Jeg har været ude at rejse med ham til Æventyrets Land, der ligger to
Timers Vej fra Hesten paa Kongens Nytorv. Hvad Stedet hedder i daglig
Tale, véd jeg ikke, og angaaende dets Beliggenhed kan jeg ikke oplyse
mere end dette, at man begynder med at køre ud ad Kongevejen, og at
man et Par Timer efter er der. Hvordan der sér ud i Æventyrets Land,
véd jeg derimod præcist. Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i
Udkanten af en Skov og ved Bredden af en Sø. Indgangen til Huset er
fra Skovvejen gennem en med vild Vin bevokset aaben Veranda, og i
Gavlen, der vender ud mod Søen, er der et Vindue og en grønmalet
Træaltan. Paa Verandaen staar en gammel Bondekone og nejer. Om Dagen
straaler Solen fra en skyfri Himmel, og om Natten er det Fuldmaane.
Og ude paa Søen glider i Maaneskinnet en hvid Baad, hvorfra der lyder
dæmpet Sang af unge Stemmer.
Jeg har været med ham i Æventyrets Land og set Solen gaa ned og
Maanen staa op; jeg har været der med ham, fra Solen atter stod op
og til den sank ned i Skoven og tændte Ild i det lille Hus' Ruder.
Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet
med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens
yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.
Jeg kniber mig i Armen for at være sikker paa, at jeg ikke drømmer.
Nej, det er ingen Drøm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket
Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng
staar mine Støvler med Mærker af Land og Skov.
-- -- Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges
til Sorø for at besøge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og
hendes Søn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen.
Da _han_ fik Nys om dette, sagde han: »Saa rejser vi ogsaa.« Og skønt
jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var
hans Spøg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske
Betragtning, at det i værste Tilfælde kun kunde gaa galt, ordnede jeg
hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur
idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske
Ungmøer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forældrene
villigt deres Tilladelse og rejste til Fødselsdagen i Sorø.
Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen.
Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer.
Landaueren holdt, Døren aabnedes, og den ene af de unge Damer
forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.
Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest -- thi jeg
forbød hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjøbenhavns Gader --
kørte han og jeg til Æventyrets Land.
Han havde paa mine Spørgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: »Bryd
Dig om intet, mød kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg
kommer da med Vogn og alt, hvad videre er fornødent, og fører Dig til
et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besøgt Traktørsted, hvor
en gammel Kone leverer Skovgæster Vand paa Maskine og, om det skal
være, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert
Nattelogis.«
Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule,
maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han
forklarede: »Der er ikke mere, end vi akkurat behøver. I den ene
Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og
i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det
Tilfælde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. -- Jeg haaber,
der i din Kuffert maa være, hvad der skal være.« -- Det var der i
Sandhed og mere til.
For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg
syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi
kørte, drømmende, at nu rejste han og jeg paa Æventyr i den vide
Verden.
Og saa var vi i Æventyrlandet.
... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bød nejende Velkommen. Hun
bar Gyldenstykshue og var iført et struttende grønt Hvergarnsskørt.
Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig »Frue«.
Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at
stille næste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa,
at Maden blev færdig.
Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden
mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes
Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede
Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá
afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø.
Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært
og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra
Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod,
omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.
Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring
slettede Farverne af Søen.
Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik
ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.
Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet
med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men
skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Sølvlysestager, der
gav den tarvelige Stue et Præg af hemmelighedsfuld Rigdom og
Fornemhed.
Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste
mægtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Køkken, baade
den lyserøde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule
Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.
Vi var saa glade og ubekymrede som Børn, og den gamle Kone nuslede om
os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornøjet over at se
saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.
Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke »Fruen« selv vilde lave
den. Jeg gik med hende ud i Køkkenet, men maatte straks kalde ogsaa
ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertøj.
Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende røde Maskiner, nogle
tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en
høj Hat.
-- -- -- Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til
Ro.
Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig
ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men
rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det
kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen
var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater
-- tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede
Silkegardiner overhvælvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at
hendes afdøde Mand i sin Tid havde købt den paa Avktionen over en
forlængst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.
Konen tændte Lysene, ønskede Godnat og gik.
Jeg begyndte at klæde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir,
han havde medført til mig. Da faldt gennem Altandøren en Maanestribe
ind i Stuen. Jeg rejste mig, aabnede Døren -- Aftenen var mild som
ved Midsommertid -- og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa
vidunderdejligt. Som et glitrende Sølvspejl laa Søen i en Ramme af
bølgende hvid Taage, der af og til splittedes og, for et Øjeblik,
afslørede fantastiske Landskabstegninger med skarptbelyste Træer,
ombølgede af løsrevne Taageflager. Saa samledes Taagen atter om
Billedet, men snart dukkede et nyt frem et andet Sted.
Jeg hørte, at en Dør blev aabnet, men jeg vendte mig ikke om. Jeg
følte, at han var lige bag mig; jeg stod i salig Forventning,
indsugende i hastige Drag den balsamiske Luft.
Da laa hans Arm om mit Liv, hans Mund rørte mit Øre og -- saa
hviskende som et Pust af Sommernatsluften -- sagde han:
»Min lille Kone!«
I det samme lød en dæmpet Sang ude fra Søen: »Fred hviler over Land
og By ...« og fra Taagen gled en Baad frem, dragende en gylden Stribe
efter sig.
-- -- -- Jeg vaagnede med en Følelse af at have noget glædeligt i
Vente og fik Øjnene fulde af Sollys. »Hvad er dette? hvor er Du?«
spurgte jeg mig selv og glippede med Øjnene for at blive rigtig
vaagen. Saa saá jeg ham sidde i Skjorteærmer ved det lille Bord foran
Altandøren, dybt og alvorligt optagen af at barbere sig. Jeg laa lidt
og nød det kostelige Skue. Han skar de ynkeligste Ansigter og
haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tænkte: »Han
skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme
Menneske af lutter Forfængelighed pint sig med at vaagne tidligt, for
at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt
under de mindre flatterende Forberedelser.«
Av! dér skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte
sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: »Ja vent Du bare,
til jeg er færdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!«
Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Næsen, truede mig med
en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfærdelig sød og tillige
glat om Kinderne, skønt ikke uden Blessurer.
Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt.
Hvordan vi tilbragte den? Som det Æventyr-Prinsepar vi var: med at
lege sammen som Kongebørn i et Rige, der var vort og smukkere end
alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og
mere kvægende end almindelig jordisk Mad og Drikke; med at være saa
forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Kærlighed før var for intet
at regne.
Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage
Glans over sig.
Jeg husker os siddende ved Søen og spisende Frokost: nylagte Æg,
frisk, syrlig Bondeost og Mælk med tykt Flødelaag. Jeg husker os
staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de
graadigt pludrende Høns og den galante og selvbevidst beskedne Hane.
Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrækket
klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Træ en Ugle, der
lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde Øjne.
Jeg husker endelig vor Afsked med Æventyrlandet -- da Vognen holdt
for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde:
»Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.«
-- -- Saa kørte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor
der er Forældre og Synd og Sorg og ond Samvittighed.
Da de første høje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over
mit Hjærte. Og da vi mødte den første Flytteomnibus, huskede jeg, at
nu kom snart den Tid, hvor Sommerferien vilde skille ham fra mig.
Men da han saá, at jeg var bedrøvet, og han spurgte mig: »Er der
noget, Du er ked over?« -- da smilede jeg, tog ham med begge mine
Arme om Halsen og saá ham ind i Øjnene, sigende: »Lad mig fortælle
Dig det idag, hvor det er tungere for mig end nogensinde før at
skilles fra Dig -- lad mig fortælle Dig det idag, at mangt og meget i
mit Liv vil jeg maaske komme til at angre, men aldrig -- hører Du:
_aldrig_ -- at jeg har været Din.«