(Brev indlagt i Dagbogen.)
Vedbæk, den 6. August.
Kære Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor
Sorg, med en Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit
sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besøg i Sorø,
anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu følger.
Jeg vilde gærne, Du skulde tro -- selv om Du ikke forstaar det --
at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst
Forberedelse som noget nødvendigt, uundgaaeligt, som noget stærkt
og tvingende, noget, der maatte nu saa være. Men naturligvis har
det længe ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der
var Øjeblikke, hvor jeg følte det; men jeg tvang mig til at tro,
at det ikke betød noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg
trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en
forbigaaende, intetsigende Misstemning -- alt er endnu som før.
Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i
min Sjæl. Det er forbi, det _maa_ være forbi.
Ja, Julie -- det meget slemme og tunge, jeg har at mælde Dig, er,
at det maa være forbi mellem Dig og mig.
Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg
er saa træt, saa hjælpeløst træt, at jeg ikke kan mere.
Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev.
Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev bragt mig. Jeg ventede
Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hør mig nu roligt, døm
mig ikke straks: Jeg laa og ønskede, at der for en Gangs Skyld
intet Brev maatte være; jeg var ligefrem hjærteangst for at se
min Værtinde træde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift,
Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold -- ak!
-- jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit
Sengetæppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde
ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjærne og fyldte
min Sjæl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig
til at bryde Brevet og læse det.
Hvor længe jeg laa saadan, véd jeg ikke. Der var ikke faste
Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen, der gjorde mig
saa træt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.
Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg
sprang op, slog Gardinerne tilside for det fulde Dagslys, og som
en Befrielse, næsten som en Lykke, steg den sikre Bevidsthed
frem: Det er forbi, det maa være forbi.
Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine
Tanker og Følelser. Det _var_ Lykke, jeg straks følte. Jeg følte
mig saa let og fri. Ligesom genfødt, med nye Kræfter og nye
Forhaabninger.
Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til
Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.
Thi Sagen er jo den: Jeg har intetsomhelst at bebrejde Dig, jeg
har tværtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det
dejlige, Du har bragt mig, for al din søde Kærlighed.
Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er
træt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfærdigt det end
er.
Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet
vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter
Dig, trods al din store Kærlighed, og Du vil enten tro, at jeg
handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har løjet som
en Bandit.
Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har
løjet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa
Ævner og Humør, saasnart et Forhold begynder at indsnøre mig.
Ser Du, da vi to i sin Tid lærte hinanden at kende, da troede jo
hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt
Øjebliks uforpligtende Glæde. Det var et Lune, en Stemning hos os
begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og
varigt Forhold, end sige om evig Kærlighed.
Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig,
behøver jeg næppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte -- hvad Du
drillende bebrejdede mig -- har sagt det, vidste Du det af min
Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Væsen, der ikke lagde
Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt
og forunderligt, saa uberørt og troende, og Du vakte hos mig
Følelser mere sarte og ømme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg
følte mig i vor Kærligheds Morgenrøde som en lykkelig Opdager og
Erobrer, fri, stærk, svulmende af Vilje og Ævne til nye
Bedrifter.
Vi elskede hinanden; men vor Kærlighed var af forskellig Race.
Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med
artistisk Frihedstrang. For Dig var Kærligheden dit Livs alt og
eneste, og Du havde intet andet Ønske end at give Dig og eje mig
helt og uden Begrænsning.
Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets Ørken. Du
vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.
Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og stærke
Kærlighed løb min mindre haardføre Kærlighed træt.
Vort Forhold formede sig til noget større og alvorligere, end jeg
kunde og vilde magte. Og det gjorde mig efterhaanden bange. Jeg
saá, hvordan din Kærlighed voksede Dag for Dag, jeg følte,
hvordan Du bandt Dig fastere og fastere til mig, og Egoist, som
jeg er, reagerede jeg mod denne din stadig inderligere
Sammenleven-Dig med mig. Jeg begyndte at føle Ubehaget ved at
blive ansvarlig for et andet Menneskes Liv, jeg følte mig hæmmet
i mine Bevægelser, fastholdt, ufri. Og det Øjeblik kom, hvor jeg
maatte bryde ud, atter have Plads om mig til alle Sider, atter
være ene og fri.
