Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast
i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din
rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.
Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af
sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.
Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan
begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde
han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var
faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og
Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.
Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads
til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig
og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ...
Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der
altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under
dem.«
Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde
mér.
Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han
levede som ellers altid -- af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i
Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa
Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han
solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for
deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre
stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det
bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden
turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene
Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at
Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.
Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun
med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt
Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til
Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa
Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde
lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings
Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til
at komme med i Kancelliraadens Baad.
Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den
Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det
lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens
Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet
i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte
sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af
Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren
naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham,
og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin
Handel om.
»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har
altid villet haft Munden fuld -- nu behøver han ikke at gabe efter
mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er
godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i
Skagen -- næst efter mig selv.«
Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en
Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i
Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten.
Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig
Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op
til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa
Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet
blevet saa mærkelig let at vægte paa.
Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde
op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes
dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens
Fiskere bruger.
»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.
Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af
sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«
Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i
Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i
en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan
da aldrig være #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den være
kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til
af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og
Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med
Erik.
* * * * *
Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By -- Retsforholdene nu er
som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre
Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og
Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som
Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have
gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der
hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til
Kysten.
Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke
har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller
Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens
lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar
gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted
var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden,
der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene
rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for
Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for
Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens
Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle
magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.
Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#!
Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre
bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets
dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste,
Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse,
som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.
Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i
Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre
Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre
Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men
Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.
Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude
omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa
Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er
etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En
Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til
Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa.
Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige
Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er
for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa
Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give
Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt
Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god
Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende
Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i
Kancelliraadens Dage.
Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den
hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April
fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra
Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.
Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og
dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret
snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der
er Driftighed i disse Folk.
Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine
bedste Skagensminder.
I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord
hos Kutterfolkene.
Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortælle hele
Turen:
Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de
største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en
Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god
Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den
forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end
nogen af de andre.
Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en
Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem
fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.
En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa
det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var
Hedning.
»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en
trøstende Tone.
Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad
jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller
søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig
dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og
her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi
kunde tale om hvadsomhelst.
Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket
midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.
Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til
Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke.
Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt
vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den
klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver
bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da
hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude,
Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune
Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt
glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets
Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste
Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse.
Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig
mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad
Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer
Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som
en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa
Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.
Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen
og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen
og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over
Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning
med Vaaddene energisk i Trit.
Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de
kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og
Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der
forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er
stram -- en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak.
Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde
Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft
nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at
Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk
aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...
Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et
stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han
øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa
Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen.
Man maa nemlig indrømme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere
at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne
propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen
vante til hvidskuret Renlighed.
Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden
til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn
af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres
Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver
anden Købstad, især har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jævnt
godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil
halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber,
og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved
Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen
indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver
Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige
seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det
gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter
og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital
giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved
Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer
Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld
støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid
være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode
Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er
ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brød,
Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes
ikke saa mange Penge til Brændevin.
Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for
Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og
passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller
han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og
brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det
hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig
af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet
Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde.
Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser
sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange
store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men
som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.
Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!
Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med
Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der
skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler,
der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.
Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men
undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det
hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje
Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for
Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene
mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit
Dagværk.
Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok.
Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før
han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han
ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans
Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed.
Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg,
men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem
Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par
Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter
eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre
end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende
Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i
sit Kald.
Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af
Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal
Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er
Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der
tages fat, skal der »skaffes«.
Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa
Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi
duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om
ventende Storm.
Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke,
tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke
synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik
uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den
femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er
virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt
og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa
Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de
siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden
Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa
venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et
mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de
overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt
og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig
Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...
Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem
Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare,
men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending.
Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge
vestover.
Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje
paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i
en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen
med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt
ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd
sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen
ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle
Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen.
Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand;
hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine
Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra
Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de
frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte
er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den
Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har
Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til
Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og
Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af
Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende
til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal
tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved
Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne
nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, #kunde# heller
ikke undvære den.
Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme
nemmere til og fra Fangstpladsen og lægge sig efter flere Slags
Fiskeri end den evindelige Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive
billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde kunne
drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og
Hustru og Børn -- al deres Længsel paa de lange drøje Ture.
Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen.
To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden.
De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det
Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende
det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med den tætmaskede
Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror
Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slæbende efter
Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved
to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver,
og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trækkes Tovene ind og
rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den
læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60
Favne Vaad ind over Lønningen. Alle sære Slags farvestærke Havplanter
følger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og
Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset.
Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om
Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter.
Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag -- en plastisk og malerisk
Gruppe -- og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. Rødspætterne af
brugelig Størrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men
al den mindre Fisk og alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand
til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres.
Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som
Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal
smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren
over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder de sig og
smælder til Bunds i vildt berusede Slyng.
-- -- En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen i sin Sejlkøje,
vaagner man i vældig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle
Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god
Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Køjs.
Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! Men det har sin
Vanskelighed at faa sig klædt paa, man tumler hid og did over Dørken,
og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man
paa Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene er der
dybe Svælg.
Det bliver en drøj Arbejdsdag.
I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke til at ro i den
stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives
op og ned, man kan snart ikke mere følge den fra Kutterdækket, og
længere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have
kastet Vaaddet.
Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er
trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye
Sted, vi var flyttede hen.
Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme
Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje
Kutteren.
-- Sidste Dræt siger Skipperen op ad Dagen.
Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetøj maa jeg
vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned
i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror
udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at
Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i
Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø. Som de dog fører
deres Aarer, de Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og skønt
Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af for Bølgebraaddet,
bare et Par Gange bryder Sprøjtet over mig henne i Forstavnen. Men
Vejret bliver værre og Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt,
og vi ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede Favne i Læ
af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bøje, som
Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os
med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting hopper
inden i En.
Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. Der bærer strygende
Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna
Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret,
skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By!
Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads
Aalbækbugten op til Frederikshavn.