Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde
af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen
Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget
at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det
Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid,
da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik
Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer,
et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men
siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive
fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo
imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan
kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn
nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der
staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo
Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man
jo, hvad er.« ...
»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal
man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«
Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om
ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en
Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da
var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne.
Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en
grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land
i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her
øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med
Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde
han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned.
Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket
Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter
nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde,
det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og
frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han
havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung
Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset
og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en
Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og
om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int
komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til
Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en
Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv,
og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under
Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være
godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal
A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og
arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man
skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde været i Havet ...
Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi
spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik
væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa
jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...
»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes
rigtige Styrelse -- trods alle Livets sære Hændelser ...
Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over
otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen
fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til
Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog
om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen
fortæller Niels Jensenius:
»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst,
te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg.
Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at
haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne
stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian
var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at
Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde
ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire
Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de
maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som
vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens
Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen
og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at
komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved
Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at
naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes
hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg -- saadan skete
det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen
med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel
tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som
stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa
kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting
kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore
Kammerater.
De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen
af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor
de drev af for Strømmen.« ...
»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius
bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd
endnu ...
Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A
huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok:
Otte Enker blev der nu
paa én Gang, der blev en Gru
for de otte ja og saa
for de femogtyve smaa,
som misted deres jordiske Forsørger.«
De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der
fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende
Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje
Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt
paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i
Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om
Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen,
dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A
med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ...
Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt
tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange
og bjerget Daphnes Folk.«
Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os
af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til
at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan
Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var
klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker
til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var
paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til,
men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele
Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der
restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk.
Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet
var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller
Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene
drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom
... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te
det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore
Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.
Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre -- Lars Kruse og
mig og Ole Svendsen.«
»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen,
»han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde
bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at
tænke!«
»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk
og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man
ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal
være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer
... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«
»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre,
»og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner
og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger,
te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A,
»#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det
var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen
ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da
din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det,
som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A
rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad
Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men
lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men sært var det, for
hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige
saa #varm#. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak
paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og
skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret
stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som
blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de
fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og
var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ...
De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels
Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for
Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med
sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to,
som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse -- og
han har endda altid været møj vagere end som Lars, for #Lars# var jo
stærk som en Bjørn -- og den anden var Niels Lér, her vesten til, den
sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben
blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig
rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A,
saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...«
»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius
sin Kone i hendes hastige Tale.
»Ja-ja,« mener hun trøstende, »#du# har gjort #din# Part af Arbejdet,
saalænge du kunde.«
Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse:
»Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et
rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A
havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«
-- -- Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med
Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans
Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den
engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et
af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor
Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog
og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede
Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da
Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet
med Skagens Redningsbaad.
Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius,
da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med,
Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med
beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet
efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets
Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende
tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og
gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne --
men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det
var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...
Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil
-- naar #bare ikke# der havde været de to ældre Dampskibsvrag
netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det
uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre
Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer
sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske
»hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er
Tale om en Ulykke, som kunde være sket, #hvis# de og de heldigvis
udeblevne Omstændigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle
Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning
kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som #er#
tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at
Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de
skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget
»hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er
Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som
Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de
faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres
Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed,
fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er
Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi
#skal# og vi #vil#!
Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs
største Bedrift:
»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste
nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var
uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt,
det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod
paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib,
men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det
lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der
var int andet at gøre end #prøve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare
de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa
godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par
Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge
Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden,
siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt
bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde
der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset
Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt
Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter
Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok
med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det
bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end
som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg
fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl -- men hva'!
.... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene
havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i
Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af
Skibsbesætningen var druknet med den -- enten de nu var kæntret
straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og
gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De
gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int,
men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da
vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget
#haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jærnvrag,
som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ,
det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden
af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet
paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af
for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor
Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med
Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud
fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa
ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste
Forfatning -- én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os.
Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo
passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have
Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han
saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en
Braadsø ...
Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at
slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter
ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en
Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud
igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de
ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var
vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til
Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om
Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand
draget til sig ved tilkastede Liner.
Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var
ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted
hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham
mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning,
saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med
Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans
Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var
kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens
Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering
fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.
Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt
fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her
Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa
være det samme. Meningen var jo ligegod.«
»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og
alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i
Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det
var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore
Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne
Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da
laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int
flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt
til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men
Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et
Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa
at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med
Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken,
ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til
og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to
Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...
»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen
som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige
paa den norske Brig.
»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der
druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok,
hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig.
Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød
vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som
var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at
han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra
Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger
mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange,
og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit
kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man
om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er
hos os, kommer de -- med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme -- -- og
saa er de godt forvaret ...
Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int
bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde
stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad
det er godt for ....«
SKAGENSFISKERE FØR OG NU.
En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran
Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart,
ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af
Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som
fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor
Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs
i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke
hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde
da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa
Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de
skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med
Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man
bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres
dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem
Septembernatten.
Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle
halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den
forbandede Sirene!
Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende
dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige
Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne
ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem,
Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres
velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de
var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare
slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et
villigt Ekko.
Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn,
naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke
virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var
lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende
Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit
hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den
klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard
engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten
Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om
Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende,
lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød
uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som
var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud,
forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand,
alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde
Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen
kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde
troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde
forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde
den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i
Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod
ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over,
at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med
underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper,
var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans,
som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et
Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede
fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og
troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte -- indtil
pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods
paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad
nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor
Hovmester ...