rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme
midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har
Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning i Haandledene,
en tredje Lændegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge --
altsammen af dette forfærdelige Slid med Aarerne, som vort nuværende
Fiskeri kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre
Fiskemaader«.
Saadan er den evige Klage ombord.
En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene:
»Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes
engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler
og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes
Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde.
En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede
Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tæring.
»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede Fiskeren, »og
faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris
Skyld til Frederikshavn. Er der først én, som faar et skidt Bryst af
Sliddet, smitter han de andre«.
Og som vi talte, berettede Folkene om deres strænge Livsgerning,
at den ogsaa førte dem saa langt som til Island, hvor der mangen
Gang var et sjældent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og
Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en
farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden
Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nær Islands
Kyst, den var kommen sejlende med flere i Følge, da en hastig
voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den
aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt
slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for
paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dér
laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa
Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens
Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gøre
end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og
Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden,
men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene -- og kom de
derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste. Men Stormen sakkede
af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede
og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne mistede
rent flere Maaneders Fiskeri.
Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride
pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære
Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man
kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak,
en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn -- men
drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet
Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en
Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges
uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par
Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom
roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og
løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med
Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over
Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor
Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og
forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget
lige til Bunds med dem -- en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske
Hold i det lidet, der er tilbage af dem ...
Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet
den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By
opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen
kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet
derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige
Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa
Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med
ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet.
Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et
Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.
Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af
en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter
udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da
af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen,
eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre
Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes
oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent
Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa
Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige.
Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige
Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt
deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ...
* * * * *
Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne
en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den
stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis
vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav
og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om
Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa
Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad
man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at
Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil
tage fat.
Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i
Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel
ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har
faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og
fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne
slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par
Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres,
naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man
mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres
Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord,
de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det
evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko,
der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne
og lukke dem ind i Folden -- et omvendt Baadskrog -- for at ikke
Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen
er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er
-- som altid naar Børnene paa Skagen synger -- en Salmemelodi, men
han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op,
sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har
sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort
fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav
...
Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen.
Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa
dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og
Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i
et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end
andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal -- baade
Søfolk og Fiskere.
En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem
fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen
med mig og siger:
»Ja -- nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November,
der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«
Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os,
han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke
Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører.
»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har
endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert
fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af
Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af
Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne,
saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste -- værre var det,
at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af
Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne
Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi
maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at
komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene
løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én
gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem;
vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med
Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi
kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede
hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor
forfrosne vi var ...«
Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan
faste Øjne.
»Ja« -- gentager den anden Mand fra Redningsbaaden -- »nu er Tiden
her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande
her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med
Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén
endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft
Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt,
inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er
en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet
... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde
jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af
Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og
snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, --
men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var
ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til
en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa
takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...«
PAA DEN HJEMLIGE Ø.
Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land,
at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme
Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra
Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften
sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære
Ulykke kunde være sket -- paa den hjemlige Ø.
Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud
for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at
Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke
volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde
Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine
Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og
skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes
ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den
jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig
Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa
hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib,
hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den
ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt
hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.
Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne
Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke
et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig
ansvarsløs, #den# kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i
Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder,
deres Læber er stumme ...
Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde
bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø.
Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen
og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt
Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres
Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort
Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par
Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste
der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde
den Gang nyligt mistet en Søn.
Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter
Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset,
og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til
en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og
Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven
indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod
Skibet Norge.
Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø
Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden,
maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af
Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet.
Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de
maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været
udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i
Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er
Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme
Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden
Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt
sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa
Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt,
og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet
i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa
den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter
efter er Sagaen ude.
Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende
inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han
vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens
Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide
Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den
opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten.
Forbavset ser han -- og næppe vil han tro sine egne Øjne -- at der
staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner
Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad
der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus
skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar
saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der
er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af
Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø
-- og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej
frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet
paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af
Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham -- da
støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt
ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et
Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og
underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar
nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over
Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og
vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne
svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og
ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget -- jo, nu gaar det
som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus
...
-- -- Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø
Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har
været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som
i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt
af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var
Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende
gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende
Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende
hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et
Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven
fejret velkommen hjem.
Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det
plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der
berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe
uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under
Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har
gjort det før Claus -- og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den
bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet -- det er
ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker
Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til
Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra
Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu
stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa
at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden
-- man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø
kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed
og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer
har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har
været rakt dem til Hjælp ...
Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det
forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke
Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt
staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit
ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af
saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa
Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde
Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de
dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne
heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige
Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste
Forsamlingshus -- og var traadte derind, drivende vaade og yderst
forkomne -- men dog i Live alle -- -- --
Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa
Gods og Grejer; #alt# tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er
endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede
paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar
Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja
han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod
halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op
-- saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig
og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret
Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.
Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt
Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det
end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte
Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende
Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i
Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en
Esbjergdamper i Forbifart -- eller de har slet ikke tænkt nogenting
derved.
Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker,
er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler
-- til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde
alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte -- -- netop
den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i
Forsamlingshuset -- --
Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede.
Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de
tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede
en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres
Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede
Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem
de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet
Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe,
og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde
sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes
underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte,
thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...
Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i
svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve
over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige
Partier, næsten som de var skoldede -- det var Sandet, der havde
skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og
Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede;
de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den
hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede
Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.
Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin
Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god
Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge
plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare
og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven
holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer
og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til
Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv
har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes
æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen
og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og
Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i
Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i
Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling,
Livet kunde byde.
Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give
Carl og Christian Lov at komme tilsøs -- bare en enkelt Tur for at
#prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset
Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er
udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus
og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her
begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem -- Ugen derefter
endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.
Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den
stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt,
bare Kirkeklokkerne ringede.
Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det
jo skal.
JULEGÆSTER FRA HAVET.
Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i
Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster
fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten
aldrig holdt.
Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen
Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den
23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen
blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.
Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning
saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de
vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det
værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.
Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag
Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne
satte Himmel og Hav i ét.