Ja, det var et vanvittigt Indfald af mig, men jeg blev ogsaa haardt
straffet for det.
Vejret var saa henrivende imorges, jeg længtes saa meget efter ham,
og jeg syntes, det kunde være morsomt uforvarende at overraske ham
med et Besøg.
Jeg fik fat i Christiane, og vi tog med Formiddagsbaaden. Vi gik i
Land i Skodsborg, og dér blev Christiane, medens jeg vandrede videre
ad Strandvejen til Vedbæk.
Jeg gik forbi Huset, hvor han bor, men turde, af Hensyn til hans Ven,
ikke gaa derind. En Dreng, jeg mødte, fik jeg til at bringe ham den
Besked, at en Dame, der gærne vilde tale med ham, ventede ham ved
Indgangen til Skoven.
Jeg ventede omtrent en halv Time. Endelig saá jeg ham komme hurtig
henad Vejen. Jeg stod inde mellem Træerne med Parasollen dækkende for
mig, for at han ikke straks skulde kende mig. Først da jeg hørte hans
Skridt lige ved, traadte jeg frem og slog Parasollen til Side.
»Hvad! Er det Dig?« udbrød han, og i det samme forstod jeg, at det
var en Dumhed, jeg havde gjort.
»Hvem anden skulde det vel være?«
»Nej, Du har Ret. Jeg tænkte bare, det maaske havde været en
Narrestreg, Nogle af dem herude havde fundet paa. Undskyld, det
varede saa længe, inden jeg kom; men jeg var henne paa Hotellet og
spillede Croquet. Det var da morsomt at se Dig. Er Du her med dine
Forældre?«
»Jeg er alene. Jeg er taget ud for at besøge Dig.«
»For at besøge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen
her.«
»Jeg havde ogsaa tænkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.«
Vi stod og saá lidt paa hinanden. Saa sagde han: »Jeg vil hellere
straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at
jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag være til din
Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret
en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo
hellerikke vide --«
»Nej« -- afbrød jeg ham. »Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg
vilde komme og forstyrre Dig.«
Hans Ansigt fik sit nervøse Udtryk.
»Du tager Sagen lidt urimeligt,« sagde han.
»Ja, det gør jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til
Ulejlighed. Nu gaar jeg med det samme. Farvel og god Fornøjelse.«
»Du behøver da ikke at gaa straks. Vi skal først afsted om en Times
Tid.«
»Aa jo, det er alligevel det bedste. Hvor skulde vi tage hen i den
korte Tid? Og Du kunde jo let kompromittere Dig ved at vise Dig
sammen med mig.«
Han beholdt min Haand længe og saá, hovedrystende, alvorligt paa mig:
»Du er ganske uretfærdig imod mig,« sagde han endelig. »Tror Du, det
er for min Skyld, at jeg ikke vil vise mig sammen med Dig?«
»Nej, Du har Ret. Det er naturligvis for at vaage over mit Rygte. Det
har Du jo altid været saa øm over.«
Han svarede mig ikke; slap min Haand, mumlede et Farvel og gik, uden
at vende sig om.
Jeg kunde have slaaet ham ihjæl. Men da jeg saá ham langsomt
forsvinde, og han stadig ikke vendte sig om -- da maatte jeg med Vold
beherske mig for ikke at kalde ham tilbage.
Og da han helt var forsvunden, sank jeg sammen i Fortvivlelse. Jeg
laa sammenkrøben og hulkende inde mellem Træerne, tryglede ham om
Tilgivelse og sagde, han maatte slaa mig og mishandle mig, blot ikke
gaa fra mig og lade mig være alene.
-- -- Men da jeg atter vilde gaa ned mod Strandvejen, saá Jeg to
Char-à-banc'er komme kørende mig imøde; jeg syntes, jeg paa den
forreste saá ham mellem et Par unge Damer, og jeg skyndte mig ind i
Krattet, for at han ikke skulde faa Øje paa mig.