uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt
Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke
friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.
Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og
Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som
Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes
ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne
var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig
Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var
Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al
Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede
og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten?
... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens
Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man
maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider,
da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som
fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var
sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt
gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par
af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren
givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det
var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen
havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom
Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo
dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste,
mente de gamle Fiskere.
Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande,
man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere
Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved
Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig
døde bort i den stille strygende Dis.
»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til
den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens
Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med
det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra
Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for
Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«
Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med
sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin
sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt
»redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse.
Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk
Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk
Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle
Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle
Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik
hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas.
»Der er jo somme #gode# Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda
der er flere Lusangler!«
Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at
»skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra
Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri
med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og
faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en
Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes
Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer,
Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor
mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen
Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold
paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa,
blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd,
hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i
Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen
Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne
fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag,
dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa
Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og
anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og
Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa
var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ
Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; #den# trak Fisk til
sig, maa De tro.«
Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa
godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden
Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs
Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden,
og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken
en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. #Da#
stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og
en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller
paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den
Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de
fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov«
ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver
til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i
saa mange Aar.
Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i
Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der
havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk
i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den
sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og
spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i
Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i
Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.
»Naa, det er #Dem#,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske
ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille
Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«
Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede
den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er
takket,« sagde Ole. Det var nu #hans# Maade at være galant paa.
»En Cigarret!« foreslog jeg.
»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en
bitte Bus -- #det# var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles
Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og
forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele
Kroppen«, blev han snakkevorn.
»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og
drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og
med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen
Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem
efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med
Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant
saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud
fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere,
»Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og
derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker
mere end som ordentlig Snak:
Den onde skulde tordne og bukke
og dine Øjne tillukke!
Syv og ni er sejsten,
nu er æ Vind i Vejsten! --
Og nu herut med Jer, bitte Børn!
Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!
Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker.
Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg
kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra
os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen -- men, se #nu# i Tiden er
vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I
gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken
og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og #staa#
op; saa kan man #synke# mere, det er sandt nok, men hvad nytter det,
Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige
Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi
nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil
og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om
Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme
Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...«
Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem
til sin »bitte Pige« -- saadan kalder han sin Kone, der er svagelig
og altid til Sengs -- og til sin røde Snaps, som er hans bedste
Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til.
Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.
Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de
andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere
respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke
oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i
Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og
Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj
ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig
til baade Øvrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa
Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.
Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange
mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden;
baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man
»tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst
mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde
paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend,
mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden
kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed.
Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og
Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den
lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde
Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet
kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne
Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den
forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og
taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde
Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i
Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen
flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad #hans# var, hvis han
da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte
Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at
Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa
nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og
broderlig delte Rovet.
Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang
sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de,
som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i
Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.
De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at
liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i
Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men
Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden
vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger
paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til
Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene
tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken -- og ilede til Stranden ...
Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool,
der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev
slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt
ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør
Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand:
hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede
store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen
til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af --
men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.
»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel
vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af,
at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist
sin Grød:
»Du med dit ene Øje
og med din ene Arm,
hvad vil du her, du Krøvling,
du gør saa stor Allarm.
En Stridshelt var du før,
men nu skal du fornemme,
at Dansken har spist Grør!«
Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker
Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.
Se, #det# var Tider for fattige Fiskere!
Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.
Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød,
at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok
maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig
og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af
#Stranden#!«
#Stranden# var alles Ven og Tilflugt -- ogsaa Kancelliraadens. En
mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende
nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa
mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed.
Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang
hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.
»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en
rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens
forlegne Ansigt.
»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret.
Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han,
stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med
Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til
Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan
du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for
din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det?
... Saa maa du have Farvel saa længe ...«
Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han
maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke
til at være for ham en Dag længere paa Skagen.
Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa #han# kunde blive snydt. Han
havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var
strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare
Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa
betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med
Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men
det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var
sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han
nede paa Kontoret.
»Naa« -- tordnede Kancelliraaden -- »endelig! Hvad har du saa faaet
ud af Sagerne?«
»Det er gaaet #lige# op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af
Befippelse.
Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i
Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han,
hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en
høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, #dygtig# er du!« raabte
Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha'
gjort det bedre -- og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste
Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig
paa det sidste.«
Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne,
men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og
Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant
med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke
fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde
Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og
Hoerkarle -- med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad
nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at
være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken
godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter
Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem #følger#
bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt
Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug,
kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en
Kristen end Præsten, endda ogsaa #han# erkendte sig en Synder for
Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte
Præst, #jeg# er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren
paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig
Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at
sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig
og lydig« ...
Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst.
Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes
han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette
beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid,
han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade
skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den
absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa
Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde
talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit
Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber
imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var
den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge
Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at
Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede
Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red
Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens
Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden
havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos
Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske
Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han
skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft
Levemaade! Og saa #blev# Sjette Frederik desuden med Følge en lille
Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere
fortræffelig Vin -- af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk
og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at
ogsaa #han# havde Levemaade.
Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var
en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som
engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i
Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.
Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han
»skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem,
des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen
blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde
bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part -- og fik Skyld for
mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa
sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens
hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger -- Havet havde i hvert
Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med
Ladningen.
Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han
skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt
andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende
Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa
Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en
Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked.
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden
var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen
Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var
betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen
blev ved sit.
Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en
levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske
Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds
til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i
Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens
Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.
En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige
norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk
Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de
naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til
Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede
straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet
sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort
paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte
Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag
blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud;
hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve
Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt
Stykke Strandingsgods.
Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der
hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det
sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt
Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan--cel--li--raa--den,« lød det ud
af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et
besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en
Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En
selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i
Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i
det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa
der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den
sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne
forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig;
Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.
Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to
modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til
Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og
til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i
nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede
gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.
Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end
nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde
Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og
hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord.
Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i
Skagen.
Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket
passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa
#blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm
Tjener.
Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var
tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget
paa Kancelliraadens Enemærker -- Tjenestepigernes Fløj i
Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en
eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre
Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og
Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget
Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos
hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden,
tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør,
at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle
Kancelliraadens Penge.
Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.