Viktoria! Han kommer.
»Trods mangehaande Betænkeligheder«, skriver han. Ja værsgod. Nær
ligesaa mange Betænkeligheder, Du vil, naar Du bare kommer. Jeg sér
det betænksomme Ansigt, hvormed han har forfattet sin Kapitulation.
Jeg sér ham virre med Hovedet, halvt gnaven, halvt smilende over sin
Svaghed. »Pokkers Unge,« har han sagt til sig selv. »Hun er saa blid
og saa engleagtig, og saa vikler hun mig alligevel om sin Lille- --
meget lille -- Finger.«
Nej, Du skal saamæn ikke skamme Dig, fordi Du denne Gang føjer mig.
Jeg lover Dig at gøre hundrede Gange Gengæld.
»Jeg kommer altsaa efter al Rimelighed,« ender han. »Dog beder jeg
Dig huske, at der _kan_ komme Hindringer. Jeg siger det ikke, fordi
jeg tror, at der kommer nogen Hindring, men fordi jeg af Erfaring
véd, hvor daarligt forberedt Du er paa at møde et skuffet Haab.«
Jeg takker skyldigst, vise Mand.
Jeg skriver nu atter til ham, og jeg skal ikke glemme at meddele ham,
at jeg betragter f. Eks. Jordskælv som en gyldig Udeblivelses-Grund.