Baroniet Næsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst
var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af
Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders
firsindstyvende Aar.
Først paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre,
at Slægtens Besiddelser var ved at gaa al Kødets Gang.
Syv jævnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.
Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord
paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.
Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Næsset
tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.
Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den
østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer
til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset
med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.
Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af
Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste
Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags
Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham
saalunde:
-- Hrm! Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig,
min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget
uheldige! ... Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! -- Tak! ... Og,
hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i
Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren! Men har vi
derfor besluttet at gøre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har
gjort Næsset til Baroni og dig til Baron! -- -- Hans Majestæt, vor
allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te
Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron,
min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have
konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os ... hrm! -- -- Ja gaa
saa kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med dig!
-- --
«Min Dreng» var dengang noget nær 60 Aar og forlængst Fader til
Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane
Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth
Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger
af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph
Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.
-- -- --
Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth
Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den
pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets
Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten ... Og at Hannibal
Hieronimus (altsaa ham der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved
hende blev Fader til _vor_ Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i
en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden følgende
Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde
stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han
paastod, at disse Bjælker vare for svære. At de tog Pladsen op for
Sæden. Gjorde Laderne for smaa! -- Hvorfor han lod dem erstatte af
tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.
Og saa døde han.
Han stod i tvende Døgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev
derpaa bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre
Frokost paa 2 à 300 Kuverter blev givet paa Næsset. Hans L'hombre- og
Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne vare
vaade.
Hvornæst Helmuth Hieronimus, _vor_ Helmuth, succederede 35 Aar
gammel.
-- --
I de første Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse
Juliane paa Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han
tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun sørgede som
hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.
Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf
Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til
Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.
Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.
Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det
til at begynde med uden at kny ....
-- --
Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:
Efter en Barndom i næsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter
en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift
med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var
dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.
Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.
Hun _skulde_, sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks
ugifte Døtre.
-- Nej! sagde Juliane.
Men saa blev Putten spærret inde.
I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt
Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen.
Hvorpaa Døren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besøge
hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et
smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Haandarbejde
ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse
af en stivrygget Stol og en Seng.
Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige
Datter, om hun _nu_ vilde ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde
paa Næsset.
-- Nej!
I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften
gav hun sig over.
Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med
Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og
Mennesker.
-- -- --
Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte
sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende
Værelser.
Men saa en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig!
At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det
ødelagde desuden hendes Teint ....
Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle
Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over
Riddersalens knagende Gulv!
Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal
solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende
op i Zobel og Maar!
-- -- --
Og Tider kom, og Tider gik.
Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i
Aarenes Løb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ændrede ikke hendes
Syn paa Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og
kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om
Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og
Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gæstelagenes stolteste Frue. --
Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents
ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede
Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun
havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at
kunne forfærdes og forarges ....
Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin
Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en
Del inden Døre.
Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det
fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen
mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk
Natur.
Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og
forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa
Næsset var slaaet.
Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det
sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.
Men hun glemte aldrig, at hun _havde_ været Dronning. Fra Slottet var
hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit
allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder
rundt paa Egnens Proprietær- og Præstegaarde krævede hun samme
Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse
Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets
hundredaarige Spisesal.
Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs
renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle
oprørske Sjæle i knurrende Ave ....
--
Men her vil vi slutte Forhistorien.
Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem
Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den
nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens
Indkørselsport.
De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner.
Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget
af Junidagens Sol.
Klokken var tre Eftermiddag.
-- Nu kommer de! raabte Præstens Clara og for ned ad Udsigtshøjen,
saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og
Straahatten fløj hende af Haaret og blev liggende som en
blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.
Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.
-- Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige
inden for Havestuedøren.
-- Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra
Sofaen.
Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dejg
tilsat med rigeligt Gærstof.
I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses
Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt
undersætsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og
Dyrskuer.
Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre
paa med begge Hænder:
-- Der er de, Far!
-- Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.
-- Vi gaar op paa Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren --
Hvor er min Hat, Clara?
Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.
-- Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt
allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren -- Dæmp dig! Det
maa se ud, som om vi ganske tilfældig befandt os deroppe! -- -- Min
Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.
-- Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten paa dens
rette Plads.
-- Du ligner ikke _min_ Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende
op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken --
Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet
Ballonen.
Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen,
der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.
-- Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.
Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en
Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende,
blaahvide Himmel dannede Baggrunden.
Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af
Æreportens Bøgeløv.
-- Men hvor _bliver_ dog Far af! udbrød pludselig Fruen. -- Der
kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!
En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus
nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj
blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den
høje Buk.
-- Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden,
da Vognen drejede.
-- Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede
Pastorinden -- Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg
ikke har faaet mit Strikketøj med!
Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen.
Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.
-- Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af
Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende -- med Clara
imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.
Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.
-- Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og
hilser. Men ikke for dybt!
-- Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.
-- Naturligvis har hun sit Barn med, ja!
-- Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. -- Selv faar han vist
heller ingen.
-- Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.
-- Han er for fed, min Stump.
-- Adolf! lød det advarende fra Fruen.
-- Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara
fornærmet.
-- Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.
Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:
-- Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?
Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:
-- Jeg tør ikke for din Mor! sagde han -- hun er Romantiker. Hun tror
endnu, at de smaa Børn kommer ud gennem Øret!
Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde
lige til at svare, da Clara i det samme raabte:
-- Der er Vognen!
Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa
Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.
Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.
-- Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to
Grene.
Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.
-- Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse!
lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og
vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.
Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths
dybe Stemme raabe:
-- Tak, Tak, Hr. Pastor!
Og saa skjultes Køretøjet af Havens Træer.
-- Hun var nydelig! udbrød Clara.
-- Ja nydelig! gentog Pastoren.
-- _Malet!_ sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.
Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og
Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede
dumt ....
-- Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud
med Haanden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.
-- Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i
Efteraaret med Moder.
Pause.
-- Lige herfra og op til Gaarden har været en voldsom storartet
Lindeallé! begyndte Baronen igen.
-- Saa--aa?
-- Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge
... min Fars Far.
-- Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og
pegede.
-- Der bor vores Skovfoged.
-- Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?
-- Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene
oppe paa Gaarden, Jens?
-- Ja, Hr. Baron!
Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til
Hatteskyggen.
Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.
Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af
og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en
solbeskinnet hvid Mur.
-- Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og
skudrede sig.
-- Ja, man sover aldrig godt om Bord.
-- Nej, Køjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i
sin egen gode Seng, hva' Vildemor?
Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede
Bjørnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om
den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.
Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.
Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne
diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af
Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne
hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans
Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:
-- Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet,
Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte
gaa til ... ikke maatte ... saa _har_ jeg heller ikke!
Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:
-- Du er dog saa ... massiv, Helmuth!
Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og
Tjener sad med stive Rygge.
Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:
-- Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme -- Jeg troede
jo ... jeg mente jo, at du, der har været gift før ....
-- Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.
Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet.
Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt
af Fryd.
-- Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!
Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.
Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje,
hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til
Avlsgaarden.
Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.
Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med
deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne
og Børnene til venstre.
Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med
Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.
-- De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.
-- Naa--aa, mente Helmuth -- det er nok snarere Risengrøden og
Kalvestegen, de raabe Hurra for!
Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.
Alle var de i Kisteklæderne.
Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens
var derimod græsgrønt.
-- Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud!
brølede Forvalteren.
-- Hurra--a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og
Tørklæderne.
-- I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.
-- Hurra--a!
-- Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.
Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit
kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god
Desserttallerken.
Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen
over Avlsgaardens toppede Brosten.
Og der laa saa Slottet lige foran dem.
Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et
lysende Blik.
Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje,
kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne
Tag lyste i Eftermiddagssolen.
-- Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.
Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op
for ham ....
Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede
Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for
at markere Gennemkørselen.
Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved
Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu
vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede
op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars
Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.
-- Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.
Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.
-- Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod
Indgangsdøren i Taarnet -- Men hvem er det lille, underlige Væsen,
der staar bag ved hende?
