Dagen gik og Natten gik. Det er blevet en ny Dag; det var _igaar_, at
det skete, og alligevel lever jeg.
Altsaa dræber Sorgen ikke, og jeg dræber mig ikke af Sorg.
Da jeg havde faaet hans Brev, og jeg havde læst det to Gange, før jeg
forstod, at det hverken var en Spøg eller en Misforstaaelse, da græd
jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart
og koldt reflekterende. »Det er altsaa forbi,« sagde jeg højt hen
for mig. Min Stemme lød tørt, næsten ligegyldigt. Jeg tænkte: »Du
burde vist have sagt det med mere følelsesfuldt Udtryk.« Men der var
ingen Følelse i mig. Alt var som stivnet: mit Hjærte bankede ikke,
mine Nerver dirrede ikke. Selv mit Ansigt, syntes jeg, var blevet
stift, Huden strammede mig, jeg strøg mig over det og jeg fortrak det
til Smil for at faa Bevægelse i det.
Jeg gik ud. Hvorhen vidste jeg ikke. Men en Stemme inden i mig sagde
uophørligt: »Du kan umuligt blive her. Du maa bort herfra, inden
nogen af de andre ser Dig.«
Jeg mødte Folk, jeg kendte; jeg hilste paa dem, og med en gammel
Frøken talte jeg. Hun fortalte mig en lang Historie om en Sygdom, hun
nylig var kommen sig af. Da vi skiltes, sagde hun: »De ser saa
nydelig ud idag.« »Ja, naar man er ung og glad,« føjede hun til.
Saa var jeg ude i Skoven, ved et Udhug ned til Søen. Jeg stod paa den
lille Baadebro og stirrede paa Vandet og tænkte: »Hvis Du nu var
rigtig bedrøvet, saa vilde Du lade Dig glide ned her, og saa om lidt
vilde Du have det godt.«
Inde fra Byen lød Kirkeklokker. De ringede til
Eftermiddags-Gudstjeneste. Jeg saá mig om, og jeg syntes, jeg aldrig
før havde forstaaet, hvor smukt her var. Mit Blik var ligesom
skærpet, jeg saá Ting, jeg aldrig før havde lagt Mærke til. En lille
Holm, f. Eks., hvor Træerne som skønhedssyge Narcisser bøjede deres
Kroner helt ned til Vandet for at spejle sig. Jeg hørte utallige fine
Lyde, i Sivene ved Søen, inde fra Skoven og fra Græsset -- af
Insekter, der sang, af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk,
der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Jeg henfaldt i Beundring over
Skyernes evigt skiftende Former; de saá saa rolige og uforanderlige
ud i den stille Sommerdag, men naar man nøje fulgte deres langsomme
Gliden gennem Himmelrummet, opdagede man, at de snart var smilende
guldbræmmede Øer, snart store svævende Fugle og tilsidst opløstes i
legende Flokke af smaabitte Skybørn.
Jeg omfattede hele Billedet i ét stort Blik, jeg tænkte: »Hvis Du nu
ikke kommer her mere, vil Du dog aldrig glemme, hvordan her sér ud.«
Jeg vandrede ind i Skovens Tykning. Den samme højtidelige Klarhed var
over mig, den samme reflekterende Modtagelighed. Indtil pludselig jeg
kom til at huske paa, at jeg gik med hans Brev i Lommen. Det gav et
Stik i Brystet, og min Sjæl gennembævedes af en kold Gysen. Mine
Knæer rystede under mig, jeg maatte støtte mig til et Træ for ikke at
falde. Jeg krammede Brevet i min Haand, og, uden at læse det, saá jeg
hvert Ord for mig.
Altsaa var det sandt! Han havde forladt mig, det var forbi!
Jeg havde jo sagt det samme før, jeg havde gaaet med de Ord i mig
hele Tiden; nu først naaede de mit Hjærte og bragte det til at vaande
sig i Smærte.
Forbi! Ikke se ham mere. Hvordan var det nu, han saá ud? Jeg søgte at
fremkalde hans Billede for mig, det flygtede fra mig i Stumper og
Stykker, jeg saá kun for mig et Par store, sorte Øjne, der roligt og
træt og spodsk-smilende stirrede paa mig.
Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad
om, at det ikke maatte være sandt: »Jeg forstaar, at det er en
Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg
Øjnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en
Drøm, jeg er vaagnet af.«
... Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden
Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer,
jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det
dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var
saa ung, havde intet længer at haabe af Livet.
Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der
allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.«
Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens
jeg hastede hjem, byggede Haabet de skønneste Slotte for mig.
Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.
* * * * *
Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg har talt med ham.
Han maa allerede være i Kjøbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu
skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han
vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder
»hysterisk«. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske
nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt
-- skriver jeg -- er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at
vi, ialfald en Tid, ikke sés. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi
ved fælles Bestræbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke
vilde gøre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de første
Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal møde med
et Jeremiade-Ansigt. Du skal tværtimod se, at jeg er en meget
flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine
Trætheds-Stemninger, og som er parat til at være akkurat saadan,
som Du vil have mig.