TALEN FOR JULIE.

Ikke behøver jeg at fortælle Dig, at jeg elsker Dig. Du ser det

af mit Blik, naar det favner Dig; Du hører det af min Stemme,

naar den kysser dine Øren.

Jeg skal derimod fortælle Dig, hvorfor jeg er saa ganske

forelsket i Dig.

Det er, fordi Du er kommen til mig, som din Stammemoder, Fru Eva,

kom til den gamle Adam: som det Nyfødte, den skælvende

Forventning og Forjættelse, det Forbavsende og det Forbavsede.

Jeg ser Dig ved disse Ord kigge spørgende og lidt forvirret paa

mig. Just saadan saá Eva paa Adam, da de mødtes og han lod Himmel

og Jord for første Gang høre de siden altid lige nye og

forvirrende Ord: »Jeg elsker Dig.«

Saadan som Du nu lyttende bøjer Hovedet en Smule med et Blik, der

er baade undseligt og straalende, saadan var Eva som forelsket

ung Pige, før hun omgjordede sig med den erfarne Dames ukyske

Figenblade.

-- -- Se, Jorden er hyllet i graa Regntaage, og Adam er træt af

Livet, der skænkedes ham.

Da blinker en Solstraale gennem Taagen, og Taagen splittes, og

_hun_ staar der, med Sol og med Varme: Menneskets unge Brud,

Kvinden, der rødmer, ikke fordi hun blues ved sin Nøgenhed, men

fordi hun undres og glædes over sin egen Ynde og Magt, som hun

læser i Adams tilbedende Blikke.

Omsværmet af Amoriner skrider hun frem. De leger Tittit i hendes

Haar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens

Narrestreger i hendes nysgærrige Øren. De spænder Læben til en

Amorsbue, de prøver den spæde Barms Gynge. En skjuler sig i

Kindens Smilehul og En i Hagens Kløft. Men to og to sidder de som

forelskede kyssende Par i dine søde Øjne, Du min Eva, der kaldte

paa mig som en ny Dag; der, hver Gang Du træder ind ad min Dør,

er Solstraalen, der bryder Taagen og alle graa Tanker.

Julies dagbog · 第 57 / 103 题