Han gør stadig Undskyldninger for sine Breve, at de er saa faa og saa
smaa. Jeg nægter ikke, at de undertiden synes mig lidt fattige. Men
jeg forstaar, at han, der overhovedet har vanskeligt ved at give sine
Følelser Udtryk, ikke egner sig til Brevskrivning.
Nu, da jeg kender ham saa godt, volder hans Breve mig ingen alvorlig
Sorg, kun maaske en øjeblikkelig Skuffelse.
Men jeg trøster mig ved at skrive dobbelt saa langt og dobbelt saa
ofte til ham. To Gange om Dagen skriver jeg til ham; han faar Brev
med hver Post. Naar jeg skriver mit Aftenbrev, véd jeg, at han er
ifærd med at læse mit Morgenbrev, og naar jeg sidder ved mit
Morgenbrev, har han det Brev, jeg skrev forrige Aften. Saadan bygger
jeg en Bro, der aldrig afbrydes mellem ham og mig. Han har mig altid
hos sig. De smaa Vedbæk-Frøkner skal ikke erobre ham fra mig. Jeg er
baade Morgen og Aften hos ham og passer paa ham.
Jeg er fornuftig, og jeg siger: lad ham blot nyde sin Ferie og tage
alle de smaa Fornøjelser, Landopholdet kan bringe ham. Hvad Ulykke er
det, om han gør en Smule Sommerkur og bliver feteret? Han er jo dog
til Syvende og sidst min. Han har sagt mig det, og jeg tror ham. Jeg
tror ham blindt og vil ikke forbitre mit Sind med nogen lav Mistanke.
Men skulde han et Øjeblik føle sig svag, da er jeg der med mine Breve
og kalder ham tilbage til Dydens Vej. Som en trofast Skildvagt møder
jeg Morgen og Aften og bevogter hans Telt mod alle lumske Angreb.