I Formiddags købte jeg alle Bladene. De roser ham. Et af dem taler om
»ligefrem forbavsende Fremskridt«. Kun ét af dem allesammen er
ubehageligt. Det siger, at han var »kedelig og fræk som sædvanlig«,
men »tillige denne Gang fuldkommen forskruet«. Gud véd, hvad det er
for en Idiot, der skriver i det Blad. Det vilde fornøje mig at se ham
hakket til Hachis og serveret som Ulykkestilfælde i sin egen Avis.
Forresten er det lige meget, hvad den Fyr skriver. Alle Mennesker er
begejstrede. Stykket gik igen iaften, desværre kunde jeg ikke være i
Teatret, men jeg var _udenfor_ Teatret, baade den Gang Billetsalget
begyndte -- der var en vældig Opstilling -- og den Gang,
Forestillingen var forbi. Jeg stod midt i Forhallen -- tilsløret
naturligvis -- og lod Folk mase løs paa mig. Og jeg hørte hans Navn
blive nævnet hundrede Gange, og jeg gik hjem og nævnede det tusinde
Gange, inden jeg faldt i Søvn.
* * * * *
Hvad har _alle de andre_ været for ham? Hvorfor har ingen af dem
kunnet inspirere ham? Hvis han havde holdt ligesaa meget af dem som
af mig, hvordan kunde jeg da være den, som tændte Gnisten i ham?
Jeg gør mig selv disse Spørgsmaal, og jeg vover ikke at udtale højt
det Svar, der bruser i min Sjæl som en Sejrshymne.
Jeg vover det ikke, for sæt, at jeg bedrog mig! Og dog -- hvor er det
muligt? Kan der være andet Svar end dette, der jubler i mig: Jeg,
jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den _eneste_!
* * * * *
Thi jeg tænker mig, at Mænd har det med Kærlighed paa en anden Maade
end vi Kvinder. De kan have Snese af Kærlighedsæventyr, men de
betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et
Øjeblik kruser Sjælens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser
den sande, den eneste Kærlighed sit store Vejr i dem, og da er det,
ligesom der skete en Omvæltning; alt det dybeste og bedste i dem
kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres
Livs største Bedrifter.
Langfredag.
Endelig iaften var jeg atter hos ham.
Jeg vilde have sagt noget rigtig smukt til ham, noget varmt og
inderligt, hvoraf han kunde have forstaaet min Glæde over ham. Men
det blev ikke til andet end et tørt: »Jeg gratulerer. Du gjorde jo
stor Lykke.«
Han svarede: »Ja, jeg gjorde vist Lykke. Men lad mig nu faa den
eneste Kritik, jeg bryder mig om at høre, den eneste værdifulde
Kritik. Hvad syntes _Du_? Var det godt, var det rigtigt? Vakte det
Minder hos Dig? Blev Du en Smule greben af det?«
Jeg lagde mine Arme om hans Hals, saá ham al min Lykke ind i Øjnene
og hviskede ham et »Tak«. -- Men siden sagde jeg ham det samme med
mange flere Ord.
* * * * *
Der stod paa hans Skrivebord en Buket gule Roser. Straks jeg saá den,
tænkte jeg: den er fra _hende_.
Jeg blev forstemt, og han mærkede det. »Hvad er der i Vejen?« spurgte
han.
»Ingenting.«
Men lidt efter _maatte_ det ud.
»Du har faaet Blomster,« sagde jeg. »Det er vel fra ...«
Han afbrød mig:
»Fy Julie!« Og han saá alvorligt, næsten bedrøvet paa mig.
»Jo, jeg har Grund til at være skinsyg. Og jeg _vil_ vide, fra hvem
de Blomster er.«
Jeg kunde mærke, at jeg skulde til at græde, og jeg vendte Hovedet
bort. Han greb min Haand, og i samme Nu brast jeg i Hulken. Jeg vilde
tage min Haand til mig, men han holdt den fast, blev ved at holde den
-- uden at sige noget -- til jeg havde grædt ud. Saa sagde han:
»Hør nu, Julie. Jeg har før forsikret Dig, at Du ingen Grund havde
til at være skinsyg, og Du svarede mig, at Du var det ikke. Det viser
sig nu, at Du alligevel er det, og jeg vil derfor fortælle Dig
følgende, for at Du skal forstaa, hvor urimelig din Skinsyge er, og
fordi jeg véd, Du er en brav og fintfølende Pige, der vil tro, hvad
jeg fortæller, uden at forlange nærmere Forklaring med Navne og den
Slags. Altsaa: før jeg lærte Dig at kende, havde jeg en Veninde, der
kom til mig, som Du nu kommer. Hun og jeg holdt meget af hinanden, og
jeg holder meget af hende endnu. Du kan høre det uden Nag og Vrede,
thi alt mellem hende og mig er forbi: hun var et af de sødeste og
bedste Mennesker, jeg har kendt. Aldrig har hun gjort mig andet end
godt, aldrig har der i den lange Tid, hun kom her som min Veninde,
været ét ondt Ord imellem os. Det var et Forhold saa lyst, saa
muntert, saa fint og saa let, at det altid vil staa for mig som en
varm, skyfri Sommerdag i mit Liv. Da var det, at Du kom. Du kom, og
Du tog mig hurtigt ganske. Du var den berusende Ungdom, det stærke
