Jeg var i Formiddags paa Posthuset og hentede følgende _poste
restante_-Brev:
Vedbæk, 6. Juni, Aften.
Du kære Barn! Véd Du, at Du forkæler mig, og at jeg slet ikke
fortjener det? Da jeg ved min Ankomst blev modtagen af dit meget
søde, altfor søde Brev, følte jeg mig baade glad og skamfuld. Jeg
er -- det er ingen Frase -- ude af Stand til at gøre Gengæld, som
Du fortjener det. Særlig er jeg en saare klejn Brevskriver,
medens Du, som saa mange Damer, er en Mester i at forsende Dig
selv i en Konvolut. Jeg forsikrer Dig, at da jeg aabnede dit
Brev, var det, som om Julie lyslevende hoppede ud i Stuen og med
begge Armene om min Hals fortalte mig en Mængde allerkæreste
Ting.
Jeg skal nok skrive ofte til Dig, men Du maa nøjes med korte
Hilsener. Land-Dovenskaben har allerede grebet min Hjærne, saa
jeg ligefrem med Skældsord maa drive mig til at lave en
grammatikalsk og ortografisk rigtig Sætning. Det eneste, min
Hjærne i en Fart kan udtrykke, er, at jeg er meget forelsket i
Dig og at jeg længes efter den 15de, naar jeg som Terminsherre
gæster Hovedstaden.
Vi bor i et Hus, der er knapt saa højt som vi selv, men som
ligger fuldkommen dejligt lige ved Begyndelsen af Skoven og ejer
en Billedsamling -- Fremstillinger af himmelske og jordiske
Berømtheder --, der i Forening med Sødmælk, Svinesti- og
Tang-Duft samt Sengegang Kl. 10 lutrer min Sjæl til en maabende
Barnlighed.
Uden at blues ender jeg da med alle Kærlighedsepistlers yndefulde
Slutningsformular: »1000 Kys og Hilsener sendes Dig, min elskede
Pige, fra din Dig
oprigtigt elskende
_A._«