23. April. (Min Fødselsdag).

Første Hjørne passeret. Derom burde jeg vist, ifølge god Frøken-Skik,

filosofere et Par Dagbogsblade fulde. Jeg er imidlertid aldeles ikke

oplagt til Filosofi. Det eneste, jeg er oplagt til, er at danse og

le, le og danse, danse gennem hele den sovende By og vække den med

Forkyndelsen om, at der dog findes ét lykkeligt Menneske i Verden.

Nemlig Undertegnede, nemlig Julie, der idag, trods sin værdige Alder,

har holdt Fødselsdag som et lille forkælet Barn.

Jeg tænker paa, hvordan Fødselsdagene ellers i de senere Aar er gaaet

for mig, og jeg synes, Dagen idag ikke kan være virkelig. Her er den

sædvanlige Fødselsdagsrecept: Hyldingens Genstand vækkes af Mama,

der, for straks at anslaa den rette Stemning, har Taarer i Øjnene.

»Godmorgen, mit søde Barn, og til Lykke. Fader og jeg forærer Dig Tøj

til den Sommerkjole, Du trænger saa haardt til, og Bedstemoder

forærer Dig Sylønnen.« Ved Frokosten en anstrængt Festglæde. I Løbet

af Formiddagen Visitter af Christiane, Emmy og et Par Tanter, hver

medbringende en yndefuld Husflidsgave og en Bunke ligegyldig Passiar,

til Vederlag modtagende en Kop søvndyssende Chokolade. Hvorpaa de

egenlige Festligheder indstilles og Dagen afsluttes med en

ekstra-taarevædet Aftenduet mellem Fødselsdagsbarnet og hendes Moder,

der beder om Tilgivelse, fordi hun har sat hende ind i denne

jammerfulde Verden.

Idag har det været en anden Musik. Herfor takkes til en Begyndelse

min forvandlede Fader, der ved Frokosten udfoldede en saadan

Livsglæde og Vinflothed, at ikke blot Frantz blev helt tummelumsk af

Kæphøjhed, men at endogsaa Moder lod sig henrive til en Livlighed,

der klædte hende forfærdelig morsomt og aldeles nydeligt -- det var,

ligesom hun næsten generede sig over sin egen Munterhed.

Ganske i Modstrid med sine Sædvaner og til Forskrækkelse for Tanterne

bivaanede Fader ogsaa Chokoladefesten og krydrede den med en ligefrem

ugudelig Driven-Spas med sine gamle Slægtninge.

Hvorpaa jeg iførte mig mit fineste Skrud for -- officielt -- at

begive mig til ung Middag hos den forlystelsessyge Christiane. Med

andre Ord for at fejre min Fødselsdag sammen med _ham_.

Han modtog mig højtideligt i Kjole og hvidt Slips, bød mig Armen og

førte mig ind i Dagligstuen. Midt i Stuen stod et hviddækket

Fødselsdagsbord, bugnende -- et udmærket Festreferat-Ord -- af Gaver:

fine og nydelige Toiletsager, Slikkerier og Blomster.

Han havde -- paa Æresord -- lovet ikke at forære mig noget. Nu stod

han og lo af sin tabte Ære og min mislykkede Vrede.

Fødselsdagsbarnet havde selv faaet Lov at bestemme, hvad hun vilde

have til Middag. Han havde tvunget mig til at vælge mange fine

Retter ved at true mig med, at jeg ellers fik Sødsuppe og Pandekager.

Overhovedet gør han mig til en væmmelig Gourmand. Han har f. Eks.

lært mig, at der er Forskel paa Champagne. Før troede jeg, at

Champagne var Champagne og dermed basta. Nu véd jeg, at der baade er

sød og _tør_ og _ekstra tør_ Champagne, og at Champagne snart hedder

Mumm og snart Heidsick og snart noget helt andet igen. Jeg véd

ovenikøbet, hvilken af Slagsene jeg bedst kan lide -- hvilket han

siger er et stort Fremskridt i min Opdragelse.

Sikkert er det, at man skal ikke kimse ad god Mad og Vin. Der kan

være Poesi ogsaa over det at spise og drikke udsøgte Ting. Og selv om

jeg vilde være tilfreds med Grønlangkaal, blot jeg var sammen med

ham, saa nægter jeg ikke, at jeg følte Velbehag og Fornøjelse ved

hans lækre Mad, det fint dækkede Bord og vor festlige Dragt.

Ved Isen spurgte jeg, om han ikke agtede at holde en Tale for mig.

Han svarede: »Min Tale ligger i din Buket.« »Skal jeg nøjes med en

Tale paa Blomstersprog?« »Led, saa vil Du finde.« Jeg tog Buketten op

af Glasset, og et sammenrullet Stykke Papir faldt ud. Han saá næsten

flov ud, da han sagde: »Du har endogsaa faaet mig til at forsøge mig

som Poet. Som en formildende Omstændighed fremfører jeg, at det dog

ikke er Vers, jeg har begaaet.«

Jeg vilde aabne Papiret, men han bad mig vente. Først da vi sad ved

Kaffen inde i Sofaen, fik jeg Lov til at læse Talen. Han spurgte,

hvad jeg syntes om den. Jeg svarede ham, som jeg mente, at han var

den dejligste Digter i Verden.

Det _er_ han ogsaa. For han er _min_ Digter.

Og saa vil jeg da ende mit Festreferat med at vedlægge i Dagbogen

hans Tale.

Julies dagbog · 第 56 / 103 题