber ikke, at du gider!
Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet:
-- Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og
tilbage -- Jeg holder det ikke ud, Johanne!
Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og
raabte teatralsk:
-- Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan
det endnu, om du blot vilde række mig en forsonende Haand! Men du
ifører dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!
Præstinden slog afværgende ud med Haanden.
-- At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun.
Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte -- Hvis Baronessen
kommer herind, haaber jeg, at du viser dig!
Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Døren.
I samme Øjeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile,
der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.
Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt
buldrende ned paa Gulvet.
Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj
rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt
under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:
-- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over
Gaardspladsen .....
En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og
loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad
Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og
brun (en Knapstrupper med «Glasøjne»), og som hev lidt paa det
venstre Bagben.
Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.
Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men «Hendes
gamle Naade», som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte
hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun
ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag
omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned,
lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at
aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.
Denne Befordring, «Pagtens Ark» havde man døbt den (og Hesten, der
var en Hoppe, kaldte Baronessen «Rigmor») -- denne Befordring blev
snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!
Naar Husmødrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at
laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser,
Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den
gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og
lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem
ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø,
som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.
-- I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg
regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer -- saa I kan vel
nok unde mig den Snavs Hummer.
Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig
indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig
fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at
sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskener: Kyllingerne,
Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun
beordrede hældt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at
finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa,
hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.
Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da
denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig
Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder
for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget
attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og
Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent
rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden
Fetalje gemt i Høet under Forsædet.
-- --
-- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa
at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og
blundet, forvildet slog Øjnene op.
Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende
Træsko.
-- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen
skarpt.
-- Hva'? sagde Søren.
-- Sover han?
-- Næi ....
-- Er Herskabet hjemme?
-- Jo--o, det tror jeg da.
-- Da lader det dog næsten ikke til det!
Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.
Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange
Baand og Plumager.
-- Hvor er da de Mennesker henne!
Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte
nogen frem for at tage imod hende.
Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara
viste sig under Slyngroserne.
-- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad
overraskede Ansigter.
-- Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
-- Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!
Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen,
efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin
Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde
Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.
-- Klods! skældte den gamle -- _se_ kan hun da!
-- Skal der spændes fra? spurgte Søren.
-- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.
-- Naturligvis! smilede Pastorinden.
-- Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du
fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet!
Den døvstumme listede af Sted.
Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra
Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit
havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de
skærmende Skabslaager ...
-- Vil Baronessen ikke tage Plads?
-- Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav
sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen -- Jeg har
siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har
ingen Ben! ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun
stadig vandrede af Sted -- men der var ingen hjemme uden Karen og den
lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne
Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine
Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke
Køerne, men de andre?
-- Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.
-- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer ... saadan
før Middag! ... Var min Søn med?
-- Ja.
-- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er
saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med
herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et
Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.
-- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i
Lysthuset?
-- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar
her nu bliver godt luftet!
Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede
hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.
-- Husk, jeg bruger _raa_ Fløde! raabte Baronessen efter hende -- Og
lille Kop, men stærk! .....
Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.
Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og
nikkede bifaldende.
-- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden -- meget
fornuftigt!
Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik
fra hende:
-- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun.
Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:
-- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar
De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en
Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! ... I
salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og
Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk
paa Munden.
Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:
-- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det
er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...
-- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden -- naar man oven i Købet er
enige!
Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med
Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun
frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.
Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der
slæbte af med en Liggeand.
-- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny -- hvad mener man
egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?
-- De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde
Pastorinden undvigende.
-- Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! _Hun_ bryder
sig ikke en Døjt om ham!
-- Men kære Baronesse ...
-- _Ikke en Døjt_, min Bedste! _Hun vilde_ giftes igen, det er
Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer!
Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!
-- Lever hendes første Mand endnu?
-- Ja i bedste Velgaaende, gør han!
-- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine
Kundskaber berigede -- Hvad er han?
-- Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo
sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var
opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen
ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det
kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!
-- _Gud_bevares!
-- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med
Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det
var, han hed, Utysket. Men hun _vilde_ ha' ham. Der var nok
Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris
med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk
med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og
saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for
naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres
Kærlighed -- -- Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode!
Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme
i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske
Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme
tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan
tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!
-- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...
-- Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse!
Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.
-- Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin
Hustru; og forelsket!
-- Ja, _ham_ er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder
kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han _gider_ ikke være over
flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende
Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!
-- Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.
Men den gamle Naade kørte paa:
-- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn
uden pr. Fuldmægtig!
Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter
netop viste sig i Døren.
-- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en
lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med
Stasia som Kokkepige?
Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.
-- Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru
Johannes Stemme -- aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver
Maden! ....
Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.
-- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var
skænket.
-- Jo, nikkede Pastorinden -- jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara,
gaa ind og hent din Fader!
Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og
afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede
Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans
Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod
Døren) -- eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her
midt for Baronessens Øjne.
Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt
Gud og Hvermand vidste Besked om den.
-- Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene
tilbage.
-- Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!
-- Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at
sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet -- En lille Kage,
Deres Naade?
-- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!
Hendes Naade var i Krigshumør.
Men saa kom Pastoren.
Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede
Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget
op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.
Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med
Velbehag:
-- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store,
røde, ringbesatte Haand -- endelig ser man Dem da!
-- Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.
Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig
hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin
Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger
af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.
Baronessen lo.
-- Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun -- Annammer herpaa Syndernes
Forladelse!
Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og
denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik,
der ligefrem tindrede af Skadefryd.
Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:
-- Jeg synes Adolf, at ....
-- Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt -- At jeg skulde
drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig
nogen!
-- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.
Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.
For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af
Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette,
naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.
Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af
disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun
sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en
Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.
Pastoren fik serveret sin Kaffe.
-- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde
mig en Pibe? spurgte han.
-- Ja værsgod! sagde Baronessen -- Jeg er for længst tilrøget!
Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage
dampende af en mægtig Pibe.
-- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte
demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.
Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i
fremmedes Nærværelse.
Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det
betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde
ikke forstaa hende.
-- Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op
af Lommen -- Værsgod!
-- Nej Tak, sagde Clara -- Moder kan ikke lide det.
Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i
Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed
til Stede.
-- Vil Baronessen ryge?
-- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.
-- Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken
lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.
-- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.
-- Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele
Kroppen og var ved at græde.
Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind.
Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet
Haand selv havde givet sig.
-- Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun -- Har De været
oppe at slaas med Djævelen?
Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han
smilende:
-- Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære
Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære
Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden
lidt voldsom i sine Affekter!
Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.
Ogsaa Pastoren lo.
Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod
hurtig Stuen .....
-- -- --
Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og
Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for
Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!
Næsset, Juli 18...
Kære lille Moder!
Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du
maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over
den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting
bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev
til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem,
man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa
nemt somme Tider.
Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet
Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til
at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød
og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at
sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden
over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags
finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive
bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele
her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders
Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme
lidt ud i Verden.
Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og
artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget
af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider
er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig,
der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af
mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine,
adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde
sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes
som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt
for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre
Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et
nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et
Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa
rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i
Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og
Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille
Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var
ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin
Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med
hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel.
Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min
store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder
saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge
to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg _kunde_ ikke lade
være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for
at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads
voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at
det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter
Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op
til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi
vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og
rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste
kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte
hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa
paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i
Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun
altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.
Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par
Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især
Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han
saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig
over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at
han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu
er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar
Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget
god og rar.
Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet;
og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring
herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om
Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! _Og saa være
hjemme hele Søndagen!_ Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen,
naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa
forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en,
som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren
af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke
straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de
løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet
paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde
i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at
det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og
river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at
Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme
Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa
frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat
var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham;
jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og
lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage,
den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har
vel drømt.
Jeg _kan_ nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal
ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget
hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes
Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at
være i Nærheden, naar der er Brug for hende.
Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men
jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg
havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard
og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde
mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke
bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har
skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for
Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det
har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde
Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.
Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange
Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er
søvnig.
10,000 Kys fra din trofaste
Kanin.
Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har
Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er
meget smuk!
Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende
mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg
rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.
_Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!_
Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....
Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.
-- De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt -- men min Lur maa
jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er
sig nok af Dem. Godmorgen!
Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa
under sin Stamfaders Billede og slumrede.
Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa
Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere
end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende
Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende
Terrier, kringlet sig sammen.
Det var nu _dens_ Yndlingsplads i Middagstimerne.
Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....
Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol
og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og
Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning
paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.
Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de
aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe,
snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St.
Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som
Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i
Vinden ....
Her lidt om Grev Scheele:
Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa
Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent
Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at
faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet,
kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede
Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede
den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....
Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende
Øjne.
Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde
skal til at begynde.
Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham --
saa tog han høfligt Hatten af og gik.
Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!
Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som
Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.
Hans Erotik var _sjælelig_, forklarede han. Tanken bare paa
Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med
sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække
sig sammen som Bladene paa en Mimose.
Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik
med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og
lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi
sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) -- mod hendes
Kind og Pande.
Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han
mandigt at beherske sig. Men _blev_ Trangen ham for stærk og tog
Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og
Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.
Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det
sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.
Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere
end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen
paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.
Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en
rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende
pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte
Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang
sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!