én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og
vindsprukne Hænder.
»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ...
Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede
Person.
»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han
havde forstaaet min Tanke.
»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.
»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«
Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til
at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.
»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg
skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine
Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...
Og bekymret tilføjede han:
»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min
Harmonika« ...
UDE PAA REVET.
Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med
Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var
forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra
Grenen.
Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par
og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider
for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa
sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd
godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det
en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde
gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven
bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var
han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste
Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det
sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med
hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj
Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt
nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.
Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng
Tale.
Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet
Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var
tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig
Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og
adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr.
i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12
Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet#
var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder,
fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak.
Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med
Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag --
saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig
selv for meget Hurlumhej.
Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels
Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen
Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han
havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var
der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor
som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig
skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ...
Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men
kedsomt var det ...
Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet.
Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes
Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er
ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent
uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa
Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der
Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund,
snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede
og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb
... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land,
men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette,
var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et
helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse
fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en
Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et
Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt
nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.
Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs
Humør.
En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af
ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de
naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den
vanskelige Redning.
Hans Beretning lød saadan:
»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk
Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I
en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som
sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var
Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene
eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere
dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste
Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra
Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den
Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd
Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi
endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og
der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja,
uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre
nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.
Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i
flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er
saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at
den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret
paa Skagen.
Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen;
det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var
elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa
Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin
Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en,
som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen
vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden
nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han
er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han
skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt,
han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han
ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del
an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i
Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper
nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke
Arbejde med Almuth.
Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget,
der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og
slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle
Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under
Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor
udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.
Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med
os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at
holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det
drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det
strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at
komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget
og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne
igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten
ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de
stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule --
ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen,
og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi
skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede
Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i
Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og
Flaget var tysk ...
Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var
ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne
var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en
lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu
#kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....
Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til
Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne
nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den,
at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham.
En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor
Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen
med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle
Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte
en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og
ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi
med tør Hals; det ligefrem #brændte#.
Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at
vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi
hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde
falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og
vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste
Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en
udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med
Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret.
Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som
Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget
os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen.
To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om
og være snar i Vendingen.
Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod
aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget
gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet,
der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op
af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det
hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle
Mand, li'saa bestemt.
»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu
seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under
Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen,
og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde
begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med
-- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den
foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at
bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand
stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af
Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte
Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask
maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned
ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han
bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det
ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i
himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i
sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde
falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han
var næsten som død, sølle Klør ...
Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg
i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte
være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til
Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa
høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun
paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i
noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben.
Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget,
naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den
lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa
ellers kan mene om den.
Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa
Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os.
De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa
have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de
endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned
fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én
lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af
et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en
brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede
Nødraketter af -- som ingen saa'.
Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til
Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt
paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os,
mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med
Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst,
Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte
hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham
og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen.
Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen
kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.
Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi
forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han
derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert
eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den
danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den
var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa
Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning
ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans
Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved
at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de
sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere
-- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte
ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...
Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved
elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen
ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning
til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret
tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller
kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.
Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen
var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle
enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde
forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa
længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan
svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det
forbi med mit Redningsarbejde« ...
Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.
»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til
Afsked med Dem?«
Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int
noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller
ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny
Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen
og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi
Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader
int selv, véd vi da« ...
Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste
Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham
med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans
trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede
Søfolks Frelse.
Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den
passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til
Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin
Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...
BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.
Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som
rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor
her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem
Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i
Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst,
blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet
paa denne Ørkenstrand.
Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som
under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og
de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind,
skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen
kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er
som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et
Dødskors op af den livsforladte Ørken.
En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved
Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at
det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger
viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst
forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med
Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et
Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til
Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har
han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig
over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor
ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste
Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet
forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og
Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans
Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke
ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt
kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle
søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!
Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige
Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af
Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens
Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer
kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis
spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne.
Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer -- dèr paa
Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én
maatte være hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde være kommen --
hans egen ....
Stadig strander der Skibe under Spirbakken.
Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de
frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare
hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to
af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af
Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om,
hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds
Frelse.
Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.
Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast,
Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og
Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og
velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes
Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr,
Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens
Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak
vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens
Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle
Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv
Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes
Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og
krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og
evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste
Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre
Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de
iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.
Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.
De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til
regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning -- og saa en
Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter
Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!
Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom
Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han
troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde
være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var
ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt
Vejr.
»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen,
»og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand
i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«
Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og
saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et
Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang
øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.
»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til
Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet
kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa
Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt
da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende
Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men
saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt
vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der
var den tætteste Tykning med Regn.
Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende.
Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle
Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.
Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede
vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen
kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i
Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes,
enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i
Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen
Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.
Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:
»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,«
sagde Kaptajnen fortvivlet.
»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden,
og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han
Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa
helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt
i Forvaring.