Desuden, den Vanemæssighed, der efterhaanden kom over vort
Forhold, pinte og forstemte mig. Mennesker som jeg og mine Lige
frygter netop Ægteskabet, fordi det er Kærligheden reguleret og
sat i System. Men vore Møder, der i Begyndelsen havde det
Uventedes, det Tilfældiges og Æventyrliges Ynde, blev snart og
mere og mere et vedtaget, mønsterværdigt ordnet Pligtforhold. Vi
saás de og de Dage til bestemte Tider, efterhaanden saás vi saa
og saamange Timer hver Dag. Der var ingen Overraskelse, intet
uventet, intet tilfældigt længer; kun en daglig Gentagelse af et
og det samme. Før, naar Du skulde komme til mig, var det mig en
Fest at forberede alt til din Modtagelse. Og naar vi skiltes,
spurgte jeg med forventningsfuld Skælven: »Ses vi snart igen?«
Der oprandt siden Dage, hvor jeg maatte tvinge mig til at sige
den staaende Afskedsfrase: »Vi sés vel i morgen?« og til, naar Du
kom, at spørge: »Hvad vil Du drikke? Ønsker Du Cigaret med eller
uden Mundstykke?«
Jeg havde haabet, at det skulde hjælpe, naar jeg flyttede paa
Landet og vi en Tid ikke saás saa ofte. Men desværre er der
noget, der hedder Breve. Ved personligt Samkvem er der dog
_Mulighed_ for Variation. Breve er den mest retliniede
Ensformighed. De begynder og ender med Fraser, som højst kan
veksle i Ordstillingen; de forsendes og ombringes til
regelmæssige Klokkeslet; de møder, som Soldater, i Konvoluternes
altid samme Uniform og med reglementerede Frimærke-Epauletter.
Alt dette betød for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der
langsomt tyngede min trætte Kærlighed til Jorden.
Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig.
Jeg er træt. Jeg kan ikke længer. Jeg maa være fri.
Jeg føler, medens jeg skriver dette, min Træthed til den Grad, at
jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjærte dog
gemmer for Dig.
Ogsaa synes det mig næsten uværdigt at pynte med smukke Ord paa
dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde
brutalt og uretfærdigt. Jeg føler det jo selv. Jeg ser det
oprørende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket
mig for højt.
Alligevel, det maa saa være. Alle Indvendinger dræbes af mit
trætte: Jeg kan ikke mere.
Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen.
Tro ikke det. Nej, det _er_ forbi, og baade Du og jeg gør bedst
i ikke at forsøge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter
fulgte, vilde kun blive grimt.
Du har tit og ofte sagt til mig: »Lov mig altid at være ærlig
imod mig. Den Dag, Du føler Dig træt af vort Forhold, skal Du
straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg
kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet
paa Naade og Medlidenhed hos Dig.«
Den Dag, Du saaledes forudsaá, er nu kommen. Og jeg siger Dig det
ærligt, som Du har forlangt det af mig.
Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har
allerede længe været træt. -- Dertil svarer jeg: Min Træthed har
ikke før været mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig;
thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.
Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor
Kærlighed som en skøn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil
blande sig i Erindringen.
Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tør slet ikke
tænke paa, hvilken Fortræd og Smærte jeg nu volder Dig. Men naar
en Tid er gaaet, og vi atter sés -- mere rolige end vi nu kunde
mødes -- da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i
det rette Øjeblik, og at vi førte vor Kærligheds Skjold uplettet
ud af Stævnet.
Farvel, og prøv paa at dømme mig ikke altfor strængt.
_A._