Jeg vaagnede i Morges med Ørene fulde af Bjældeklirren, forgæves
ledende efter den Drøm, hvor Bjælderne hørte til.
Drømmen var ganske forsvunden af min Erindring og havde kun efterladt
denne lystige Klingren, der vedblev at forfølge mig hele Dagen og paa
en æggende, tilsidst irriterende Maade som en drilsk Nisseleg
blandede sig ind i alle mine Tanker.
Saa i Eftermiddag, som jeg sad og fantaserede om min Rejse til
Æventyrlandet -- sad og drømte mig paany sammen med ham kørende ud
til den gamle Bondekones Skovhytte, begyndte Bjælderne igen lystigt
at kime, de klingrede i Takt med Hestenes Hovslag, og se! Billedet i
min Fantasi skiftede, det blev hvidt og vinterligt, Landaueren
forvandledes til en Kane, og i Kanen sad han og jeg, med Pelsværk
over vor Bryllupspynt, flygtende bort fra det store Gæstebud til den
afsides landlige Kro for at fejre vor Fest, vi to alene.
Men fra den høje Vinterhimmel blinkede Mormoders dejlige Øjne mildt
og muntert ned til mig, mens Bjælderne sang: »Nu din Tid! Nu din
Tid!«