dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt.
Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet
trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle
ud og søge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter
i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det.
Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende
Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.
Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.
»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte
skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her
før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.
Ingen svarede.
Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide,
sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil
til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra
Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden
roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af
Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes
Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe
Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med
Tabet af tre Aarer.
Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe
fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt
Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa
langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med
uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at
Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om
Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.
Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.
Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa
Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede:
Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da
Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende
Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i
Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes
som ubrugbar.
Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i
Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens
Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv
har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars
Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje
naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god
Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat
stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til
Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne.
Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.
Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet
blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa
kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man
fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed
han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet
i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk
og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for
sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han
foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og
kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af
Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa
inderligt paa Frelse.
Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget.
Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i
hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham,
Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser
Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt.
Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen
fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget
under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet
strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene,
stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart
besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin
Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham
...
Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu,
én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.
Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt
Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en
Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og
løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand
Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa,
Blikket brustent -- han var død.
»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til
Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads
til de levende.«
Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens
Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til
Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde
bjerges. Saa lod man Liget drive.
Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var
ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i
Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da
Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre
og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten.
Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket.
Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde
foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine
Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at
kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham
udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at
fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet.
Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt
ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen
og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af
en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp
maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og
tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet
og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden,
som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den
vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen
under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet,
men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv.
Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at
Jungmanden ingen Benklæder havde paa.
Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget.
Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen,
paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud.
Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham.
Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da
løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget
i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær -- vistnok allerede i
Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved
Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter
havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...
Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i
Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg
derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind
over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden #endnu#
stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev
gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude
fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen
Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte
Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem
Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre
Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det
smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen,
havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brækket ... Naa, ja-ja,
han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de
andre om Resten ...
Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for
Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var
segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og
kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under
Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de
skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.
Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.
Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en
Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab,
fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand
uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige
Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa
Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der
var bleven Fører efter Lars Kruses Død.
Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig
brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over
hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden
række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa
Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket
var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand
i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra
som en virksom Bølgebryder.
Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning.
De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af
dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden
Bevægelser.
Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter
dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand,
han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der
forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til
en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se
-- men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende
og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt
saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i
Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til
Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent
et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen
over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to
Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om
Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en
Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene
hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde
Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende
Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde
budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid
efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han
fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros
tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for
at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man
troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en
vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø
og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til
Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time -- det var,
som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og
ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at
hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og
med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset.
Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere
formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter
sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det
lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at
Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere. Dèr blev han saa
hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede
slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse
fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa
fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe
af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp
igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor
sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem,
glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig
Ligegyldighed.
Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe
i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning --
begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der
hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der
kun én Mening om i Redningsbaaden.
Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der
kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens
Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var
halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget
som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte
Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet
sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.
Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne
flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige
paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en
toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard,
rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.
»#Jeg# er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort.
Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den
voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den
jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.
Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad
et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra
Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et
Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev
optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham
endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den
uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og
gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa
omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til
at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under
luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at
der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i
sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet
hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles -- der var den tysteste
Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod
Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end
nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var
uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden
kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der
var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og
fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke
Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og
troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned
blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig,
da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har
knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at
Redningsmændene haler alene Surringen til sig ...
Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer
Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en
Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han,
ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den
største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa
Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok
mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar
den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld
klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten
døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet
af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa
magtpaaliggende at bjerge, var borte.
Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de
hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at
overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed.
Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han
var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret
ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan
som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe
forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld -- hvor trist
det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt
sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke
nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her
mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne
haardelig til Lægehjælp.
Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største
Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste
levende Folk var frelste -- tolv Timer efter Grundstødningen.
Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen
var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...
Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer
Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad
uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at
Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset
Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa
Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.
Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.
»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent
mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede
kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske
Vestkyst.
-- -- Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider
for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at
leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det
var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet
var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om
ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa
dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele
blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes
ud.«
To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som
Styrmanden skulde ud med et nyt Skib -- saa sprang han overbord i
Havnen og druknede ...
Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse
gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand
blev reddede -- undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det
sig, og gik til Bunds med Skuden ...
KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING.
»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« --
fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby -- »og havde fragtet
Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne
Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i
Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme,
det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak,
#den# kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den
Tid, at man sejlede. Naadada -- #stillschweigen!# som Tyskeren siger.
Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret,
at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er
det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa #to church# med
Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som
Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner
herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis.
Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa
strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han
stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. #Den# var jo
nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde
#Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.
»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres
Øjne; ja #her# er det krilne Punkt, nu skal De høre.
Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og
telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der
er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe
hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været
Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til
Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet
Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp --
for #uberygtet#, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, #dèr# er
der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om
hverandre allesammen -- #han# kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi
er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er
inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i
hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv,
som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle
Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller
to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal
der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer
trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for
Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet
Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller
ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000
Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at
indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi
ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at
sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os
-- og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi
deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet
igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen,
saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar
Bøde. Jo, det er regulært nok -- forstaar sig, det glemte jeg da
egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i
alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar
fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og
saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en
Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke!
Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr
ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi
Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for
at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen
om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som
han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden
af ham.
»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var
da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og
rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og
nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og
med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og
paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til
Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed.
Men de skulde nok selv klare sig ud.
»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg.
»Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«