Sorgen forsvunden er, Glæden paany oprunden er. Vi har forklaret os
og forsvaret os. Vi har tilsidst sluttet evig Fred og beseglet Freden
ved virkelig uskrømtede Favntag og Kys, der hverken var Broder- eller
Judaskys, men rigtige, oprindelige Kys, dem, Adam og Eva i sin Tid
tog Patent paa.
Det blev mellem vore Festdage en af de smukkeste. Netop den mørke
Baggrund og den alvorlige Begyndelse gav den en særegen Charme. Vi
følte begge ligesom Trang til at bøde paa udstandne Genvordigheder
ved at være ekstra gode mod hinanden. Han var ganske som hin første
Dag, jeg besøgte ham, ligesaa ridderlig og fin, ligesaa vagtsomt og
varsomt ordnende Alt til mit Behag, indsvøbende mig i en Luft af den
ømmeste Hensyntagen.
En mildt vemodig Stemning -- en Solnedgangs-Stemning -- fik Dagen
tillige, fordi det var vort sidste Møde inden min Afrejse til Sorø,
hvor jeg skal være tre Uger sammen med Moder.
Det er tungt at skilles fra ham. Var denne Dag ikke kommen, som den
kom, skulde ingen menneskelig Magt drevet mig bort fra hans Nærhed.
Nu tør jeg rejse. Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed. Jeg
véd, at hans Kærlighed er uforandret.
Og af min mindre vellykkede Vedbæk-Tur kan jeg nu le. Du gode Gud,
hvilken Martyr jeg den Dag var i mine egne Tanker -- ikke mindst,
fordi jeg, uden Penge i Lommen, maatte vanke sulten om, mens han --
naturligvis! -- fraadsede i de lækreste Sager.
Sorø, 20. Juli.
Tusind Barndomsminder mylrer frem fra hver Plet hernede. Her var det,
at Erik og jeg i Ferierne flakkede om sammen, paa Roture i Søen og
paa Fuglejagter i Skovene.
Det staar der endnu, det gamle Egetræ, der fyldte min Barnefantasi
med den mørkeste Rædsel og alligevel drog mig til sig. Det gamle,
sært forvoksede Træ, hvis Grene vred sig som værkbrudne Kæmpelemmer
og som husede hele Hærskarer af Luftens graadige Proletarer, de
fattigklædte, altid utilfredse og skrigende Raager.
Her ved dette Træ var det, at Erik udførte en Bedrift, som vakte
baade Skræk og Beundring hos mig.
En Dag, vi kom derhen, fandt vi Raagehæren i det vildeste Raseri.
Under raa, hadefuld Skrigen jog den i sorte Skyer frem og tilbage
over Træets Krone. Jeg klyngede mig angst til Eriks Arm og spurgte,
hvad der var paa Færde. Han pegede op og sagde: »Se, Uglen dér! Det
er den, de vil myrde.«
Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel -- af og
til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig -- baskede frem
og tilbage mellem sine Dødsfjender. Allerede bar den Mærker af deres
Angreb, dens Fjer dryssede gennem Luften.
»Frels den!« raabte jeg til Erik.
Da bøjede han sig ned, greb en skarp Flintesten, tog hastigt Sigte og
slyngede den. Uglen slog et Par Slag med Vingerne, saa foldede de sig
sammen, og tungt sank den død til Jorden, nogle faa Alen fra os. Et
Øjeblik forstummede Raagerne. Saa begyndte de igen, først enkeltvis,
ligesom forundret spørgende, derpaa i truende, forbitret Kor, der
rettedes mod os. Og da Erik tog den døde Ugle, og vi gik bort med
den, fulgte den opbragte Raagehær, hvis Bytte vi havde røvet, os med
hæse Hævnskrig. Med Stenkast, Klappen i Hænderne og Raab skræmmede
Erik den af og til et Øjeblik tilbage. Men straks efter tog den fat
med fornyet Kraft: nærmere og nærmere, lavere og lavere fløj den, og
tilsidst var jeg saa ude af mig selv af Angst, at jeg benede af det
bedste, jeg kunde, og smittede Erik med min Forskrækkelse, saa han
ogsaa i Løb flygtede for de rasende Fugle.
Men fra den Dag af nærmede jeg mig aldrig uden Hjærtebanken det gamle
Raage-Træ.
Og endnu igaar, da jeg var derhenne, syntes jeg i Fuglenes Spektakel
at høre Trusler om Hævn, og jeg ønskede, at jeg havde haft Erik ved
min Side til at beskytte mig.