Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren
arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# følge Trit,
og han #vilde# det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt
foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i
Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter
hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og
Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene
igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og
fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind
til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han
gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og
pressede paa med Knæerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel
avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt
Svømmer.
Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte
af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det
gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han
var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter
Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.
Holst havde mistet sin Stok.
»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede
andet. For det var en slem Rejse.«
De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter
og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i
Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe
paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid
Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt
fjernere.
Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det
er uforsvarligt at gaa #ene# Mand Strandvagt her. Norden for
Hirtshals er der altid to i Følge.«
Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige
ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte
anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«
»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!«
Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast
Udtryk om Munden -- Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde
med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«
De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst
og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for
nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter
Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med
halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det
Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning.
Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet
af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden
af Skumsprøjtet og knapt nok #øjne# det, før man havde det en Favn
fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men
Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og
netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste
af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod
Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det
jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til,
forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet
en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr
hvor det kom.
Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne -- itubrudte Spanter,
knækkede Planker, en Stump Raa.
»Stranding«, sagde Holst.
»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.
Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet --
intet Lys at se!
Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den
hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu
Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide
sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene,
men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en
uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje,
og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette.
Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse
Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og
Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige
Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi
og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede
Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter #netop
udelukkende# i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.
Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det
overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og
Bedrift #alene# i det menneskelige ...
Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres
Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et
forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende
Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille
Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det,
men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i
en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i
Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede
op og traadte ind sammen med Holst.
Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme.
Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang
Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i
Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt
Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved
sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det
var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.
De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden
Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken
knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og
Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende
dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede
Musik udenfor.
Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.
»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider
Vorupør-Fiskeren.
»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.
»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa
underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i
hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de
gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem
Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt.
Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans
Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er
krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede
langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa
Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.
»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra
Vorupør.
»Det #mærkes#, ja,« svarede den anden.
»Hvor?« spurgte Holst.
»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.
»I Agger!« foreslog den ene.
»Kan være,« tilføjede den anden.
Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.
»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.
Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med
Klæderne pakkede tæt om sig ...
De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst
end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og
derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse
Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en
Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at
Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i
Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra
Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til
Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig
Forstørrelse. Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes
deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd
eller Bevægelse af uvanlig Art tætved -- maaske en Hare, der sprang
op -- naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at
lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke
give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han
travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det
var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede
ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to
ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og
vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en
Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa.
Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde
nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I
gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat
som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, #da# vilde Folkene
have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis
var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med
Dram.
Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han
kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som
skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur
havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt,
gik og gik, men #uden# den aandelige Spænding, som gør selv
Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen
paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange,
trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent
legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets
Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti,
hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens
Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.
Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det
var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de
skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig
til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand,
hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af
sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan
talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til
den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder
og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han
havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den
Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt
besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre
Figur.
Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i
Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der
ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række
til dem og faa dem draget paa fast Kyst.
Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys
skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa
en Skibslanterne.
»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.
Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han
syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men
snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de
altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu,
Klokken var tre, godt og vel -- og før han vidste af det, havde de
naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at
beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.
De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet
blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær
af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst
var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte #løfte#
Benene over Baadenes udspændte Ankertov.
De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende
Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten
forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede
Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa
Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr
med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske
i Kronborgs skumle Kasematter.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten
sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret
drev fra, maatte være længere sønder.
Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.
»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over
hans forslæbte Udseende.
»Ja--a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd
at gøre, men for den Tokrone, I faar -- nej Tak!«
De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.
»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige
Fisker.
»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.
»Var det saa alligevel ikke rart, om de #altid# var to paa Vagten?«
spurgte Holst lidt drilsk.
Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for #os# at
tykke. Men #vort# Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden
menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som
ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar #flere#
sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu
sikkert nok.«
Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk
Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre
ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn.
Men det skal jo gaa igennem #Rigsdagen#. Og der er jo Fejler ved alle
jordiske Ting.«
Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin
Træthed. Det havde været en herlig Tur.
Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget
Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et
pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte
han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en
Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.
»Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld!« beklagede han.
»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve
imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«
Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager.
Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte
da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen.
Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den
lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige
Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det,
hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre
i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed,
maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og
Juletræ -- og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.
Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte
paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ...
men de lejede Stuer, #han# havde i København -- ak nej, de besad ikke
den Trolddom, der #bandt#.
Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig
afklædt og vasket og badet -- han var som pudret med Sand over hele
Kroppen -- og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte
han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven #hans# Lod at
sidde i Jule-Huslighed til Halsen -- og blive kvalt.
Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde.
Lykkelig? -- var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller
ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var
Stagnation. Hans Devise var: »#Naa -- videre!#«
Der gaves ikke Lykke for den urolige, men #Momenter# af opstemt
Sjælsbevidsthed, #Glimt# af den sublimeste Skønhed, af #Liv#, af
#Liv# -- #dem# kunde man jo saa benævne #lykkelige#, om de endelig
skulde have Etikette.
Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det
været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...
Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes
Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og
læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og
Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver.
Han faldt i Søvn for brændende Lys.
* * * * *
Jo -- det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en
tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn
og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv
kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper.
Og mere end ét Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en
Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde
gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne -- bare et
Øjeblik -- og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og
Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem
siden ...
En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her
var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere,
hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og
Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke
greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden
digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de
#var#; -- hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...
EN REDNINGSMAND.
I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn.
Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke
forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var
ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel
endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu
maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra
Stranden, naar Sønnerne kigger ind.
Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok
endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle
Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet,
og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels
Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange
Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en
beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen
hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for
hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den
engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s
Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som
Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af
Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren
nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at
nu #skulde# han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den
Gang, Lars Kruse blev begravet.
Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde
mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den
tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var
altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse
paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og
bjergede Folkene fra Mispah.
Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én,
Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel;
hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en
klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han
nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at
Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de
forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i
Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude
og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.
Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar
siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken,
næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat
under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som
luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved
Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han
tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer
godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre
gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade
af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund,
men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel
Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.
»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og
peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store
Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden
og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet
sine smaa Støvler paa og de klemte ham, #det# mener vi da, at det var
derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«
»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa
taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok
samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem
en Gang.«
»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks,
men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han
mistet de ni af hans Tæer.«
Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af
et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle
fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten,
Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen
sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren
dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa
paa, te de blev tagen.«
»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.«
Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«,
siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt
paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de
triste Tanker fra Sygelejet.
Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører
det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det
maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste
det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo
nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A
kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen
saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet
og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad
og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt
Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke
Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt
... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor
Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være,
syntes vi.« ...
Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen
endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham
saadan!«
Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter
han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit
tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.
Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne
Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af
Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om
Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.
»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad
Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra
Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og
Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at
sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem
fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne;
det var slemme Steder at færdes paa for os.