»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte
jeg. »Den skal være Vest-#Nord#-Vest, det véd vi da.«
»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som
selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde
Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right,
sagde Kaptajnen -- og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.«
»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting,
for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.
Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjælp.
»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde
ligge til og bande -- jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han
svor -- han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene
læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.
»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer
De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med
Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for
Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo
for #mit# -- naa, alligevel var der jo #raison# i det, som jeg
anbragte.
Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var
bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud
selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han
skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men
saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden
foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden:
»Vil #du# bare paddle #din# Kano; jeg skal nok paddle #min#, kan du
tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet.
Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i
en Hurtighed.
Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en
Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var
bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi
klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig
og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en
Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde #hende# i Land.«
Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen
med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være
...«
»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han
gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet
og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da
det ikke hjalp med Mary eller Miss.
»Naada!« tænkte jeg.
Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk
derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold
Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord,
som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed
Menneske som Dem.
Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa #den# Slags
Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet
gal Kurs fra Skagens Rev.
Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod
Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det
manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.
Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen
paa mig. »Hun vil ikke i Land -- Min Kone vil ikke -- --«
»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser
nok, #hvad# Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa
Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil
eller kan som et kristent Menneske. Og -- ærligt talt -- det kan De
som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da
skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende«
... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.
Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det ikke hjalp, saa flæbte
hun.
»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa
dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen
laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at
stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.
Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren.
»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs.
»Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende
dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.«
Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals -- naadada, det var
ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre -- og
hun tryglede og kyssede, huha!
Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,«
hvæsede han til Fætter Kaptajn.
Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg
stolede egenlig mest paa Miss Marie.
Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren
og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med
Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«
Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende.
»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i
efter sig.
Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig
paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug,
saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.
Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et
Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde
ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt,
véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen
saadan, at han ikke kunde synke mér.
»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive
sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede
Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun
paa sit Toldbod-Sprog.
»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil
jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden.
Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.«
»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa
Pæren. Den gav efter, den var blød.
»Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«
Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var
Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned,
allright.
»Nu ta'r #vi# Kommandoen her,« sagde jeg.
»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han#
Kommandoen.«
»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.«
Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte
Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til
Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.
Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og
Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de
havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var
lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg,
»mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«
»#Du# har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at
sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af
Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele
Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.
»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen.
Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med
sin pæne lille Kæfert.
Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset -- en
Høne og saadan noget Pilleværk.
»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det
blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men
Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet.
Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman.
»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.
Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod
han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak
til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af
Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev
rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu
halvandet Tusind Pund, de #kunde# været spart; det var ligegodt en
lovlig dyr Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige
fluks i Kammeret til Miss Mary.
De andre blev siddende og pimpede, flere af dem døjede med at se
Glasset.
Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde
jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud.
Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil
sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.
»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede.
»Go ahead!« rasede Kaptajnen.
»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i
Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!«
»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var
svært slikken, den Rad.
Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende,
om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte
Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa
Hotel.
»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok
bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat,
inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa
Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo
redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« -- ja #det# sagde
jeg til hende, da vi blev ene, -- »og saa behager du at lette dig,
naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal
du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre
Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med
Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du,
og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig,
satansusemig.«
Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for
Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var
sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været
inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set
hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til
Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet
rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent
med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin
Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var
det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare
var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven.
»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de
var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten
var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi
videre.«
Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet
udenfor. Og det gjorde vi saa.
Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og
dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt
var det -- huha.
»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue
videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var
ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.
»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa galant Tøsen hendes
Klæder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem
rundtenomkring, den Sjaskedorthe.
Saa gav hun sig til at flæbe -- nej, saadan rigtig græde. Nu var
Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger ... det gjorde
mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har
jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen
bearbejdet for Akkorden; jeg maatte #ud# i hvert Fald, for jeg kunde
mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men #gi'# mig, nej det kunde jo ikke
nytte.
Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke,
drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun.
»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl,
ikke en Skvat, at du véd det!«
Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand.
Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse
færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud. Saa listede jeg
hende paa Banen og i Kupeen.
»Good by, Mrs. Mary,« nikkede jeg nok saa høfligt efter hende, da
Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone.
Men véd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen hørte det:
»Hold Kæft, dit gamle -- Fjols!« ... Ja egentlig raabte hun noget
andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min
Mund, føj for Satan!
Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par
Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en
pæn lille Tjans for en Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med
dem, følgeligvis.
Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og
elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden
Gang og komme paa.
Det var egentlig Synd for ham, for #dygtig# var han, det sagde ogsaa
Fætteren. Jeg skal bare nævne Dem, at da han kom fra Amerika med
Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør
uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom
frem og #fik# Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og
saa videre. En urimelig dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en
afholdt Borger hjemme og ligefrem nobel Familjefar -- det sagde
Styrmanden, og det kunde man ogsaa nok se paa Manden selv, da han var
bleven Missen kvit og havde faaet Hovedet rent ... Ja, det er
skrækkeligt for kønne Søfolk paa de lange Rejser. En anden én er ovre
det #nu#, man er #fast# i Land -- som godt og vel er!
Men Søforklaringen? spørger De.
Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde sig, at der havde
været Strømsætning og saadan noget. Og #Misvisning#, tror jeg. Han
klarede den ialfald, gjorde Kaptajnen. Folkene vilde ham jo ikke
tillivs.
Véd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og han takkede mig og
saa videre: »Well,« sagde jeg bare: »Vogt Dem nu en anden Gang for --
»Miss-visning«!«
#Allright#, #den# forstod han og saa grinede han -- nu var alle Skær
jo klaret ... Men han glemmer satansusemig li'godt ikke Skagen i
Hast.«
INDHOLD.
Side
Tilegnelse:
Michael Ancher. Digt. (Med Portræt) 1
Anna Ancher. Digt. (Med Portræt) 3
Kunstnerparret Ancher. Lidt Karakteristik 4
Fra jydske Vestkyst og Skagen:
Strandvagt 21
En Redningsmand 49
Skagensfiskere før og nu 68
Paa den hjemlige Ø 110
Julegæster fra Havet 119
Tilbage til Livet 130
Sommerstranding 142
Ude paa Revet 155
Bark »Erato« af Sølvitsborg 166
Kærlighed og Grundstødning 184
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
MYLIUS-ERICHSEN:
VESTJYDER
Fortællinger. 3 Kr. 50 Øre.
»Vestjyder« er en ualmindelig underholdende og læseværdig Bog, der
gør sin Forfatter megen Ære. For Jyder vil den selvfølgelig have
ganske særlig Interesse, men forøvrigt gælder det, at den vil kunne
læses med Fornøjelse og Udbytte af enhver.«
Berl. Tidende.
»Det er en Fornøjelse at læse en saadan Bog, en Glæde at gribes af
dens sunde, sande, ægte Følelse, til hvilken Forfatteren altid ved at
give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i Læserens Sind.
Ørebladet, Kristiania.
»Kun sjældent gør en Bog i saa høj Grad som denne Indtrykket af, at
dens Forfatter virkelig har noget paa Hjærte, noget, der trænger sig
frem, Tanker, som #maa# klædes i Ord.
Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, og de
kan være stolte af ham.«
En Fælleskorrespondance.
»Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk Indtryk
af en vederhæftig, varmhjærtet og klartseende Forfatter.«
Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder.
»Det er en Fornøjelse at læse saa velskreven en Bog, der optræder saa
ganske fordringsløst. Den bør ikke overses i Øjeblikkets Malstrøm af
Bøger.«
Aftenposten.
DEN JYDSKE HEDE
Skildringer af _L. Mylius-Erichsen_.
Tegninger af _V. Neiiendam_.
Udkommer i ca. 30 Hefter à 40 Øre
(5 Hefter udkommet.)
End of Project Gutenberg's Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen