»Hvis det nu _var_ Alvor?«
Et nyt prøvende Blik og en ny Betænkningspavse. Derpaa:
»Saa blev jeg, _naturligvis_.«
Jeg havde faaet det Svar, jeg ønskede. Alligevel gjorde det mig ikke
glad. Vi stod og saá lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog
mig om Livet og sagde, ømt og inderligt, at han gærne blev hos mig,
og at det slet ikke vilde være ham noget Offer at opgive sit
Landliggeri. Hvorpaa jeg -- naturligvis -- erklærede, at det kun
havde været Narrestreger af mig at spørge.
-- -- Indpakningen blev færdig i sidste Øjeblik. Drosken havde
allerede ventet nogle Minutter. Han var nervøs for at komme for sént,
og vi tog i Hast Afsked.
Jeg stod gemt bag et Gardin og kiggede ned paa Gaden. Han fik Øje paa
mig, vinkede med Haanden og svingede med Hatten. Hvor han saá smuk og
straalende ud! Som om han drog ud til Sejr og Lykke.
Nu drejede Drosken om Hjørnet, og jeg lod Gardinet falde for. Jeg gik
gennem Stuerne, kunde ikke løsrive mig fra dem. Jeg satte mig i
Sofaen, hvor jeg plejede at sidde med ham. Paa Bordet foran laa hans
Album. Jeg slog det op og fandt frem et Billede af ham som seks Aars
Dreng. Det sad jeg og legede med som en lille Pige med sin Dukke. Jeg
lagde det op til mit Bryst og vuggede det; jeg gav det tusinde Kys og
Kæleord og sagde det, mens Taarerne løb mig ud af mine dumme Øjne og
plettede Billedet, at nu maatte vi To holde sammen, nu, da han var
rejst fra os.
... Indtil Pigen kom ind og med et forskrækket Udbrud sagde: »Men
Gud, Frøken, sidder De her endnu!«
Ogsaa jeg var bleven forskrækket over hendes pludselige Indtræden.
Jeg rejste mig hastigt og gik, men Billedet havde jeg puttet i
Lommen.