Jeg forsømmer min Dagbog for min Korrespondance. Til ham har jeg
tusinde Ting at skrive. For min Dagbog hænder der intet nævneværdigt.
Dagene glider ensformigt forbi mig som Mærkestenene paa en Landevej.
Kun Lørdagene rager op i Ensformigheden. Lørdagene er min lange
Sommervejs Milepæle; thi om Lørdagen kommer han til Byen for at mødes
med mig.
Saa ruller jeg da Uge efter Uge evigt den samme Vej. Søndagen har
endnu Lys af Lørdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haabløshedens
mørke Tegn. Ved Onsdagsstenen dæmrer Forventningens Skær; i stigende
Længsel og Haab passeres Torsdag og Fredag -- indtil Lørdagslykken
anes i Nattens urolige Drømme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjærte.
* * * * *
Men naar jeg er paa hans Trapper, lægger der sig en Angst over mig.
Hvordan vil han tage imod mig? Vil hans Ansigt lyse af den
Gensyns-Glæde, som jeg har drømt om, eller vil det møde mig med det
Præg af Anstrængthed og Træthed, som jeg en og anden Gang synes at
have iagttaget; som maaske er en taabelig Indbildning, men som
undertiden, naar jeg sidder alene, stiger frem for min Erindring og
fylder min Sjæl med tunge, blaasorte, rædselindgydende Skyer.
* * * * *
Og Angsten lammer min Glæde, saa jeg ikke straks kan være sød og
elskværdig imod ham, som jeg gærne vilde. Og han misforstaar mig; jeg
ser de nervøse Blink i hans Øjne, og jeg er vis paa, at han finder
mig lunefuld og utaalelig.
Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mængde Vin og tvinger
ogsaa mig til at drikke.
Javist hjælper det at drikke. Et lunt blødt Velbehag risler dulmende
gennem Sind og Legeme. Alle mørke, tunge Tanker bortdunster som Taage
for Sol; den dumme Angst forsvinder, man faar Munden paa Gled, man
rykker hinanden nærmere, og, naar man sidder Haand i Haand og Øje i
Øje, da er der ingen nervøse Blink længer, ingen Misforstaaelse og
Lunefuldhed, da glemmer man Ugens seks andre Dage for denne den
syvendes ene saliggørende Time.
* * * * *
Bagefter tager jeg ham i Forhør. Han maa aflægge nøjagtig Beretning
om Alt og Alle i de forløbne Dage.
I Begyndelsen forsikrede han, at der ingenting var at berette. Dagene
gik med Badning, Driveri, Rygen, Spisen og Soven. Efterhaanden har
jeg dog faaet ud af ham, at han fører et ret bevæget Landliggerliv.
Han har paa Hotellet, hvor han spiser til Middag, gjort adskillige
Bekendtskaber; han spiller Croquet og Lawn-Tennis med unge Damer og
han har været inviteret baade til Middagsselskaber og Skovture.
Navnlig er der nok en Enkefrue med to Døtre, som han med Iver dyrker.
Først, da han omtalte disse unge Damer, var det med meget Forbehold;
han søgte nærmest at give det Udseende af, at han med sin bedste
Vilje ikke kunde undgaa dem. De plagede ham med Invitationer og med
Opfordringer til Deltagelse i alskens landlige Adspredelser.
Jeg begik da den Fejl at lade, som om jeg var jaloux. Dette morede
ham aabenbart, og nu stikker han mig evig og altid disse Frøkner med
alle deres fortryllende Egenskaber i Næsen. Jeg véd jo nok, at det
skal være Spøg; men det piner mig alligevel, hvad jeg dog ikke synes,
jeg kan være bekendt at tilstaa.
Tværtimod spørger jeg ham stadig om hans to smaa »Veninder«. Han
hævnede sig da sidst paa en Maade, jeg ikke kunde lide. Han begyndte
at tale om Erik, som han paastod, han hele Tiden havde været jaloux
paa.
Stakkels Erik! Hver Gang, jeg tænker paa ham, bliver jeg trist. Han
holdt sikkert forfærdelig meget af mig, ellers kunde han ikke have
taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde
blive hans.
Nu sidder han i Berlin, og jeg hører aldrig direkte fra ham. Men til
Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa
svaret ham.
Da _han_ nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg
ham -- for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, --
hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg fortalte ham,
at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg
havde maattet svare Nej.
»Hvorfor, behøver jeg vel ikke at sige Dig,« tilføjede jeg.
Han saá, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: »Jeg beder Dig om
Tilgivelse.«
Men længe efter var vi begge alvorlige.