Han er rejst.
Jeg var hos ham de sidste Par Timer. Jeg spiste Frokost sammen med
ham, og jeg hjalp ham med at pakke ind.
Inden jeg gik op til ham, holdt jeg en lille Formaningstale til mig
selv: Vær nu en klog Pige. Vis ham et muntert og behageligt Ansigt,
saa han kan medtage en smuk Erindring om Dig. Lad ham fremfor alt
ikke faa det Indtryk, at Du havde ventet, han for din Skyld skulde
være bleven i Byen.
Jeg traf ham i travl Aktivitet, livlig og oprømt. Han snakkede
ustandseligt løs, alt imens han skrev Breve og fo'r frem og tilbage i
Stuerne for at samle Ting sammen, han pludselig kom i Tanker om, at
han maatte have med.
Han var saa helt anderledes end ellers. Der var en febrilsk Uro over
ham; hvert Øjeblik saá han paa Uret, som om han var bange for at
komme for sent.
Frokosten blev jaget af. Jeg havde ingen Appetit; han slugte nogle
Mundfulde, drak i ét Træk tre, fire Glas Madeira og sagde: »Skal vi
saa pakke?«
Inde i Soveværelset laa alt hulter til bulter. Paa Sengen og Stole:
Klæder, Fodtøj, Cigarkasser, Bøger, Slips og Skjorter; paa Gulvet:
Kufferter; Skufferne i Toiletmøblet var trukne ud og Klædeskabsdøren
stod aaben.
Jeg begyndte at pakke. Saa kom han i Tanker om, at han havde glemt at
købe Skrivepapir, bad mig undskylde et Øjeblik og løb ud.
Jeg stod i det af Rejseforberedelser opfyldte Værelse, og en knugende
Forknythed greb mig. Mekanisk tog jeg Tøjet, Stykke for Stykke, lagde
det sammen og anbragte det i den store Kuffert; jeg bøjede mig og
rejste mig, ned og op, op og ned, Stykke for Stykke, nu det, nu det,
og om lidt er det altsammen borte, og jeg alene ... Alene! Jeg rejste
mig forskrækket. Nej, nej, jeg vil ikke, jeg tør ikke være alene. Han
maa ikke rejse fra mig, jeg vil tigge og trygle ham om at blive hos
mig, og han vil gøre, som jeg beder ham om, han kan ikke nænne at
forlade mig. Det vilde være ondt af ham, og han har ikke Lov at
handle saa ondt imod mig!
Da hørte jeg Entrédøren blive smækket i. Han kom nynnende gennem
Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt
beskæftiget med at pakke.
»Hvor flink Du er!« sagde han og strøg mig henover Haaret. »Saa fin
en Kuffert har jeg aldrig før haft.«
Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede
til mig.
Pludselig sagde jeg: »Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade være
at rejse?«