Foraar. Det var saa meget for Dig at blive min, at jeg syntes, det at
elske blev noget nyt og stort og forunderligt for mig. Du fyldte mig
helt. Jeg kunde ikke dele mig mellem hende og Dig. Der var ikke gaaet
mange Dage efter mit første Møde med Dig, før hun med sikkert
Instinkt følte, at der var Fare paafærde. Hun spurgte mig, jeg
svarede undvigende; for første Gang lagde Mistilliden sin Skygge over
vort Forhold. Jeg var endnu saa lidt klar over mig selv, og jeg holdt
saa meget af hende, at jeg ikke vilde tage noget Opgør med hende, et
Opgør, som jeg vidste vilde ende med Farvel. Saa var det en Aften, Du
var hos mig -- Du husker det vist -- det var for en tre Ugers Tid
siden. Jeg havde i fjorten Dage ikke sét hende. Jeg fandt stadig
Paaskud til at undgaa et Møde. Da, mens vi to sad her i Sofaen, som
vi nu sidder, ringede det. Jeg vilde ikke lukke op, men det blev ved
at ringe, og omsider gik jeg ud. Da jeg lidt efter kom ind igen,
fortalte jeg, at det var et Bud fra Teatret, og da Du lagde Mærke
til, at jeg var saa alvorlig, sagde jeg, at jeg var ked over den
Meddelelse, jeg havde faaet. Det var om at spille en Rolle, jeg
nødigt vilde have, sagde jeg. Det var intet Bud fra Teatret. Det var
-- hende. Hun kom, dreven af Længsel og Mistænksomhed, og jeg maatte
faa hende bort med en Løgn, som jeg fremførte altfor daarligt til, at
hun ikke skulde mærke Uraad. Hun gik dog uden at sige noget, hun lod,
som hun troede mig, men heller ikke den følgende Tid bad jeg hende
komme til mig, og saa var det, samme Dag som jeg skulde spille min
nye Rolle, at jeg om Formiddagen fik et Brev fra hende -- et Brev til
Farvel, et Brev, der i al dets bitre Skuffelse var præget af hendes
Mildhed og Finhed. Hun havde den foregaaende Aften -- Du husker, Du
var et lille Besøg hos mig den Aften -- været her udenfor paa Gaden,
og hun havde sét Dig baade gaa herop og gaa herfra. -- -- Ja, dette
var det, jeg vilde fortælle Dig, og døm nu selv, om _Du_ har Grund
til at være skinsyg. Selv om Blomsterne dér er en Hilsen fra hende --
jeg véd det forresten ikke, for de blev sendt mig anonymt --, synes
Du saa, at de kan volde Dig Fortrydelse?«
Saadan lød hans Fortælling; men længe inden den var endt, laa jeg i
hans Arme og havde i mit Hjærte bedt ham om Forladelse mange Gange.
Dog slemt var det, at jeg netop den Aften, hun saá mig, var gaaet ud
uden mit Slør.
Paaskedag (17. April).
Jeg begriber aldeles ikke min Hr. Papa. Hvis det ikke lød altfor
komisk, kunde jeg fristes til at tro, at den gnavne Professor Tørfisk
var bleven en Smule forelsket i sin egen Datter.
Vist er det, at han er ganske opblødt overfor mig. Hver Gang
han i den sidste Tid har sét mig, har han -- med en virkelig
paaskønnelsesværdig Anstrængelse -- fortrukket sit Aasyn til et Smil
og haft travlt med at knibe mig i Kinderne eller drive anden Spøg med
mig.
Men det ligefrem Vidunderlige skete igaar. Ved Frokosten sagde Moder,
at hun paa Grund af Forkølelse ikke kunde gaa Tur med mig.
»Ja, ja,« sagde Fader, »saa vil jeg invitere Julie til at gaa med mig
paa Udstillingen.«
Det blev en hel Fest, min galante Fader arrangerede for mig. Det var
det yndigste milde Vejr, og Fader foreslog, at vi skulde køre til
Byen i aaben Droske. Paa Udstillingen var vi kun en Times Tid, og
Fader var mest optagen af at faa mig præsenteret for alle de Malere,
vi traf derinde. Bagefter var vi hos à Porta -- som Fader af gammel
Vane kalder Mini -- og drak Portvin. Mens vi nu sad her og
pokulerede, sagde Fader pludselig: »Véd Du hvad, Julie, jeg synes
skam, din Garderobe kunde trænge til en Forbedring. Jeg er ved Muffen
i denne Tid, og derfor skal vi nu i Butiker og gøre min pæne lille
Pige fin til Sommeren.«
Vi var baade hos Modehandlerinde og hos Kræmmer, hos Handskemager og
hos Skomager. Og Fader gjorde allevegne et utroligt Vrøvl, inden vi
fandt noget, han rigtig syntes klædte mig. Tilsidst vilde han
absolut forære mig to Par Silkestrømper, men da jeg indvendte, at det
vilde Moder ikke kunne lide -- jeg véd en anden, der ikke vilde have
noget imod det -- opgav han dog den Ekstravagance.
I virkelig lystig Stemning kørte vi hjem. I Entréen sagde jeg: »Tak
for idag, Fader! Jeg har moret mig dejligt!« »Faar jeg saa et Kys til
Tak?«
Det fik han. Men inde i Dagligstuen var Luften trykket og trist som
sædvanlig, og paa Sofaen laa Moder, syg og tungsindig.