-- Det er jo den døvstumme!
Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Kørebane omkring
Borggaardens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra
Haven bag Slottets vestre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret;
dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand
og Smaastene frem under dets Hove.
Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og
udstødte en høj, prustende Vrinsken.
-- Satan osse! brød det ud af Baronen -- nu er Hejmdal kommen løs
igen! Hva' _er_ det for noget Smøleri!
-- Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte
ganske at løfte Pisken -- For den nærmer Hoppe er villig.
Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb,
gurglende Lyd, der lød som en Kalden.
Vognen var standset.
Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var,
som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene
og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets
Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer
stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.
-- Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.
-- Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.
Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et
uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der
samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.
Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende
foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant
til at byde og blive adlydt:
-- Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers
risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!
Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle
Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare
Strømpefødder og uden Hat.
-- Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i
Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede -- Kan din gamle Idiot ikke passe,
hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?
-- Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med
rystende Gammelmandsstemme.
-- Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!
-- Jovel, Hr. Baron, straks!
Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten,
der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af
den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed
kærtegnende i Manke og Hals.
-- Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over
Bringen.
-- Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.
-- Den kender ham! sagde Baronen.
Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.
-- Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.
-- Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til
Stede. Og Tøjret blev slynget to--tre Gange om det nærmeste Træ.
Saa slog Kusken et knitrende Kald, Kørehestene sprang frem, og
Landaueren rullede op for Portalen .....
-- Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa
og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper --
Hæ, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!
Et Par Timer senere.
Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem
Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte
fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor
Gæsteværelserne fandtes.
Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede
Øjenbryn og den store, krumme Næse.
Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i
lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over.
Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt,
gammel Raadsherre!
Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole,
besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og
syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer
og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde
Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.
Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnaale, een oppe i Halsen og
een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde
hun alle Fingrene besatte. -- En Taterdronning lignede hun, der
glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld
og ægte! .....
Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips
ved Fløjdørene ind til Spisesalen.
Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab.
-- Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?
-- Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!
-- De ved vel, at der er rettet an?
-- Ja, jeg har meldt det!
Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:
-- Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.
Niels smilede diskret:
-- Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....
-- Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at
alle de stive Krøller dirrede.
Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.
Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....
En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge
Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.
Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set
ned i Haven.
Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.
Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:
-- Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!
-- Jeg be'er!
Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og
Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.
Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød
ikke meget.
Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.
Niels gik lydløst rundt og vartede op.
-- Naa Helmuth, sagde den gamle Frue -- nu er du vel glad, min Dreng,
at du har faaet dig en Kone?
-- Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden
-- Og Vilde er saa god og saa smuk!
Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.
Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der
faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa,
tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen.
Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt,
som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.
-- I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle
Frue pludselig.
Baronen brast ud i en høj Latter.
-- Ja Herregud! sagde den gamle stødt -- man kan vel tale! I er jo da
konfirmerede begge to!
-- Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i
Salonerne ovre i København.
-- Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.
-- Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.
Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til
Desserten.
-- Skænk Sherry rundt!
Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.
-- Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.
-- Vi savnede ogsaa Svigermoder ....
-- Helmuth vilde jo ikke have mig med.
De unge rødmede.
-- Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie,
lille Alvilda!
-- Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede
Baronen. -- Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.
-- Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!
-- Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar
du skulde bruge.
-- Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!
-- Jamen, naar du nu faktumsk ikke _har_ Raad!
-- Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!
Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.
-- Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt
tilbage.
Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.
Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og
førte dem ud.
Samme Dags Aften henad ti.
Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag
Riddersalen.
De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en
enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved
Kaminen.
-- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste
Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at være paa Landet!
-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt
frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig
selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i
Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!
-- Aa, Karen kan vel ikke genere!
-- Næi ... Men hun deler dig, lille Vilde!
Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af
Sofaen, i hvilken hans Kone sad:
-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.
-- Er Klokken saa mange?
-- Den er ti.
-- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.
-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og
saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det
ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var
ved at skrige.
-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.
-- Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde
Armen om hendes Liv -- Er du ikke?
Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.
-- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent
hviskende.
Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.
Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.
Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i
Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --
Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.
-- -- -- --
Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse
Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke
ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.
Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den
døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.
Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.
Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis
for at faa Papir nok.
-- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet
-- saa kommer vi til den anden Side!
Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa
Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.
Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle,
og Baronessen svarede mundtlig.
Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage,
hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.
Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt
Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele
Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog
oppe under Taget paa Loftet.
Men for Tiden var de fine Venner.
-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde
Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede
Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule
Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den røde
Brystsløjfe, jeg har lovet dig!
Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle
Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.
Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af
talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to
Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.
-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste
Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!
Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en
hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet
og rakte hende.
Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun
sig pludselig om og sagde:
-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?
Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.
-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en
haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! lød det haardt --
Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke
endnu! ... Lad os saa komme i Seng!
Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen
over Kjolelivet oppe ved Halsen.
-- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.
Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun
glattede et Baand til Rette.
-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!
-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.
Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede
den messingbeslaaede Dragkiste:
-- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød
Silkesløjfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i
Morgen, Mamsel!
Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.
-- Klæd sig saa af!
Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.
Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.
Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af
Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de
fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over
Karmen:
-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.
Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og
viste i et bredt Grin alle sine Tænder.
Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa
besindede hun sig og sagde haardt:
-- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!
Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis
Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.
Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt
Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng
til Stasia.
Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun
svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt
hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende
Silkesløjfe.
-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder
sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!
Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to
Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.
Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen
Rotterne.
Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....
Kære lille Moder!
Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil,
for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft
saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg
ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes
om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis
jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa
jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede
midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land,
det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin
Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par
dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen
var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers.
Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes
Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig,
og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis
der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige
til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden.
Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo
sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig
lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende
slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen
har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa
Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade
blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da
vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg
vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg
tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke
Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det
ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar
igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at
jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i
ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af
Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan
komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle
grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse
tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da.
Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og
jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned
paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo
lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi
holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os.
Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er
jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa
læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker
Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er
saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er
vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og
Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg
naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa første Sal,
der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke
begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede
Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Børnene har godt af
at sidde og læse i saadant et lille Hummer. Vi har været nogle
Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der
nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende.
Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille
Straahytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en
Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt
Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes
Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere,
de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og
vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades
Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt
lille Værelse. Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være,
for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler,
og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere
Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der
mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen
ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør
mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du
høre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde
stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og
jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa følte omkring dernede,
saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad
det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og
syntes, den var saa sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle
Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med
den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun
fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Naade da ogsaa paa
hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo
ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har
jeg da lært hende det. Vi har ikke været paa Visitter endnu, men
Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Præstegaarden. Bare
der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det
er der vel nok i en Præstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem
til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og
det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte
om, at jeg sagtens kunde være glad, at jeg havde faaet Plads hos
saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er
ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og
maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan
sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og
Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, saa tænker jeg
altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi
havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt
sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en
Drøm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg være sammen med Dig og
Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en
Tur sammen paa den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem
der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfærdelig meget
af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i
København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt
nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig
noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som
bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom
ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg:
«Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en
syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem!» Hun kan vist
ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig,
lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som
ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med
hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder
det «Pagtens Ark». Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok
fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af
Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde
krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange
Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra
Din længselsfulde
Kanin.
Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!
Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en
bekendt Kunstdrejer i København.
Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet
Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte «gode
Tider» -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade
han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske
Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis
sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.
Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til
Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans
for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en
Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret
fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over
Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....
Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars Alderen,
vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang paa en
Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette
Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.
Slank og velskabt var han «som drejet i sin Faders Forretning», og
med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne
Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og
sørgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af
sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at
slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper,
idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst -- som Sommerfugle,
der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i
Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans
Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans
Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.
Saaledes saa Adolf Mascani ud.
Dengang .....
Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium.
Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han:
_Kvinde_læge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var saa at sige gaaet
ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da
altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt
nede paa Bunden af hans Sjæl, laa altid en nøgen Kvinde og strakte
Armene ud mod ham. Og naar han færdedes paa Gaden, i Teatret eller i
Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik
saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren
ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af
deres hvide Lemmer.
Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!
Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner,
Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.
Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver
over sit Studium.
Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at
alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu
lærte og senere skulde være en Forkynder af. Og han blev til Tider
greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og
Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem
«Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig
Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin
Skoletid havde haft om sine Bøger, -- strøg sig med brændende
Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske
Øjeblikke paa at gilde sig.
Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs
Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans
Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som
selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde
ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.
Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og
mindre nervøs. Han kunde sidde paa sit Værelse hele Dage og læse
flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og
Søskende .... Det maatte altsaa være hans Natur fornødent at gaa til
Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde
intet uden af Gud!
Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig
haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa
enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam,
som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde
det bedste for sine Børn!
Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve
sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og
Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.
En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig
rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslæsning og blev Aaret efter
Kandidat med første Karakter ....
I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders
Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen
udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og
efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han
forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.
Men saa forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen
Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe
undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader,
flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forløb, som
Bestemmelsen var, tilbage til København.
Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en
gammel Provst ude paa Sjælland.
Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.
Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!
Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende,
buttet, nordisk Mø med blaa Øjne, gyldent Haar og hvid og rød som
Mælk og Blod.
Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan
-- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.
Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af
Hænde!
Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup
og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den
gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro
Tjeneste.
Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe
Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.
Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en
krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde
komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret
nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og
hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres
Sovekammer for «Edens Have». --
Mange yndige Smaabørn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider
maatte anskaffe sig en Lærerinde.
Men hun blev Slangen i dette Paradis.
Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev
da jaget paa Porten.
Dette skete, som Eva «laa» med sin femte Datter, at Adam syndede.
Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt
Barnedaab og Forsoningsfest.
En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt.
Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede
Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.
Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!
Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa
hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 paa Døren; og dernæst lod sin Mands
Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af
hans Kontor.
-- -- --
I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to
Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med
Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de
hvide, smilende Mure.
Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af
sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar
Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn,
naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og
Bekymringer.
Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen
og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt
hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis,
trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.
Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et
Menneske op som en Blære!
De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var
det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder.
Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et
«Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa
stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones
Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i
Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov,
hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....
Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus
med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og
Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært
et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.
Men saa strandede den paa Besætningen!
-- Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!
Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders
Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.
Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt
og røg Cigaret.
-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om
mod Datteren.
-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte,
fløjelsbløde Øjne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa
Sybordet!
-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte
Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig
-- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og
gaa saa; jeg har Hovedpine!
Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa
Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del
ældre ud end længere op ad Dagen .....
Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt
deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren
skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man
Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret
hendes Art af Moderkærlighed.
Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde
taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for
Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til
en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!
Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da
Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte
følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den
ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn
og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for
en Mavebetændelse!
Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske
forkrøblet i sit Forhold til Moderen.
Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for
hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde
Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengæld flyede hende,
saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit
onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den
ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.
Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i
Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs,
der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle,
fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....
Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa
Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.
Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da
ved at bryde igennem.
Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa
Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener,
Mand og sølvpletteret Seletøj.
Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.
Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde
rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle
Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.
Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt
i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun.
Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke
aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde
hun faaet en anden Interesse.
Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til
sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære,
omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den
hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over
sine Toiletter:
-- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved
Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren
Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres
af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen -- Du er altid rundt
i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!
-- Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i
Munden -- Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!
Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og
Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....
Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde
Migræne.
Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i
Kontoret:
-- Niels!
Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne
nede i Tjenerværelset svirrede ved det.
Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:
-- Hr. Baron!
-- Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet,
din Snøbel!
-- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.
Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre -- Nu er Regnen
jo forbi! -- Hvor Fanden gaar du rundt med ... med dit Hoved? Se her,
det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!
Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i
Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var
sivet ned gennem Loftet.
Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa
Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.