Det er dog hændet før, at jeg i en Uge ikke har sét ham. Hvorfor er
da denne Uges Adskillelse saa langt tungere?
Paa halvanden Time kan jeg naa ud til ham. Hvis jeg skriver til ham
idag, at jeg kan ikke vente længere paa ham, véd jeg, at han kommer
imorgen.
Alligevel. Det er ikke det samme.
Naar jeg gik paa Gaden før, vidste jeg, at jeg, hvad Øjeblik det
skulde være, kunde møde ham; jeg læste hans Navn paa Teatrets
Plakater; jeg gik forbi hans Vinduer og kunde tænke mig ham siddende
indenfor. For hvert Skridt, jeg tog, følte jeg ham i min Nærhed; selv
om jeg ikke mødte ham, var han i den Luft, jeg indaandede.
Nu vandrer jeg som en Vildfarende i den fremmede By. Jeg gaar paa
Lykke og Fromme, og jeg véd, at jeg ikke vil finde det, jeg søger.
Jeg griber mig i at staa udenfor Teatret og studere de gamle,
flængede Plakater, og jeg kan styre i hvilkensomhelst Retning -- jeg
ender med at finde mig udenfor hans Hus, hvor der er rullet ned for
Vinduerne i hans Lejlighed, der staar tom som efter et Dødsfald.
Min Dag har kun to Lyspunkter. Naar jeg henter hans Brev, og naar jeg
skriver mit. Bedst har jeg det, naar jeg skriver til ham, for hans
Breve er ikke ham: de er kun Overfladen af ham, de er prægede af hans
Ulyst til at give sig hen, hans Angst for Følsomhed, sagtens ogsaa,
som han selv siger, af hans Landdovenskab.
Men naar jeg, efter at de Andre er gaaet til Ro, sidder i mit lille
Værelse og fylder Ark paa Ark til ham, da kan jeg føle mig ham saa
nær, at det er, som om jeg laa i hans Arme og talte med ham. Luften
om mig bliver hed af hans Aande, jeg mærker, medens jeg sidder med
bøjet Hoved, hans Kys paa min Nakke, og min Pen danser hen over
Papiret i Takt med mit Hjærtes hastige Slag.