Jeg sad sent i Nat foran Toiletspejlet og gjorde mit Haar istand. Jeg
var dødtræt og dog slet ikke søvnig, sad og faldt i Staver foran mit
eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med
opspilede, spøgelseagtigt blanke Øjne, kom til at ryste og vendte
nervøst Hovedet bort for ikke at se.
Mit Blik faldt derved paa Væggen bag Kommoden. Væggen var betrukken
med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her
laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt
og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom
sikkert fra Flængen dér i Hjørnet til Højre. Med Væmmelse fulgte jeg
dets Manøvreren hen ad Væggen; det søgte hen mod Lyset og Varmen paa
Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at dræbe det med min
Klædebørste. Da saá jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under
Tapetflængen og glide ud paa Væggen. Jeg blev staaende, lammet af en
Uhyggens Rædsel, stirrende med store, stive Øjne paa de modbydelige
Dyr. Og se -- det var, som om hele Væggen begyndte at mylre: et efter
et listede Dyrene sig frem fra Hjørnet, de gik i en lang Karavane hen
mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flængen
til Højre; overalt, hvor der var en Rift i Tapetet, kravlede de
frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprække mellem Væggen
og Gulvet.
Jeg turde ikke røre mig, turde ikke begynde at dræbe dem; for hvert,
jeg dræbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at dræbe disse
Dyr, der ligesom væltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.
Jeg stod kun og ventede paa det forfærdelige Øjeblik, da de vilde naa
over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende
Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver
spændte iagttog jeg deres Forsøg. Da fo'r jeg sammen ved en kold
Kildren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strøg
jeg Krybet bort og saá i det samme, at Dyrene allerede nede fra
Gulvet havde entret Kommoden.
Jeg var i dette Øjeblik vanvittig. Jeg tænkte: »Nu kommer Ligdyrene
for at tage Dig som Bytte!« -- og jeg styrtede ud af Værelset, ned ad
Korridoren og ind til Moder, der forfærdet vaagnede, og hvem jeg kun
kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!
Moder tog mig op til sig, kælede for mig som for et lille Barn, og da
jeg var bleven lidt roligere og laa og græd stille, sagde hun:
»Fortæl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortæl mig, hvorfor
Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrøvet.«
Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok
siden faa alt at vide.
Da tog Moder mig med begge Hænder om Hovedet, drejede mit Ansigt om
mod sig og saá mig fast i Øjnene, idet hun sagde: »Der er kun én
Ting, Du _skal_ og _maa_ sige mig, Julie. Du er vel ikke --?« Jeg
standsede hende ved at lægge min Haand paa hendes Mund. »Nej, Moder«
-- jeg smilede bedrøvet --, »det, Du tænker paa, skal Du ikke være
bange for.«
»Saa Gudskelov da. For Du véd ikke, hvor jeg har været bange i de
sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg
jo længe mærket. Men jeg tænkte, der var En, Du traf hos Christiane,
og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.«
»Nej, Moder, ogsaa dér har Du gættet fejl. Jeg har ingen Forlovelse
at mælde Jer.«