Han var vist glad over at gense mig, han var meget sød imod mig.
Der er kun ét, jeg ikke forstaar: han blev et Øjeblik en Smule
forstemt, da jeg viste ham, hvor flittig jeg havde været med hans
Dækketøj.
Jeg spurgte ham, om han ikke kunde lide, at jeg sad i hans Lejlighed,
naar han ikke var hjemme. Han svarede: »Det er ikke det. Men -- Du er
altfor god imod mig, jeg fortjener det ikke.«
Det, finder jeg, er meningsløst. Han maa jo vide, at jeg ingen større
Glæde kender end at arbejde for ham. Det er jo saa ganske
selvfølgeligt. Hvordan kunde han da sige: »Du er altfor god imod mig«
--? Som om her var Tale om »Godhed«!
Da jeg havde forklaret ham dette, drog han mig hen til sig og sagde
halvt smilende, halvt alvorligt: »Kunde Du ikke holde en lille Smule
mindre af mig?« »En underlig Bøn fra en Elsker,« sagde jeg.
»Det er Beskedenhed,« fortsatte han. »Jeg synes, Du giver mig
saameget og jeg Dig saa lidt.«
Jeg tog ham i Frakkekraven, ruskede ham frem og tilbage og sagde:
»Du er (Kys) et Vrøvl. Du er (Kys) sær og forkælet, undertiden
drilagtig og ubehagelig. Du er alligevel (Kys) Verdens dejligste
Mandfolk og (Kys, Kys, Kys) jeg elsker Dig.«
Hvorefter han glemte sine Betænkeligheder ved min altfor store
Kærlighed.